Det sidste ord
Farvel.
Ordet emmer af endegyldighed. Det hænger i luften som en af de mursten fra barndommens computerspil, der synes at trodse tyngdekraften og bare tigger om at falde tungt ned i hovedet på en.
Det gør ondt. Overraskende ondt.
Lige meget hvor meget, man har levet i nuet og værdsat det, man havde. Lige meget hvor taknemmelig, man har husket at være for den tid, man havde med hinanden.
Det gør altid mere ondt, end man nogensinde kunne bære at forestille sig.
Savn er et sort hul i sjælen. Det udvider sig dag for dag, opsluger de gode minder og vokser sig større. Næres af det der var engang. Kun sorgen kan udfylde tomrummet.
Det værste farvel er det, man ikke ser komme. Pludselig banker man hovedet ind i murstenen, som hænger der i hovedhøjde, udtalt mens man havde ryggen til. Af nogen, man ikke vidste, man ville savne så meget. Før de sagde det sidste ord.
Farvel.
Efter farvel kommer goddag.
God dag!
Sandt nok. Men man skal også give plads til savnet for en stund. På et tidspunkt viger det pladsen af sig selv
Ja, klart
Det var heller ikke dét, jeg sagde
Nej, det ved jeg godt. God dag til dig også – ses på søndag!
Farvel er så drastisk. På gensyn er så meget bedre. Endda også de gange, hvor man ved, det alligevel er farvel. Knus til dig. Det skal nok gå!
På gensyn er desværre ikke altid muligt. Men farvel må ikke holde en tilbage fra at sige goddag!
Rigtigt, men skal vi så ikke også finde ud af noget snart?
Kom hen på Café Dyrehaven på søndag 11.30!
[...] væk. Men så bliver det vinter og novembermørket sænker sig og gør det svært at se klart. Gode mennesker forsvinder ud af ens liv og slukker alt lys for en stund. Eller pludselig, altoverskyggende smerte får det [...]