Wysiwit

I dag har jeg været gennemblødt to gange. På den måde hvor man kan vride en halv liter vand ud af sine sokker.

Det har stået ned i stænger hele dagen, og skemaet bød på tre timers mountainbike fra morgenstunden. Vi var gennemblødte allerede inden vi nåede skoven. Og så gjorde det jo ingen forskel, at sporene var blevet til bække og grøfterne til badekar. Med mudder, forstås.

Tilbage på skolen spulede vi først cyklerne og så os selv. Et par elever fra musik- og teaterlinjerne rystede uforstående på hovedet, da de gik forbi, mens jeg var ved at skylle mine cykeltights og skoovertræk i den store vandpyt uden for huset, hvor vi bor. De var pakket ind i trøjer, regnjakker og gummistøvler og skulede olmt ud i regnen fra under deres paraplyer.

Varmt bad, tørt tøj, stor frokost.

Og så til valgfag. Mit valg: Amerikansk sport.

Nu var jeg aldrig nogen ørn til det der med bolde. Af nogen slags. Faktisk er jeg notorisk bold-spasser, kendt i skoletiden for mit særlige talent for at komme til skade, bare ved at kigge på en bold. Og det var endda den almindelige, runde slags. Den forudsigelige slags.

Hvad der helt præcis fik mig til at mene, at jeg ville have større succes med en aflang, tilspidset – og dermed totalt uforudsigelig – variant, har jeg svært ved at komme i tanker om. Det var ikke kønt.

Desuden går man jo ikke inden døre og spiller flag football på grund af en smule regn. Men man står bare heller ikke særlig fast i løbesko på en våd græsbane. Og bolde bliver ikke mere medgørlige af vand og mudder.

Fedtfingre. Sæbehånd. Fjols. Jeg nåede at få mange tilnavne på den forholdsvis korte tid, min overbelastede fod ville lade mig spille med. Men jeg greb da næsten bolden. En enkelt gang.

Nu sidder jeg på min seng, godt brugt og øm i kroppen efter to dage med tætpakket skema og flere timers træningsforløb. Med et bredt grin under de trætte øjne. Endelig tør.

Og endelig dér, hvor jeg hører hjemme.