Snigdating
Nu er det et par gange sket, at jeg er blevet inviteret på kaffe, frokost eller middag for at tale forretning, udveksle iværksætter-erfaringer eller lignende professionel undskyldning, og da jeg så sad der, gik det op for mig, at jeg i virkeligheden var på date. Eller rettere: At han var. Vi taler med andre ord om et setup, som lokker intetanende, arbejdssøgende, netværksskabende unge kvinder i romantisk baghold. Og hvad gør man så?
Når man sidder der og prøver at vise sig fra sin mest faglige og kompetente side, og han griner af alt, hvad man siger (og så sjov er jeg altså heller ikke) og lægger hånden på ens arm og bruger ens navn hele tiden? Hvordan afviser man manden uden afvise alt det, han repræsenterer? Og uden at det bliver enormt akavet?
For det er jo det, der er det feje ved snigdating; man kan ikke rigtig afvise en romantisk interesse, der ikke er blevet tilkendegivet. I hvert fald ikke uden at virke enormt selvoptaget og selvfed. “Undskyld, men jeg fornemmer at du synes jeg er lækker/sød/spændende, og jeg vil bare lige sige, at jeg altså ikke er interesseret på dén måde”.
what! snigdating! har aldrig hørt om det koncept før.. lyder sgu syret
Sålænge det ikke ender i snigsex!
)
Det er da en noget ensidig date når modparten først finder ud af at det eR en date halvejs inde.
Sad faktisk lige og overvejede om der var materiale til @kapster2 s liste over date-do’s and don’ts …?
Definately!
Ahhh – Jeg hader når det der sker.
Man KAN bare ikke afvise en romantisk tilnærmelse der er kamoufleret som noget helt helt andet – i hvert fald ikke på en god måde.
Så er vi tilbage til det gamle ønske om at alle var ustyret med en interesseret diode i panden der kunnevære så venlig at blinke så man vidste besked.
Men igen – det ville så åbne for en helt ny form for pinlige episoder! Uheldigt at give sig til at blinke i omklædningsrummet. På chefens kontor eller til middag hos veninden og hendes mand…