Wysiwit

Der er noget, jeg ikke forstår. Ja, der er jo meget. Men lige nu overvejer jeg, hvordan det kan være, at de der søde, sjove, kloge og aktive fyre, som jeg finder interessante, altid har en kæreste derhjemme. Altså, kæreste-delen af det giver sig selv; det er det med “derhjemme”, der undrer mig. Hvorfor er de aldrig med ude at lege / være sportslige / gå i hegnet?

Er det fordi fyrene ikke gider have dem med? Eller fordi de ikke selv gider? Er de kedelige eller hvad?

Det virker altså sært på mig: Hvorfor alle disse seje, sociale, sportslige mænd tilsyneladende tiltrækkes af stille, pæne, hjemlige typer. Vi andre er sjove nok at lege med, men vi er “kammerater” i stil med deres mandlige venner. Vi er ikke egnede som kærester, åbenbart. Frustrerende.

Så jeg kom til at opfinde betegnelsen ‘sofa-blondiner’.  Disse søde, pæne piger, som pynter i sofaen. Jeg ved godt, det er strengt. Men det hjælper.

Desværre viser sofa-blondinerne sig som regel at være superseje, superflinke, superkloge og supersjove, når man lærer dem at kende. Man risikerer jo ligefrem at blive venner med dem.

Og det gør det altså pokkers svært at hade dem. Ret meget.