Wysiwit

I går morges blev jeg vækket af et bragende lysglimt, der skælvede gennem huset og skræmte mig vågen. Den tætte rumlen af faldene vandmasser lå i luften. Det var et himmelsk uvejr.

I går aftes kulminerede et helt års samvær og lærdom og nærvær i et brag af en fest, som satte både punktum og udråbstegn for mit ophold på Oure. Jeg var blevet bedt om at holde tale på vegne af eleverne. Det føltes længe som en byrde, men viste sig at være en gave: At få lov at sætte ord på alt det, som ikke kan siges.

I dag har vi taget afsked. Sagt farvel og forhåbentlig på gensyn. Sendt hinanden godt på vej, videre ud i verden og i livet. En lille flok er blevet tilbage; os der skal arbejde på sommerkurserne som instruktører for en hel flok kursister, der kommer her en uge eller to i deres sommerferie. Det første hold starter i morgen.

Men i mellemtiden sidder jeg her, i stilheden og tomheden. I mellemrummet mellem det, der var, og det, der kommer. I stormens øje.