Wysiwit

Det er farligt nemt at svigte. Og vi gør det jo ikke med vilje – det ville nærmere være en form for forræderi.

Men der er masser af faldgruber i hverdagen, de små svigt, som skyldes uopmærksomhed, eller dovenskab.  Fordi vi allesammen er indbyrdes forbundet, om vi vil det eller ej. Vi har forventninger til hinanden, ofte uudtalte og udefinerede. Og ofte uafklarede, indtil det øjeblik, vi bliver skuffet.

Jeg kan svigte som datter, der ikke ringer hjem til mine forældre en gang imellem. Jeg kan svigte som søster, der glemmer at høre, hvordan det gik med eksamen. Jeg kan svigte som bofælle, der ikke holder orden eller ikke får gjort rent. Og jeg kan svigte som blogger, der ikke finder tid til at skrive i ugevis, så bloggen ligger øde hen som brakmark på det digitale landkort.

Små svigt, der kan klares med en undskyldning og en indsats for at forbedre sig.

Og så er der de store svigt, dem der vender op og ned på alt, tipper balancen i en relation og truer med at ødelægge den for altid. Hvor man egentlig vidste bedre. Hvor ingen undskyldning rækker.

Jeg aner ikke, hvordan man kommer videre derfra. Men jeg ved, det kræver vilje og styrke, forståelse og empati. Kærlighed og omsorg. Det tager tid at genopbygge tilliden. Men jeg giver ikke op.

I mellemtiden kan jeg sørge for at passe mine relationer ordentligt. Det er en livslang proces, og jeg arbejder på sagen. At være en bedre datter, søster, moster, veninde, elev, instruktør, ansat, bofælle, holdkammerat. At være et bedre menneske.

Jeg kan jo starte med at holde bloggen ved lige. Undskyld fraværet, og velkommen tilbage.