Wysiwit

Når jeg er træt, bliver verden grå, planer overvældende, aktiviteter uoverskuelige og mennesker belastende. Når jeg står i stampe, orker jeg absolut ingenting. Når jeg går i stå, går jeg i sort.

Det kan ske. Og det sker ofte i november.

Der er noget med det mørke, der får min hjerne til at lukke ned. Mit hele væsen går mentalt i vinterhi, alle mine instinkter trækker mig ned under dynen. Min krop bliver fem år gammel og skriger på slik og chokolade, ellers går den helt i strejke. Den begynder allerede at skifte til den energibesparende indstilling i september. Fysisk aktivitet begrænses til et absolut minimum.

Jeg bliver et meget dårligere menneske.

Sådan en, der er sløv og doven og ikke til at drive til noget. Sådan en, der glemmer aftaler og ting og navne og det, jeg lige har læst og skulle lære til næste lektion. Sådan en, der ikke hører ordentligt efter og skal have alting at vide to gange. Eller tre.

Og sådan en, der ikke magter andre menneskers dovenskab og glemsomhed og elendige fatteevne…

Der skal en kraftanstrengelse til for at ændre det. Det kræver et spark af de helt store, og jeg er ikke altid god til at sparke mig selv. Hårdt nok, i hvert fald.

Men når sparket kommer – når jeg f.eks. bliver gennemheglet med løbetest og crossfit den ene dag og et par timers cykling den næste – så skinner solen pludselig igen.

Så sprudler jeg af energi og optimisme og begejstring. Så bliver jeg nysgerrig og lærer nyt helt af mig selv. Så interesserer jeg mig for min omverden og møder den med åbenhed og velvilje.

Og så har jeg tid og overskud til alt og alle.

Jeg er et bedre menneske.