Wysiwit

Jeg vil alting, og helst i går. Eller lige nu og her. I dag og senest i morgen.

Tiden er en uhåndterlig størrelse. Når man er arbejdsløs, burde man have oceaner af tid til at lave alle de ting, man altid gerne har villet. Lære at spille saxofon. Male store, flotte, farvestrålende billeder. Sætte lejligheden i stand. Komme i topform. Skrive en bog… Men sagen er den, at tiden bliver som kviksand under en: Når man ikke har arbejdstid, har man heller ikke fritid, men bare tid. Stor, tom tid, uden rammer, uden mål eller retning, bare tomgang, som sluger en lige så stille, uden man opdager det, før man sidder i til halsen.

Det kan tage en uge at få vasket tøj, for der er jo altid i morgen. En kaffeaftale om eftermiddagen og så er den dag fyldt op. Alting foregår i slowmotion, så langsomt som det er muligt uden at gå helt i stå. Indtil man går helt i stå…

Arbejde udvider sig til at fylde den tid, som er sat af til det. – Parkinsons lov

Nu har jeg arbejde, faste rutiner, hverdag og weekend, arbejdstid og fritid. Og jeg har nået rigtig mange af de ting, som ellers har ligget og ventet på, at nogen hev mig op af kviksandet. Det kan føles, som om jeg bliver mere effektiv, jo mere travlt jeg har.

Og dog…

For pludselig er tiden væk. Der er opgaver, der bare lige skal ordnes, før jeg kan holde fri. Jeg skal bare lige nå det her. Jeg skal bare lige være færdig med det projekt. Jeg skal bare lige. Opgaverne vokser og formerer sig, den ene tager den anden og afføder den tredje, til de hober sig op omkring en i bunker og bjerge af pis og papir, som skal ordnes og sorteres, før man kan se forbi dem. Vi knokler og knokler for at nå et mål, som aldrig kommer. For at blive færdige, så vi kan holde fri. For at tjene penge, så vi har råd til at slappe af.

Der må være en balance.

Jeg skal bare lige finde den.