Wysiwit

‘UUAAHHHH!!!’

Skriget fulgte Julemanden gennem luften, som han susede mod jorden.

‘Jeg vil nødig være næsvis,’ begyndte Ludvig forsigtigt, idet han og General Lædervinge fløj op på siden af Julemanden, ‘men jeg tror ikke, Udvalget er i stand til at hjælpe Dem ud af denne her kattepine!’

Julemanden lukkede forbavset munden og gloede vantro på det mærkværdige syn ved sin side, idet han tilsyneladende havde glemt alt om, at han var ved at styrte mod jorden.

Ludvig selv blev noget forskrækket, da General Lædervinge slap ham af sit greb, men faldt hurtigt til ro igen, da flagermusens plan blev klar for ham. Med en elegant manøvre var generalen dykket ned under Ludvig og havde grebet ham med sin ryg i stedet. Det passede nissen noget bedre!

Herfra var der både overblik og udsyn, og sammen styrtdykkede de efter Julemanden, som var nået faretruende tæt på jorden.

Farten fik ponchoen til at bølge ud bag ham, og vinden fik hans øjne til at løbe i vand, men Ludvig var fuldstændig fokuseret på opgaven. Det var i absolut sidste øjeblik, de greb Julemanden, før han blev spiddet på spiret af Juliversitetets klokketårn.

Med den noget tungere last gik det kun langsomt fremad og opad.

Over sig kunne Ludvig se de to slyngelnisser prøve at fange kanen, så de kunne overtage alle gaverne på en gang, men de var kommet i problemer med rensdyrene. Dem, der trak kanen, blev ved med at køre rundt og rundt i ring og gjorde Manfred og Olfert farligt rundtossede. Og dem, de selv red på, havde opdaget, hvad der var på færde, og var slet ikke interesserede i at samarbejde.

Pludselig dykkede kanen ned og fløj hen under Julemanden, så generalen kunne slippe sit greb og lade ham dumpe trygt ned på sædet. De to andre rensdyr gjorde omkring med et sådant ryk, at de to rundtossede lømler faldt af, og nu var det deres tur til at suse gennem luften.

Ludvig kunne ikke få sig selv til at lade dem falde, selv om de var nogle slyngler. De var jo trods alt nisser. Så han satte efter dem på generalen, der greb en i hver klo. På den måde blev de fløjet til Pakkecentralen, hvor de blev sat til at lave julegaver under opsyn af en vagtnisse. Så kunne de lære værdien af alle de ting, de havde prøvet at stjæle.

Ludvig og generalen vendte tilbage til Julemandens flyveplads, hvor han var ved at spænde de to tilbagevendte rensdyr for sin kane.

‘Nå, så du er den farlige “Flagernisse”?’ klukkede han godmodigt. ‘Ja, jeg er i hvert fald taknemmelig for din hjælp, og dit venskab med flagermusene må siges at være en stor fordel! Måske jeg kunne lokke jer til at hjælpe mig lidt mere?’

Og således hændte det, at Ludvig og General Lædervinge fløj forrest den Jul, og hjalp med at trække kanen og aflevere gaverne. Ludvig kendte jo ruten udenad fra sit pensum, og han var lille og havde nemt ved at komme ind i de hjem, der voldte Julemanden besvær. De blev færdige på den halve tid, så aftenen var stadig ung, da Julemanden vendte kanen nordpå.

‘Hvor skal vi nu hen? Der er da ikke flere huse på listen?’ spurgte Ludvig.

‘Jo, der er et enkelt hus, vi ikke har nået endnu,’ klukkede Julemanden.

I det fjerne så Ludvig det velkendte lys fra Lille Magleby Fyr, og en bølge af varme og glæde strømmede igennem ham.

Det var en pavestolt Ludvig, der trådte ind i stuen med et ho-ho-ho og selveste Julemanden ved sin side. Hele familien sprang op, og der var knus og kys og lystighed på det hyggelige høloft i Lille Magleby Præstegård. Gaverne kom under træet, og Julemanden fik ærespladsen i den gode stol ved kaminen.

Da Ludvig bragte ham en velfortjent nisseøl, slog han på flasken, så alle de sytten søskende faldt til ro, og sagde med sin dybe røst:

‘Her har I en søn og en bror, I kan være stolte af. Han har reddet Julen i år, og jeg håber, han vil sige ja til at være min personlige assistentnisse i mange år fremover, indtil han måske selv en dag bliver Julemand!’

Ludvig var en lykkelig nisse.

God Jul allesammen!

Det kan nok være, Ludvig vågnede op af sin apatiske tilstand! Han satte i løb hen ad gaden, mens han holdt blikket fæstnet på de flyvende rensdyr. Snublende, humpende og hinkende fulgte han dem, så længe det var muligt, for de steg højere og højere til vejrs, og snart ville han tabe dem af syne.

‘Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?’ mumlede han frem for sig, mens han løb. ‘Det er meget fint at være “Flagernissen”, men hvad kan jeg bruge det til, når denne her gamle poncho ikke kan bruges som vinger?!’

Han flaksede hjælpeløst med armene og følte sig fjollet, for han vidste jo godt, at det ikke nyttede. Nedslået bøjede han hovedet. Med et sæt opdagede han, at hans fødder ikke længere rørte jorden, som derimod hastigt fjernede sig under ham.

Ludvig var en bange nisse. Han havde altid lidt af højdeskræk, hvilket hverken var særligt nisseagtigt eller praktisk, når man boede på hølofter og tørrelofter.

Nu hang han altså højt oppe i luften og prøvede at trække vejret dybt.

Hvordan kunne han flyve? Han var jo holdt op med at baske med armene. Han så sig over skulderen og forstod med ét, hvad der var hændt: Over ham fløj General Lædervinge med et fast tag i nakken på hans poncho. Han blinkede til Ludvig, som var alt for paf til at gengælde med andet end et løftet øjenbryn og et skævt smil.

Efter en flyvetur, der forekom som en evighed, fik Ludvig øje på Julemandens kane forude. Den var i høj fart på vej til sin første destination på ruten, og lige i hælene på den red Manfred og Olfert på hver deres rensdyr. De havde snart indhentet kanen, som var tungere og langsommere end de selv, og de råbte Julemanden an med råb og truede ham med deres slangebøsser.

Julemanden var ikke sådan at skræmme fra bestillingen, og han drev sine rensdyr til det yderste i et forsøg på at slippe væk. Men pebernødderne haglede ned over ham fra slynglernes våben, og han nåede ikke langt, før han måte indse, at slaget var tabt.

Manfred og Olfert sluttede op om hver sin side af kanen, hvorfra de nemt kunne snuppe hver sin store gavesæk. Da blev det for meget for Julemanden, som i et sidste desperat forsøg på at redde Julen kastede sig efter sækkene, ud over kanten af kanen, og faldt, faldt, faldt.

Aviserne kunne ikke skrive om andet i de følgende dage. Det var aldrig før sket, at nogen havde brudt ind på Julemandens ejendom, og nu var det lykkedes et par tyveknægte at stikke af med to af hans flyvende rensdyr!

Det var en skandale, som nissesamfundet ikke havde set mage til i hele sin lange historie. Julemanden var knust: Hans dyr havde altid været som børn for ham, og han savnede dem frygteligt. For slet ikke at tale om alle de problemer, det førte med sig.

Nu ville han ikke kunne læsse kanen så tungt, som han plejede, og så måtte han køre flere gange. Han ville blive nødt til at skynde sig for at nå det hele, og så var der ingen tid til ho-ho-ho eller nisseøl med forældrene nogen steder. Og hvem har nogensinde hørt om en stresset Julemand?!

Ludvig var en flov nisse.

Han følte sig i nogen grad skyldig, fordi han ikke havde formået at holde opsyn med slyngelnisserne. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var dem, der havde stjålet rensdyrene, men han kunne ikke regne ud, hvad de skulle bruge dem til.

Manfred og Olfert holdt lav profil i dagene op til Jul. De var ikke at se nogen steder på skolen eller i byen, og Ludvig fik mere og mere ondt i maven. Han kunne ikke spise, og han kunne ikke sove, for hele tiden nagede bekymringerne.

Da det blev d. 24. lignede han nærmest et genfærd, så bleg og mager var han blevet. Han drev omkring i byen på må og få uden formål eller retning, da han pludselig hørte stemmer. Forvirret kiggede han sig over skulderen, men kunne ikke få øje på dem, der talte. Et sus blæste huen af ham, og fik ham til at se op.

Der, lige over hans hoved, fløj Manfred og Olfert på hver deres rensdyr i retning af Julemandens flyveplads.

Alle nisserne i Store Overby løb ud på gaden og ind og ud mellem hinanden i vild forvirring og panik. Det var jo General-alarmen, der havde lydt! På Den Røde Hjerteplads midt i byen samledes de i formation, som de havde trænet under de store årlige øvelser. Tonerne fra Nissernes Vagtparade lød gennem rækkerne:

Fremad alle nisser, alle søde nisser,
ud og slås for gamle nisseland.
Nu må alle vise, hvad vi kan,
der er krudt i hver en nissemand…

Ludvig fulgte med mængden og prøvede at danne sig et overblik over situationen.

Nissefar – nissemor – nissebørn,
I må alle ud og slå til Sør’n,
hver især ta’r en tørn…

Det var ikke til at hitte rede i, hvad der foregik, og ingen lod til at være klar over, hvorfor alarmen havde lydt.

Ingen bliver hjemme, når musikken spiller op.
Hver en lille nissemand så troligt holder trop,
og vi holder udkig højt fra træets grønne top!
Tra – tratera, tra tratera, hør sig – na – let…

Ludvig var blevet skubbet ind på geled, og nu gik det

Fremad march, på tælling en to tre,
lige ud, så skal I bare se…

‘Se? Se hvad?? Hvad er der sket? Hvorfor marcherer vi?’ Men der var ingen, der hørte efter.

Ludvig var en desperat nisse.

‘…Julemandens stald! To af rensdyrene! Væk!!’ Rygtet spredte sig med lynets hast gennem rækker og geled, og sangen forstummede efterhånden helt. Kun en enkelt entusiastisk nisse havde ikke hørt nyheden og fortsatte ufortrødent:

Taktfast vi trisser
tusinde nisser
råber i kor…

indtil han pludselig hørte sin egen spæde stemme helt alene i den frostklare luft.

Først da Ludvig stod på den lange gang i Juliversitetets vestfløj, gik det op for ham, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvor han skulle lede efter de to slyngelnisser. De kunne jo være hvor som helst!

Han startede sin eftersøgning i frokoststuen, hvor han håbede at finde dem bøjet over planerne ved hans faste bord i hjørnet, som de så tit havde siddet i den seneste tid. Men rummet var mørkt og gabende tomt, med undtagelse af et par af skolemusene, som var ved at rydde gulvet for krummer.

Ingen steder på skolen kunne han få øje på hverken den ene eller den anden af de to banditter, så han søgte ud i gaderne i håb om, at tilfældet skulle være på hans side.

Ludvig var en uheldig nisse. Heldet havde aldrig tilsmilet ham i hele hans liv, og hans febrilske optimisme blev snart afløst af ukontrolleret desperation.

Han havde været byen rundt uden at støde på Manfred og Olfert, og han var ved at give op, da tanken om en Jul uden julemand og julegaver gav ham fornyet energi. For sit indre blik så han sine sytten søskende sidde omkring juletræet og græde Juleaften.

‘Det må ikke ske!’ tænkte han i samme øjeblik, som byens alarmsirene kimede for fuld udblæsning.

Den næste morgen, da Ludvig kom til sin første forelæsning, ventede der ham en ubehagelig overraskelse.

Han så sig omkring, men ingen steder kunne han få øje på Manfred eller Olfert. Panikken bredte sig som løbeild fra hue til tå: Han havde slet ikke tænkt på, at de kunne finde på at udeblive fra undervisningen. Nisser pjækkede da ikke!

Men nu kunne han godt se, at det havde været meget naivt af ham at tro, når nu de ikke stod tilbage for at komme lim i pebernøddedejen eller det, der var værre. Det var desværre alt for sent at komme til fornuft, for sket var sket, og slyngelnisserne var væk.

Ludvig var en forfærdet nisse.

‘Så bliver jeg jo også nødt til at pjække for at finde dem!!’ Tanken virkede både uhyggelig og uoverskuelig.

Med det største besvær og grumme sjælekvaler stoppede han sin notesblok og sine bøger tilbage i sin vadsæk og vendte sig mod døren. Fødderne ville næsten ikke lystre, og det blev ikke bedre, da han bag sig hørte Professor Klejnesmed komme ind i lokalet.

På listetræsko sneg han sig hen mod døren, åbnede den og snublede med et højlydt brag over dørtærsklen. Med røde kinder og skylden malet i ansigtet krabbede han sig hastigt ud på gangen og smækkede døren efter sig.

I de følgende dage gjorde Ludvig, hvad han kunne for at finde ud af mere om slyngelnissernes planer. De brugte stadig hans bord i frokoststuen uden at ænse hans tilstedeværelse. Men de sagde aldrig noget, der kunne give en idé om, hvor de planlagde at slå til, og Ludvig blev mere bekymret for hver dag, der gik. Han begyndte at følge efter dem overalt i håb om at opdage et eller andet, der kunne give ham et praj.

Ludvig var en klodset nisse.

I sine bestræbelser på at være diskret og bevæge sig lydløst og usynligt, kom han hele tiden galt afsted. Det var en mindre mirakel, at Manfred og Olfert ikke lagde mærke til det katastrofeområde, der fulgte i deres kølvand. Ænder og gæs, der pludselig flaksede frit omkring midt inde i byen, syndfloder fra væltede vandbeholdere, laviner af æbleskiver og ristede mandler fra ødelagte madboder og løbske tønder med nisseøl, der tromlede gennem gaderne.

Snart var der ikke en eneste del af Ludvigs krop, der ikke værkede og var dækket af blå mærker og buler. General Lædervinge sendte ham bekymrede blikke, når han træt og forslået væltede i seng om aftenen.

‘…men jeg… må… finde ud… af det, General…’, mumlede Ludvig søvnigt, ‘jeg er den eneste… der ved… det…’

Ud fra de brudstykker af slyngelnissernes samtale, som Ludvig kunne opsnappe, fik han bekræftet sin mistanke og sin værste frygt: Manfred og Olferts plan var rettet mod Julemanden.

Ludvig fandt det meget svært ikke at lade sig mærke med noget, som han sad der lige over for dem, mens de udtænkte og fastlagde deres handlingsplan for Juleaften.

‘Men hvordan kan jeg vide, hvilket af stederne de vil slå til? De har jo markeret flere hundrede huse på listen…’, tænkte Ludvig modfaldent. ‘Og selv om jeg vidste det, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op! Og jeg havde ellers tænkt mig at tage hjem til Lille Magleby til Jul.”

Ludvig var en skuffet nisse.

Han havde ikke haft råd til at tage hjem til Jul de foregående år, for det var en lang tur, som kostede klejner. Nu havde han sparet op i tre år og havde virkelig glædet sig til at se sin mor og far og sine sytten søskende efter al den tid.

Men hvordan skulle han kunne tage hjem, når han vidste, at selve Julen var i fare?