I går aftes kulminerede et helt års samvær og lærdom og nærvær i et brag af en fest, som satte både punktum og udråbstegn for mit ophold på Oure. Jeg var blevet bedt om at holde tale på vegne af eleverne. Det føltes længe som en byrde, men viste sig at være en gave: At få lov at sætte ord på alt det, som ikke kan siges.

I dag har vi taget afsked. Sagt farvel og forhåbentlig på gensyn. Sendt hinanden godt på vej, videre ud i verden og i livet. En lille flok er blevet tilbage; os der skal arbejde på sommerkurserne som instruktører for en hel flok kursister, der kommer her en uge eller to i deres sommerferie. Det første hold starter i morgen.

Men i mellemtiden sidder jeg her, i stilheden og tomheden. I mellemrummet mellem det, der var, og det, der kommer. I stormens øje.

Min allervigtigste nøgle synes at komme og gå efter forgodtbefindende. Nøglen til at have det godt. Til overskud og lykkesmil. Til venlighed og hjælpsomhed og overbærenhed med alt og alle.

Jeg har prøvet at holde på den. At holde blikket fast rettet mod den, når jeg havde den, så den ikke kunne slippe uopdaget væk. Men så bliver det vinter og novembermørket sænker sig og gør det svært at se klart. Gode mennesker forsvinder ud af ens liv og slukker alt lys for en stund. Eller pludselig, altoverskyggende smerte får det til at sortne for øjnene, så hele verden glider ud af bevidstheden.

Jeg har brugt meget af min tid på at lede. At rakke forvirret og frustreret rundt i det store og i det små, ude og hjemme. Jeg har spurgt folk til råds. Jeg har prøvet at læse mig frem. Flere gange har jeg fundet nøglen blot for at opdage, at det ikke var min, men en andens.

Nu tror jeg til gengæld, jeg har luret den.

Nøglen er der hele tiden. Nogle gange gemmer den sig bare, fordi den føler sig truet. Men den er aldrig væk, selvom jeg ikke lige kan se den. Den har bare søgt ly indeni, hvor ingen kan gøre den ondt.

Den skal ikke ses. Den skal mærkes.

Mors dag og fars dag. Hundens og kattens, kanariefuglens og hamsterens dag, det får jo aldrig ende.

Hver dag bør være en mærkedag, alene fordi den er ny, og vi er blevet den givet. Hver dag er noget særligt i kraft af sig selv.

Og så alligevel…

Hvis nu stress og jag og huj og hast har pisket os til at overse hinanden i forbifarten. Hvis nu det trygge og velkendte luller os til at tage hinanden for givet. Hvis nu vinter og hverdag har formørket det, der betyder noget.

Så skader det jo ikke at blive mindet om at sige det højt. At få det sagt.

Ikke fordi det er Valentinsdag.

Men bare fordi…

Fordi jeg er gladere, end jeg kan huske at have været før. Fordi jeg vågner hver morgen med et smil. Fordi humøret holder trods uheld og krykker og brækket tå. Fordi det er nemt og ligetil, ukompliceret og uden mellemregninger. Fordi jeg ikke behøver være andet og mere, lægge låg på eller ændre mig selv. Fordi tid og sted og alder og omstændigheder opløses til ligegyldigheder. Fordi jeg er færdig med mistænksomhed, skepsis og frygt.

Og det hele er på grund af dig.

Jeg ved, du ved det. Jeg ved, jeg siger det tit. Men jeg siger det lige igen.

Bare fordi…

Jeg ved, den er helt gal. Jeg ved, jeg ikke kommer til at gå derfra.

Jeg kan ikke tænke klart, kan ikke andet end holde om min fod og stirre op i loftet, mens jeg prøver at få vejrtrækningen under kontrol, tæller loftsbjælkerne og studerer hver en detalje for at tænke på noget andet.

Hvorfor pokker skulle jeg også spille fodbold? Hvad var det, der fik mig til at mene, at jeg skulle være med? Når nu hver eneste fiber i min krop instinktivt sagde mig, at det var en dårlig idé?

I skisokker på et glat gulv. Fodbold. Fod. Bold. Meget dårlig kombination, når man er mig.

Så nu er jeg på krykker. Brækket tå og forrevet ledbånd. Hele højre fod er blålig og hævet og ligner noget fra en gyserfilm. Og jeg har ikke engang en sej historie at fortælle.

For det var ikke, da vi gik randonné med oppakning og overnattede i snehule. Det var ikke et vildt styrt i telemark på pisterne. Og det var slet ikke et uheld med isklatring – for det nåede jeg ikke at være med til. Historier er der nok af. Men de hører hjemme i en anden blogpost.

Jeg vil stilfærdigt nøjes med at revidere min opfattelse af begrebet “farlig sport”.

Det hedder “boldsport”.

Det er en fryd at bruge sine hænder.

Hele ugen har jeg skyllet og renset, skåret og snittet, hakket og skivet. Kogt og rørt og hældt og krydret. Kokkereret på industriplan.

Vi har køkkenvagt på højskolen. Alle adventureinstruktørerne er i køkkenet hele ugen og hjælper til med at lave mad til skolens ca. 900 elever. Der skal mere end en knivspids salt til…

Stemningen er god, arbejdet er konkret og ligetil, og der er hele tiden noget at tage sig til. Men der er også plads til at holde en pause og spise nogle pandekager. Lave vandkamp med spuleren i opvasken. Synge Fraggle Rock og danse fjollet.

Jeg nyder livet og ugen og dagen i dag. Jeg smiler fornøjet, for mig selv og dem, der ser det. Og jeg tænker på, om det her mon ikke er lykken?

Fra hovedværk til håndværk. Mine drømme er blevet … håndgribelige.

Ånd staves da med ‘h’?

Tankerne vil meget hellere flyve og fare. Hænderne vil langt hellere gribe om cykelstyr og sjippetov, havkajak og kettlebells, skistave og strikketøj, klatregreb og kæreste.

Kroppen keder sig hurtigt her bag skærmen. Benene sitrer rastløst under bordet, fingrene trommer utålmodigt, når hovedet ikke kan følge med, og der opstår ophold i ordstrømmen.

Det er, som det skal være. R-evolutionen virker. Homo Computans har rejst sig op igen og opdaget, at den allermest fascinerende maskine er den, vi lever i.

Det kan ske. Og det sker ofte i november.

Der er noget med det mørke, der får min hjerne til at lukke ned. Mit hele væsen går mentalt i vinterhi, alle mine instinkter trækker mig ned under dynen. Min krop bliver fem år gammel og skriger på slik og chokolade, ellers går den helt i strejke. Den begynder allerede at skifte til den energibesparende indstilling i september. Fysisk aktivitet begrænses til et absolut minimum.

Jeg bliver et meget dårligere menneske.

Sådan en, der er sløv og doven og ikke til at drive til noget. Sådan en, der glemmer aftaler og ting og navne og det, jeg lige har læst og skulle lære til næste lektion. Sådan en, der ikke hører ordentligt efter og skal have alting at vide to gange. Eller tre.

Og sådan en, der ikke magter andre menneskers dovenskab og glemsomhed og elendige fatteevne…

Der skal en kraftanstrengelse til for at ændre det. Det kræver et spark af de helt store, og jeg er ikke altid god til at sparke mig selv. Hårdt nok, i hvert fald.

Men når sparket kommer – når jeg f.eks. bliver gennemheglet med løbetest og crossfit den ene dag og et par timers cykling den næste – så skinner solen pludselig igen.

Så sprudler jeg af energi og optimisme og begejstring. Så bliver jeg nysgerrig og lærer nyt helt af mig selv. Så interesserer jeg mig for min omverden og møder den med åbenhed og velvilje.

Og så har jeg tid og overskud til alt og alle.

Jeg er et bedre menneske.

Hurra for mønsterbrydere, der udfordrer normer og gamle værdisæt.

Hurra for alle, der overrasker mig, slår mig ud af kurs og afsporer mine fordomme.

Fuld knald på hele ugen. Og vi, der går på instruktørlinjerne på højskolen, får lov at være “de voksne” – det er os, der kører skolen i hele ugen, os der er huslærere, kostpædagoger, aftenvagter, undervisere og legeonkler.

Så vi har haft travlt. Været hængt op med undervisning og møder og planlægning og vagter og ansvar hele tiden.

Denne torsdag aften har jeg vagt i ungdomsafdelingen frem til kl 23, så har vi instruktørmøde, og så er der natløb. Når vi så engang er kommet i seng og har fået måske 4 timers søvn, skal vi op og lave adventure race for Camp-eleverne på vores linje. Når det er ovre, skal vi forberede festmiddag og afskedsfest, selv deltage, smide dem i seng kl 24 – og rydde op bagefter. Op igen lørdag morgen, vække ungerne og have dem til at pakke og gøre hovedrent, før de bliver hentet kl 12.

Og så sover vi nok i tre-fire døgn bagefter…

Men det er fedt. Det er sjovt, og udfordrende, og spændende, og lærerigt. Det er givende, selv når det er frustrerende. Og det er en fantastisk oplevelse, selv om det er trættende.

Så jeg klager ikke. Slet ikke. Men jeg gaber en del…