Nøglen
Nøgler har en særlig evne til at forsvinde, selvom man var fuldstændig sikker på, at de lå lige dér. Eller måske var det her? Eller derovre? Jeg ved ikke, om de bare er særligt drilagtige af natur, eller om de måske er lavet af et helt specielt materiale, som bliver usynligt i ulige uger, ved nymåne, eller på torsdage?
Min allervigtigste nøgle synes at komme og gå efter forgodtbefindende. Nøglen til at have det godt. Til overskud og lykkesmil. Til venlighed og hjælpsomhed og overbærenhed med alt og alle.
Jeg har prøvet at holde på den. At holde blikket fast rettet mod den, når jeg havde den, så den ikke kunne slippe uopdaget væk. Men så bliver det vinter og novembermørket sænker sig og gør det svært at se klart. Gode mennesker forsvinder ud af ens liv og slukker alt lys for en stund. Eller pludselig, altoverskyggende smerte får det til at sortne for øjnene, så hele verden glider ud af bevidstheden.
Jeg har brugt meget af min tid på at lede. At rakke forvirret og frustreret rundt i det store og i det små, ude og hjemme. Jeg har spurgt folk til råds. Jeg har prøvet at læse mig frem. Flere gange har jeg fundet nøglen blot for at opdage, at det ikke var min, men en andens.
Nu tror jeg til gengæld, jeg har luret den.
Nøglen er der hele tiden. Nogle gange gemmer den sig bare, fordi den føler sig truet. Men den er aldrig væk, selvom jeg ikke lige kan se den. Den har bare søgt ly indeni, hvor ingen kan gøre den ondt.
Den skal ikke ses. Den skal mærkes.
Bare fordi
Jeg har ikke meget til overs for mærkedage. Af den kommercielt fabrikerede slags, forstås.
Mors dag og fars dag. Hundens og kattens, kanariefuglens og hamsterens dag, det får jo aldrig ende.
Hver dag bør være en mærkedag, alene fordi den er ny, og vi er blevet den givet. Hver dag er noget særligt i kraft af sig selv.
Og så alligevel…
Hvis nu stress og jag og huj og hast har pisket os til at overse hinanden i forbifarten. Hvis nu det trygge og velkendte luller os til at tage hinanden for givet. Hvis nu vinter og hverdag har formørket det, der betyder noget.
Så skader det jo ikke at blive mindet om at sige det højt. At få det sagt.
Ikke fordi det er Valentinsdag.
Men bare fordi…
Fordi jeg er gladere, end jeg kan huske at have været før. Fordi jeg vågner hver morgen med et smil. Fordi humøret holder trods uheld og krykker og brækket tå. Fordi det er nemt og ligetil, ukompliceret og uden mellemregninger. Fordi jeg ikke behøver være andet og mere, lægge låg på eller ændre mig selv. Fordi tid og sted og alder og omstændigheder opløses til ligegyldigheder. Fordi jeg er færdig med mistænksomhed, skepsis og frygt.
Og det hele er på grund af dig.
Jeg ved, du ved det. Jeg ved, jeg siger det tit. Men jeg siger det lige igen.
Bare fordi…
Boldspasseren vender tilbage
Pludselig, jagende smerte. Et smæld af den slags, der ikke bør komme fra nogen del af ens krop. Sortnende, gispende, panisk forkrampet, krøllet sammen på det glatte, kolde gulv.
Jeg ved, den er helt gal. Jeg ved, jeg ikke kommer til at gå derfra.
Jeg kan ikke tænke klart, kan ikke andet end holde om min fod og stirre op i loftet, mens jeg prøver at få vejrtrækningen under kontrol, tæller loftsbjælkerne og studerer hver en detalje for at tænke på noget andet.
Hvorfor pokker skulle jeg også spille fodbold? Hvad var det, der fik mig til at mene, at jeg skulle være med? Når nu hver eneste fiber i min krop instinktivt sagde mig, at det var en dårlig idé?
I skisokker på et glat gulv. Fodbold. Fod. Bold. Meget dårlig kombination, når man er mig.
Så nu er jeg på krykker. Brækket tå og forrevet ledbånd. Hele højre fod er blålig og hævet og ligner noget fra en gyserfilm. Og jeg har ikke engang en sej historie at fortælle.
For det var ikke, da vi gik randonné med oppakning og overnattede i snehule. Det var ikke et vildt styrt i telemark på pisterne. Og det var slet ikke et uheld med isklatring – for det nåede jeg ikke at være med til. Historier er der nok af. Men de hører hjemme i en anden blogpost.
Jeg vil stilfærdigt nøjes med at revidere min opfattelse af begrebet “farlig sport”.
Det hedder “boldsport”.
Åndgribeligt
Håndgribeligt. Håndfast. Håndværk. Håndsrækning.
Det er en fryd at bruge sine hænder.
Hele ugen har jeg skyllet og renset, skåret og snittet, hakket og skivet. Kogt og rørt og hældt og krydret. Kokkereret på industriplan.
Vi har køkkenvagt på højskolen. Alle adventureinstruktørerne er i køkkenet hele ugen og hjælper til med at lave mad til skolens ca. 900 elever. Der skal mere end en knivspids salt til…
Stemningen er god, arbejdet er konkret og ligetil, og der er hele tiden noget at tage sig til. Men der er også plads til at holde en pause og spise nogle pandekager. Lave vandkamp med spuleren i opvasken. Synge Fraggle Rock og danse fjollet.
Jeg nyder livet og ugen og dagen i dag. Jeg smiler fornøjet, for mig selv og dem, der ser det. Og jeg tænker på, om det her mon ikke er lykken?
Fra hovedværk til håndværk. Mine drømme er blevet … håndgribelige.
Ånd staves da med ‘h’?
Her er så stille nu
Tanker er der ellers nok af. Men for tiden er der langt fra hovedet til bloggen: Løse tanker skal størkne til faste ord. Hænderne skal gen-dresseres til dans på tastaturet. Kroppen skal sættes på pause længe nok til at åbne computeren.
Tankerne vil meget hellere flyve og fare. Hænderne vil langt hellere gribe om cykelstyr og sjippetov, havkajak og kettlebells, skistave og strikketøj, klatregreb og kæreste.
Kroppen keder sig hurtigt her bag skærmen. Benene sitrer rastløst under bordet, fingrene trommer utålmodigt, når hovedet ikke kan følge med, og der opstår ophold i ordstrømmen.
Det er, som det skal være. R-evolutionen virker. Homo Computans har rejst sig op igen og opdaget, at den allermest fascinerende maskine er den, vi lever i.
24. december
‘UUAAHHHH!!!’
Skriget fulgte Julemanden gennem luften, som han susede mod jorden.
‘Jeg vil nødig være næsvis,’ begyndte Ludvig forsigtigt, idet han og General Lædervinge fløj op på siden af Julemanden, ‘men jeg tror ikke, Udvalget er i stand til at hjælpe Dem ud af denne her kattepine!’
Julemanden lukkede forbavset munden og gloede vantro på det mærkværdige syn ved sin side, idet han tilsyneladende havde glemt alt om, at han var ved at styrte mod jorden.
Ludvig selv blev noget forskrækket, da General Lædervinge slap ham af sit greb, men faldt hurtigt til ro igen, da flagermusens plan blev klar for ham. Med en elegant manøvre var generalen dykket ned under Ludvig og havde grebet ham med sin ryg i stedet. Det passede nissen noget bedre!
Herfra var der både overblik og udsyn, og sammen styrtdykkede de efter Julemanden, som var nået faretruende tæt på jorden.
Farten fik ponchoen til at bølge ud bag ham, og vinden fik hans øjne til at løbe i vand, men Ludvig var fuldstændig fokuseret på opgaven. Det var i absolut sidste øjeblik, de greb Julemanden, før han blev spiddet på spiret af Juliversitetets klokketårn.
Med den noget tungere last gik det kun langsomt fremad og opad.
Over sig kunne Ludvig se de to slyngelnisser prøve at fange kanen, så de kunne overtage alle gaverne på en gang, men de var kommet i problemer med rensdyrene. Dem, der trak kanen, blev ved med at køre rundt og rundt i ring og gjorde Manfred og Olfert farligt rundtossede. Og dem, de selv red på, havde opdaget, hvad der var på færde, og var slet ikke interesserede i at samarbejde.
Pludselig dykkede kanen ned og fløj hen under Julemanden, så generalen kunne slippe sit greb og lade ham dumpe trygt ned på sædet. De to andre rensdyr gjorde omkring med et sådant ryk, at de to rundtossede lømler faldt af, og nu var det deres tur til at suse gennem luften.
Ludvig kunne ikke få sig selv til at lade dem falde, selv om de var nogle slyngler. De var jo trods alt nisser. Så han satte efter dem på generalen, der greb en i hver klo. På den måde blev de fløjet til Pakkecentralen, hvor de blev sat til at lave julegaver under opsyn af en vagtnisse. Så kunne de lære værdien af alle de ting, de havde prøvet at stjæle.
Ludvig og generalen vendte tilbage til Julemandens flyveplads, hvor han var ved at spænde de to tilbagevendte rensdyr for sin kane.
‘Nå, så du er den farlige “Flagernisse”?’ klukkede han godmodigt. ‘Ja, jeg er i hvert fald taknemmelig for din hjælp, og dit venskab med flagermusene må siges at være en stor fordel! Måske jeg kunne lokke jer til at hjælpe mig lidt mere?’
Og således hændte det, at Ludvig og General Lædervinge fløj forrest den Jul, og hjalp med at trække kanen og aflevere gaverne. Ludvig kendte jo ruten udenad fra sit pensum, og han var lille og havde nemt ved at komme ind i de hjem, der voldte Julemanden besvær. De blev færdige på den halve tid, så aftenen var stadig ung, da Julemanden vendte kanen nordpå.
‘Hvor skal vi nu hen? Der er da ikke flere huse på listen?’ spurgte Ludvig.
‘Jo, der er et enkelt hus, vi ikke har nået endnu,’ klukkede Julemanden.
I det fjerne så Ludvig det velkendte lys fra Lille Magleby Fyr, og en bølge af varme og glæde strømmede igennem ham.
Det var en pavestolt Ludvig, der trådte ind i stuen med et ho-ho-ho og selveste Julemanden ved sin side. Hele familien sprang op, og der var knus og kys og lystighed på det hyggelige høloft i Lille Magleby Præstegård. Gaverne kom under træet, og Julemanden fik ærespladsen i den gode stol ved kaminen.
Da Ludvig bragte ham en velfortjent nisseøl, slog han på flasken, så alle de sytten søskende faldt til ro, og sagde med sin dybe røst:
‘Her har I en søn og en bror, I kan være stolte af. Han har reddet Julen i år, og jeg håber, han vil sige ja til at være min personlige assistentnisse i mange år fremover, indtil han måske selv en dag bliver Julemand!’
Ludvig var en lykkelig nisse.
God Jul allesammen!
23. december
Det kan nok være, Ludvig vågnede op af sin apatiske tilstand! Han satte i løb hen ad gaden, mens han holdt blikket fæstnet på de flyvende rensdyr. Snublende, humpende og hinkende fulgte han dem, så længe det var muligt, for de steg højere og højere til vejrs, og snart ville han tabe dem af syne.
‘Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?’ mumlede han frem for sig, mens han løb. ‘Det er meget fint at være “Flagernissen”, men hvad kan jeg bruge det til, når denne her gamle poncho ikke kan bruges som vinger?!’
Han flaksede hjælpeløst med armene og følte sig fjollet, for han vidste jo godt, at det ikke nyttede. Nedslået bøjede han hovedet. Med et sæt opdagede han, at hans fødder ikke længere rørte jorden, som derimod hastigt fjernede sig under ham.
Ludvig var en bange nisse. Han havde altid lidt af højdeskræk, hvilket hverken var særligt nisseagtigt eller praktisk, når man boede på hølofter og tørrelofter.
Nu hang han altså højt oppe i luften og prøvede at trække vejret dybt.
Hvordan kunne han flyve? Han var jo holdt op med at baske med armene. Han så sig over skulderen og forstod med ét, hvad der var hændt: Over ham fløj General Lædervinge med et fast tag i nakken på hans poncho. Han blinkede til Ludvig, som var alt for paf til at gengælde med andet end et løftet øjenbryn og et skævt smil.
Efter en flyvetur, der forekom som en evighed, fik Ludvig øje på Julemandens kane forude. Den var i høj fart på vej til sin første destination på ruten, og lige i hælene på den red Manfred og Olfert på hver deres rensdyr. De havde snart indhentet kanen, som var tungere og langsommere end de selv, og de råbte Julemanden an med råb og truede ham med deres slangebøsser.
Julemanden var ikke sådan at skræmme fra bestillingen, og han drev sine rensdyr til det yderste i et forsøg på at slippe væk. Men pebernødderne haglede ned over ham fra slynglernes våben, og han nåede ikke langt, før han måte indse, at slaget var tabt.
Manfred og Olfert sluttede op om hver sin side af kanen, hvorfra de nemt kunne snuppe hver sin store gavesæk. Da blev det for meget for Julemanden, som i et sidste desperat forsøg på at redde Julen kastede sig efter sækkene, ud over kanten af kanen, og faldt, faldt, faldt.
22. december
Aviserne kunne ikke skrive om andet i de følgende dage. Det var aldrig før sket, at nogen havde brudt ind på Julemandens ejendom, og nu var det lykkedes et par tyveknægte at stikke af med to af hans flyvende rensdyr!
Det var en skandale, som nissesamfundet ikke havde set mage til i hele sin lange historie. Julemanden var knust: Hans dyr havde altid været som børn for ham, og han savnede dem frygteligt. For slet ikke at tale om alle de problemer, det førte med sig.
Nu ville han ikke kunne læsse kanen så tungt, som han plejede, og så måtte han køre flere gange. Han ville blive nødt til at skynde sig for at nå det hele, og så var der ingen tid til ho-ho-ho eller nisseøl med forældrene nogen steder. Og hvem har nogensinde hørt om en stresset Julemand?!
Ludvig var en flov nisse.
Han følte sig i nogen grad skyldig, fordi han ikke havde formået at holde opsyn med slyngelnisserne. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var dem, der havde stjålet rensdyrene, men han kunne ikke regne ud, hvad de skulle bruge dem til.
Manfred og Olfert holdt lav profil i dagene op til Jul. De var ikke at se nogen steder på skolen eller i byen, og Ludvig fik mere og mere ondt i maven. Han kunne ikke spise, og han kunne ikke sove, for hele tiden nagede bekymringerne.
Da det blev d. 24. lignede han nærmest et genfærd, så bleg og mager var han blevet. Han drev omkring i byen på må og få uden formål eller retning, da han pludselig hørte stemmer. Forvirret kiggede han sig over skulderen, men kunne ikke få øje på dem, der talte. Et sus blæste huen af ham, og fik ham til at se op.
Der, lige over hans hoved, fløj Manfred og Olfert på hver deres rensdyr i retning af Julemandens flyveplads.
21. december
Alle nisserne i Store Overby løb ud på gaden og ind og ud mellem hinanden i vild forvirring og panik. Det var jo General-alarmen, der havde lydt! På Den Røde Hjerteplads midt i byen samledes de i formation, som de havde trænet under de store årlige øvelser. Tonerne fra Nissernes Vagtparade lød gennem rækkerne:
Fremad alle nisser, alle søde nisser,
ud og slås for gamle nisseland.
Nu må alle vise, hvad vi kan,
der er krudt i hver en nissemand…
Ludvig fulgte med mængden og prøvede at danne sig et overblik over situationen.
Nissefar – nissemor – nissebørn,
I må alle ud og slå til Sør’n,
hver især ta’r en tørn…
Det var ikke til at hitte rede i, hvad der foregik, og ingen lod til at være klar over, hvorfor alarmen havde lydt.
Ingen bliver hjemme, når musikken spiller op.
Hver en lille nissemand så troligt holder trop,
og vi holder udkig højt fra træets grønne top!
Tra – tratera, tra tratera, hør sig – na – let…
Ludvig var blevet skubbet ind på geled, og nu gik det
Fremad march, på tælling en to tre,
lige ud, så skal I bare se…
‘Se? Se hvad?? Hvad er der sket? Hvorfor marcherer vi?’ Men der var ingen, der hørte efter.
Ludvig var en desperat nisse.
‘…Julemandens stald! To af rensdyrene! Væk!!’ Rygtet spredte sig med lynets hast gennem rækker og geled, og sangen forstummede efterhånden helt. Kun en enkelt entusiastisk nisse havde ikke hørt nyheden og fortsatte ufortrødent:
Taktfast vi trisser
tusinde nisser
råber i kor…
indtil han pludselig hørte sin egen spæde stemme helt alene i den frostklare luft.
leave a comment