30 på vej mod 13
Der er gået noget galt. Det skete lige omkring min 20-års fødselsdag. Indtil da levede jeg et helt almindeligt liv med en naturlig udvikling: Fra fri leg til skolen til gymnasiet. Fra venskab til mobning til outsider. Fra ballet til ridning til druk. Og fra naiv til skeptisk til fuck-you-I-wont-do-what-you-tell-me.
Og så fyldte jeg altså 20, og nogen ramte den store rewind-knap. Mit liv sad fast i bakgear. Og den naturlige udvikling, som jeg kunne se alle andre følge, var vendt fuldstændig rundt i min tilværelse:
Mit første hjem var en ejerlejlighed. Så flyttede jeg i lejebolig, så på værelse i delebolig. Og endelig var jeg da også lige tilbage i forældrehjemmet en overgang…
Og så lagde jeg ud med at blive gift, men det holdt ikke. Så blev jeg forlovet. Da det heller ikke holdt, slog jeg mig løs i et par år uden faste forhold – just sex, no strings. Og så fik jeg mig en kæreste.
Det går altså den forkerte vej. Hvis vi lige foretager en analyse af det her liv indtil nu kombineret med mental alder, så starter det med, at man bliver gift og køber lejlighed med sin mand sidst i tyverne eller omkring de 30. Derefter bliver man forlovet og flytter sammen, når man er midt i tyverne. I starten af tyverne slår man sig løs og løber hornene af sig, mens man bor på et billigt værelse og deler lejlighed med tre andre. Endelig får man sig en rigtig skøn gymnasiekæreste, som man tager over til og ser film, hænger ud med vennerne og går til fester med. Kald mig Benjamina Button.
Nu er jeg bekymret. For det kan jo ikke fortsætte på den måde: Hvis I har set Benjamin Button, vil I vide, hvad jeg mener. Hvis I ikke har, kan I spare jer de par timer.
I det mindste sidder jeg nu igen i en lejelejlighed og ikke længere i et værelse. Og jeg bor her helt alene, meget voksent. For nylig underskrev jeg endda en rigtig lejekontrakt, så det ikke længere er en usikker og tidsbegrænset fremleje. Men det der med mænd, det går stadig den forkerte vej. Jeg tror efterhånden, jeg er nået de 13: Hvor man bliver forfjamsket og ikke kan finde på noget at sige og ikke kan finde ud af at holde øjekontakt. Og går rundt om sig selv og ikke tør tage initiativ og ikke kan finde ud af, om interessen er gengældt. Seriøst. Til sommer tegner jeg hjerter i mit penalhus.
Jeg ønsker mig en Barbiedukke til jul.
Husk også små firkantede sedler med “Vil du være kærester JA NEJ”.
)
He! Tænkte på dem så sent som igår. Overvejer en sms-version. Der må være grobund for en iPhone-app der!
Kære Dagmar
Hvad er det da, der sker i dig i det øjeblik, hvor du føler dig nødsaget til at kigge væk fra øjenkontakten?
Og hvad er det, der får dit initiativ til at forblive usagt – eller uaktivt?
Vær glad for, at du har levet livet baglæns. Det betyder, at du har erfaring som en 60-årig. Brug dén. Find modet frem. Og kig mændene i øjnene med et smil og en taknemmelighed. Jeg kan godt forstå, de kigger på dig. Vær ikke bange for, at de kigger índ.
Tusind tak for de smukke ord!
Har gået og grublet over dine spørgsmål… Det er jo også det jeg spørger mig selv om. I sidste ende er det vel altid frygten for et eller andet. For at folk kigger ind, som du siger. Og ser alt det på den anden side.
Og jeg tror, at initiativet kræver lidt opmuntring; et tegn på at det vil blive belønnet.
Men du har helt ret, jeg tror lige Dagmar 60 år skal have sig en snak med Dagmar 13 år
[...] indbygget læring undervejs. Det nytter ikke noget at prøve at snyde. At springe noget over. At leve baglæns. Så ender man bare ude af sync med sine omgivelser. Og dét er det ensomste i [...]