Wysiwit

‘UUAAHHHH!!!’

Skriget fulgte Julemanden gennem luften, som han susede mod jorden.

‘Jeg vil nødig være næsvis,’ begyndte Ludvig forsigtigt, idet han og General Lædervinge fløj op på siden af Julemanden, ‘men jeg tror ikke, Udvalget er i stand til at hjælpe Dem ud af denne her kattepine!’

Julemanden lukkede forbavset munden og gloede vantro på det mærkværdige syn ved sin side, idet han tilsyneladende havde glemt alt om, at han var ved at styrte mod jorden.

Ludvig selv blev noget forskrækket, da General Lædervinge slap ham af sit greb, men faldt hurtigt til ro igen, da flagermusens plan blev klar for ham. Med en elegant manøvre var generalen dykket ned under Ludvig og havde grebet ham med sin ryg i stedet. Det passede nissen noget bedre!

Herfra var der både overblik og udsyn, og sammen styrtdykkede de efter Julemanden, som var nået faretruende tæt på jorden.

Farten fik ponchoen til at bølge ud bag ham, og vinden fik hans øjne til at løbe i vand, men Ludvig var fuldstændig fokuseret på opgaven. Det var i absolut sidste øjeblik, de greb Julemanden, før han blev spiddet på spiret af Juliversitetets klokketårn.

Med den noget tungere last gik det kun langsomt fremad og opad.

Over sig kunne Ludvig se de to slyngelnisser prøve at fange kanen, så de kunne overtage alle gaverne på en gang, men de var kommet i problemer med rensdyrene. Dem, der trak kanen, blev ved med at køre rundt og rundt i ring og gjorde Manfred og Olfert farligt rundtossede. Og dem, de selv red på, havde opdaget, hvad der var på færde, og var slet ikke interesserede i at samarbejde.

Pludselig dykkede kanen ned og fløj hen under Julemanden, så generalen kunne slippe sit greb og lade ham dumpe trygt ned på sædet. De to andre rensdyr gjorde omkring med et sådant ryk, at de to rundtossede lømler faldt af, og nu var det deres tur til at suse gennem luften.

Ludvig kunne ikke få sig selv til at lade dem falde, selv om de var nogle slyngler. De var jo trods alt nisser. Så han satte efter dem på generalen, der greb en i hver klo. På den måde blev de fløjet til Pakkecentralen, hvor de blev sat til at lave julegaver under opsyn af en vagtnisse. Så kunne de lære værdien af alle de ting, de havde prøvet at stjæle.

Ludvig og generalen vendte tilbage til Julemandens flyveplads, hvor han var ved at spænde de to tilbagevendte rensdyr for sin kane.

‘Nå, så du er den farlige “Flagernisse”?’ klukkede han godmodigt. ‘Ja, jeg er i hvert fald taknemmelig for din hjælp, og dit venskab med flagermusene må siges at være en stor fordel! Måske jeg kunne lokke jer til at hjælpe mig lidt mere?’

Og således hændte det, at Ludvig og General Lædervinge fløj forrest den Jul, og hjalp med at trække kanen og aflevere gaverne. Ludvig kendte jo ruten udenad fra sit pensum, og han var lille og havde nemt ved at komme ind i de hjem, der voldte Julemanden besvær. De blev færdige på den halve tid, så aftenen var stadig ung, da Julemanden vendte kanen nordpå.

‘Hvor skal vi nu hen? Der er da ikke flere huse på listen?’ spurgte Ludvig.

‘Jo, der er et enkelt hus, vi ikke har nået endnu,’ klukkede Julemanden.

I det fjerne så Ludvig det velkendte lys fra Lille Magleby Fyr, og en bølge af varme og glæde strømmede igennem ham.

Det var en pavestolt Ludvig, der trådte ind i stuen med et ho-ho-ho og selveste Julemanden ved sin side. Hele familien sprang op, og der var knus og kys og lystighed på det hyggelige høloft i Lille Magleby Præstegård. Gaverne kom under træet, og Julemanden fik ærespladsen i den gode stol ved kaminen.

Da Ludvig bragte ham en velfortjent nisseøl, slog han på flasken, så alle de sytten søskende faldt til ro, og sagde med sin dybe røst:

‘Her har I en søn og en bror, I kan være stolte af. Han har reddet Julen i år, og jeg håber, han vil sige ja til at være min personlige assistentnisse i mange år fremover, indtil han måske selv en dag bliver Julemand!’

Ludvig var en lykkelig nisse.

God Jul allesammen!