Frit fald
Frygten er altid større end virkeligheden. Hvor er det godt at vide, at hvis man vover springet – hvis man ser frygten i øjnene og går planken ud – så er der nogen, der støtter og bremser og griber en. Venlige hænder fra nær og fjern, nogle velkendte og trygge, andre uventede og overraskende.
Det frie fald, der startede med mavepine, håndsved og nervøs vejrtrækning, er endt med at blive en rejse i opbakning og medmenneskelighed. Der er ingen, der dømmer. Ingen, der peger fingre. Ingen, der håner. Det er alt sammen inde i mit eget hovede, mine egne dæmoner, og ved at melde klart ud har jeg afsløret dem i deres bedrag. De har ingen bund i virkeligheden. De er skyggebilleder af min egen frygt. Nu lukker jeg lyset ind, så de forsvinder.
I er skønne, søde, kærlige og støttende. I er verdens bedste faldskærm. Tak.
Jo mere du åbner op, desto mere er du i stand til at modtage.
Jeg vil gerne være en af linerne i din faldskærm. Vi er her alle sammen for at gøre faldet til et blidt sliiiiide. Schwush
Kys til dig, smukke Dagmar
Møs
Dagmar, vi er fremmede for hinanden, og alligevel har jeg lyst til at give dig et bjørnekram. Du er modigere end de fleste jeg kender. Luk lyset ind – og jeg vil være med til at holde døren åben for dig.
Må tomrummet ved dæmoners fravær, snart fyldes af glade sommerfanter!
[...] I har givet mig troen på, at drømmen kan holde. I har opdraget og udviklet mig som skribent. Og I har fulgt mig gennem godt og ondt og været verdens bedste faldskærm. [...]