Nærsynet
Mine øjne vandrer over hvide vide vidder. Strækker sig langt over landet; indtager endelig horisonten.
På vej gennem Jylland. På ferie. På familiebesøg. På landet.
Først nu mærker jeg for alvor begrænsningen i min hverdag, hvor blikket aldrig får fart, før det bremses af nådesløs beton og barrierer af mursten og asfalt og stål.
Horisonten er altid inden for rækkevidde i en by. Mellem menneskeskabte søjler, gennem kunstigt anlagte færdselsårer, rundt i myretuen myldrer vi ind og ud mellem hinanden med øjnene slået ned af fare for at møde en fremmeds blik.
Hvad er vi bange for at se? Er vi bange for at blive gennemskuet?
Vi er en nærsynet befolkning. Lever livet med næsen i bogen, i telefonen, i computeren. Selv de fjerneste dele af verden står knivskarpt på få centimeters afstand og lyser ud af skærmen. Virkeligheden filtreres, fragmenteres og genskabes, repræsenteres i brugervenlig form, bygget af nuller og et-taller.
Mit mailprogram viser mig, at det er dagslys. En widget på mit skrivebord fortæller mig, at det sner. Vinduer er blevet overflødige, dørene er godt på vej. Vi har lagt os selv på hylden i vores dovenskab. Komforten er fængslende.
Nej, lad mig komme ud, hvor der er højt til himmelen og langt til målet. Luft til hjernen og lyst til hjertet.
Mine øjne er nomader i verdensrummet.
leave a comment