Bare fordi
Jeg har ikke meget til overs for mærkedage. Af den kommercielt fabrikerede slags, forstås.
Mors dag og fars dag. Hundens og kattens, kanariefuglens og hamsterens dag, det får jo aldrig ende.
Hver dag bør være en mærkedag, alene fordi den er ny, og vi er blevet den givet. Hver dag er noget særligt i kraft af sig selv.
Og så alligevel…
Hvis nu stress og jag og huj og hast har pisket os til at overse hinanden i forbifarten. Hvis nu det trygge og velkendte luller os til at tage hinanden for givet. Hvis nu vinter og hverdag har formørket det, der betyder noget.
Så skader det jo ikke at blive mindet om at sige det højt. At få det sagt.
Ikke fordi det er Valentinsdag.
Men bare fordi…
Fordi jeg er gladere, end jeg kan huske at have været før. Fordi jeg vågner hver morgen med et smil. Fordi humøret holder trods uheld og krykker og brækket tå. Fordi det er nemt og ligetil, ukompliceret og uden mellemregninger. Fordi jeg ikke behøver være andet og mere, lægge låg på eller ændre mig selv. Fordi tid og sted og alder og omstændigheder opløses til ligegyldigheder. Fordi jeg er færdig med mistænksomhed, skepsis og frygt.
Og det hele er på grund af dig.
Jeg ved, du ved det. Jeg ved, jeg siger det tit. Men jeg siger det lige igen.
Bare fordi…
Lige glad
Man skulle tro man voksede fra det. At alderen i det mindste kom med kølig distance og tilbagelænet overbærenhed. At man lærte at være ligeglad.
Måske er det blevet bedre med årene. Trods alt. Men det går stadig ind: Det rammer stadig lige i det bløde punkt. Nysgerrige blikke. Lavmælt hvisken. Indforstået latter.
Vi elsker allesammen sladder. At følge med. Hvem gjorde hvad hvornår. Og med hvem. Det er jo bare for sjov.
Jeg er selv en værre kaffesladdertante, det indrømmer jeg. Og når karma så kommer og bider mig bagi, så må jeg vel finde mig i det.
Lære at være ligeglad. Lige glad.
I lånte fjer
Som magneter gennem livet trækker vi spor hen over verden. Samler ting og tanker og tråde, tiltrækker og frastøder, skidtet såvel som det gode og skønne.
Halen vokser, mens vi slæber på en stadig større byrde. Tingene hober sig op, følger med, låser os fast i deres tryghed. Og afhængighed. Måske.
For mange er halen en stolthed og pryd. Påfuglefolket plejer fjerene til glæde og beundring for sig selv og hinanden, og ikke mindst for en trækfugl som mig. Vingerne bliver forfordelt og holdes tæt til kroppen, spredes kun med mellemrum til feriefugleflugt. Men bærer ikke længe halens vægt.
Jeg har trænet mine vinger gennem hele livet. Prøvet at lette, tynget af den fremmede fjerpragt. Flakset afsted uden at kunne få luft. Jeg har øvet mig i drømme, med vinger stækket af modstand.
Nok er jeg ikke den største fugl, den stærkeste, eller den smukkeste; men nu mærker jeg mit hjerte banke troligt med taktfaste vingeslag. Min lykke ligger i bevægelsen. På gennemtræk.
Misundelige høns har plukket af mine halefjer. Sygdom har fældet endnu flere. Men jeg savner dem ikke, og jeg ønsker mig ikke nye. De sidste forærer jeg bort og nyder synet på afstand.
Jeg er ingen svane. Jeg er ikke nogen ælling. Og jeg er færdig med at leve som påfugl. I lånte fjer.
Bier og knaldperler
Måske er det bare kaffen. Måske er det eftervirkningen af morgenens benhårde spinningtime. Måske er det bare fordi solen skinner ind ad vinduet, og det var lyst, da jeg vågnede i morges, og der er vintergækker i mine forældres have i Århus. Aarhus. Åårhus.
Men jeg tror det ikke. Faktisk ved jeg bedre. Og det er det bedste, jeg ved.
Der er noget under opsejling. Bogstaveligt talt. Noget jeg har brygget på, siden jeg blev snigløbet af min underbevidsthed tilbage i oktober. Jeg har tænkt og tøvet, drømt og drevet. Øvet mig. I at turde, og være, og gøre.
I at fylde mere. I at vise hvem jeg er. I at udtale det indvendige.
Nu er tiden moden, og det er jeg også.
Fra 1. juni springer jeg ud som mig. Som den eventyrer, jeg altid har været under huden. Mit nye erhverv: Fantast. Historiefortæller. Livstykke.
Min magiske hat er bestilt: Den bliver grøn. Som håbet, og foråret, og mit køkken.
Jeg glæder mig til at dele drømmen med jer. Det bliver stort. Og vildt. Og skørt og sjovt og spændende. Og hårdt.
Og jeg kan ikke gøre det uden jer. Jeg får brug for praktisk hjælp og moralsk opbakning, heppekor og stærke støtter. Verdens bedste faldskærm.
Jeg har bier i hovedet og knaldperler i maven af begejstring.
Eller måske er det bare kaffen…
Kviksand og skildpadder
Slut med offerrolle og selvmedlidenhed. Slut med at sidde fast i fortidens kviksand.
Slut med at leve på hælene med daglig stress og brandslukning i evig akut overlevelseskamp.
Det kan være en befrielse at få en diagnose. Så er man fritaget for ansvar. Man kan ikke gøre for det. Men diagnosen er også en besnærende krykke at støtte sig til i sit fremtidige liv. En sovepude. En indiskutabel undskyldning for at give op og lade stå til. At fralægge sig ethvert ansvar.
Der er ikke noget galt med analyse og terapi. De er vigtige redskaber til at finde ind til kernen, finde årsagen til vores mønstre og kortlægge kviksandet i vores sind.
Men hvis vi går og ser bagud, falder vi i igen. Og hvis vi lever livet efter gamle kort, oplever vi aldrig noget nyt. Så længe vi hænger fast i vores fortid, er vi tvunget til at leve et liv i smertefuld gentagelse af det allerede skete.
Vi bærer vores fortid og erfaringer med os i livets rygsæk. Mange af os stopper ukritisk i den, indtil de går bagover af vægten og ligger og roder som en skildpadde på sit skjold.
Af og til er det sundt at tage alle tingene op til overvejelse, smide ud med hård hånd og vurdere, hvad man egentlig har brug for. Skille sig af med noget af det, der vejer allermest. Selvom det gør ondt. Selvom vi føler os knyttet til vores livs souvenirs.
Men en souvenir er trods alt bare et fysisk minde; det rigtige minde mister du aldrig.
Hvad har du med i bagagen?
En pyromans bekendelser
Et brændt barn skyr ilden. Så bliver hun ældre.
Teenagere leger med den. Unge mennesker puster til den. Med alderen mister vi modet; står med brændte naller og forkullede hjerter og skuler fjendsk og mistroisk til den. Ilden. Flammen og passionen.
Jeg mindes med længsel den indre ild, der varmer sjælen som en forårsdag. Den indre flamme, der slikker indersiden af brystet og kilder let i maven. Gløden indeni, der ulmer i blodet og giver gåsehud.
Ofte lod jeg mig drage mod lyset med blussende kinder; dansede lidt for tæt på gamle flammer; pustede til gløderne af døende bål, når jeg med tiden glemte, hvorfor de var brændt ud.
Jeg holdt for længe fast i tændstikken, til jeg brændte nallerne. Igen. Og igen. Tændte bål med benzin og blev blæst væk af eksplosionen. Gang på gang troede jeg, at jeg var blevet klogere. At jeg kunne styre det. At jeg havde lært lektien.
Som et forvokset barn i trodsalderen sidder jeg på sikker afstand og stirrer ind i flammerne. Omgivet af brandbælte og skumslukker. Beklædt indvendig med flammeresistent materiale. Og skutter mig i kulden.
Jeg kan ane dig i skæret af den åbne ild. På samme sikre afstand og med svedet hud og hår. Sæt dig her hos mig. Lad os finde varme hos hinanden. Uden at flamme op og uden at brænde ud.
Hold mig lidt med selskab. Jeg er mørkeræd.
Forløsning
Forleden aften gennemgik jeg historiens måske mest effektive sorgproces. Godt nok har den været længe undervejs: Jeg har tilsyneladende levet i fase 1 i mange mange år. Til gengæld fik jeg så overstået de næste fire faser på en lille halv times tid.
1. Benægtelse
Story of my life. Med glimtvise undtagelser. Det gik op for mig, at de første tredive år af mit liv er gået med at føle mig forkert. En følelse, der konstant blev bekræftet af min omverden, som syntes jeg var ‘sart’. At jeg overreagerede. At jeg hyssede over alting. Mennesker, som jeg elsker højt. Mennesker, som jeg stolede på. Og så måtte de jo have ret.
Konklusionen blev, at jeg måtte tage mig sammen, toughen up og blive mere hårdfør. Og gemme smerten og angsten og forvirringen bag en facade af kompetence. Nøj, hvor blev jeg dygtig.
Og jeg fik ros, blev hyldet for mine bedrifter og talenter, og jeg lærte, at det var rigtigt – at det var måden at få anerkendelse på. At folk værdsatte facaden. Så jeg ignorerede signalerne, overdøvede min indre stemme og fornægtede hårdnakket mine instinkter.
2. Vrede
Forleden aften blev jeg pludselig vred. Det kom blussende frem i mit bryst, forurettelsen rynkede mine bryn, og jeg fnøs forarget. Hvad pokker? Hvad fanden er det egentlig for en måde at behandle folk på? Det er jo ikke i orden!
Og for første gang i mit liv skammede jeg mig ikke over min vrede. Jeg følte mig ikke forkert. Vreden var rigtig, og den var berettiget. For det er da ikke i orden at fortælle andre, hvordan de skal opleve verden? Eller at fortælle dem, at deres måde at opleve verden på er forkert?
Selv om man ikke forstår det, selv om man ikke selv oplever det sådan – selv om man synes, det er vildt overdrevet eller hysterisk eller sart – så kan man da ikke bare underkende mig, fordi jeg oplever verden anderledes? Afskrive mine følelser som en overreaktion? For det er jo det samme som at erklære mig inhabil som menneske. Det kan man da ikke?
Det er ikke i orden.
3. Forhandling
Mærkeligt nok var jeg også lige et smut igennem forhandlingsfasen – ikke for mig selv, men derimod på vegne af disse elskede mennesker, som jeg var blevet så vred på. For de gjorde det jo ikke bevidst. De vidste jo ikke bedre. De gjorde deres bedste. Og de gjorde jo også så utrolig meget godt.
4. Depression
Og så kom gråden. Årtiers indestængte, undertrykte gråd strømmede som kramper gennem kroppen. Og jeg lod den komme, gav slip og lod mig synke ned i sorgen. Lod tårerne få frit løb. Jeg slap kontrollen og lod mig oversvømme. Og flød endelig frit.
5. Accept
Pludselig var jeg færdig. Strømmen stoppede lige så hurtigt, som den var kommet. Der lå jeg så, let forundret – mærkede forsigtigt efter, følte mig frem med famlende, usikre hænder i mit pludselig stille sind. Der var ikke mere smerte. Der var ikke mere vrede. Der var ikke mere sorg. Alle kasserne med “burde” og “skulle” var væk. Alle fejlopfattelserne og de falske forventninger var forsvundet. Lag på lag af facader og forstillelse var skrællet bort.
Der var plads, og der var fred. Der var bare mig tilbage, uden filter og uden forbehold. Og det var okay.
Og som jeg lå der i mørket, i forsigtig fornøjet forundring, kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv:
Var det virkelig bare det? Er jeg så kureret? Er jeg rask nu?
Og den lille indre stemme, som har været stum i alt for mange år, gav et lille hop og hviskede: Ja! Ja ja ja!
Knægtet af hylder
Jeg er ikke så god til hylder. De virker bare ikke for mig.
Desuden er jeg kommet til at overveje en ting: Vi taler om at ‘lægge noget på hylden’. I betydningen at vi opgiver det; lægger det fra os. Men vi taler også om at ‘finde sin rette hylde’.
Er det så bare det? Er vi så parkeret? Lagt på plads? Opgivet?
Er det meningen, at vi skal ligge der resten af livet? Og gør det egentlig noget, hvis nu det virkelig er den rette hylde? Og findes der så en hylde til mig?
Ude i mit meget forårsgrønne køkken står der fire hylder fra IKEA. Står. Ikke hænger. Det er første fejl – hylder skal hænge på væggen. Men der står de altså, og der har de stået i et års tid nu.
Det er ikke egentlig dovenskab, men snarere en form for ligegyldighed.
Jeg besluttede mig jo for, at jeg var blevet for gammel til at være hyldeluder – og at det var på tide at skaffe mig mine egne powertools. Der var bare nogen, der glemte at fortælle mig, at der ikke følger bor med, når man køber en boremaskine. Det er jo ikke indlysende. Så nu står de dér, hylderne, med boremaskinen på bordet ved siden af.
Mit redebyggerinstinkt er blevet lagt på hylden. Eller…
Nåja, måske er det blevet parkeret. På gulvet. Ved siden af hylderne.
Imens går jeg selv rundt og søger. Prøver at finde min ‘rette hylde’. Men måske er jeg mere en knag?
Stivnet
Vi stivner med alderen. Som en form for langsomt tørrende cement.
Som børn er vi bløde og formbare; letpåvirkelige. Ethvert indtryk præger os, nogle dybt og for altid, andre mere overfladisk og kun for en tid – de bliver snart overskrevet eller omdannet, skubbet i baggrunden eller begravet.
Med årene ligger formen mere og mere fast. Vi bliver efterhånden mindre fleksible, mere satte, mindre tilbøjelige til at lade os påvirke af vores omgivelser. Det er vel naturligt.
Men mange af os bliver også mere og mere fastlåste og magelige. Jo ældre vi bliver, jo sikrere er vi på alting. Vi behøver ikke mere uddanne os og lære nyt. Vi kan klare os med det, vi ved. Og det er utrygt og ubehageligt at bevæge sig ud af sin komfortzone og indrømme, at der er noget, man ikke kan. Der er ikke mange, der bryder sig om at føle sig klodset og inkompetent, uvidende og usikker. Det er vel naturligt.
Til gengæld er det ofte i det nye og ukendte, at de største oplevelser venter. Begejstringen og sejrsrusen ved at overvinde sig selv. Benovelsen og forundringen over et nyopdaget perspektiv. Glæden og overraskelsen i det spontane og uventede.
Jeg håber aldrig, jeg stivner så meget, at der skal hammer og mejsel til at gøre indhug i mine holdninger. At jeg bliver så hård i filten, at folk slår sig på mig ved sammenstød. Eller at jeg står så urokkeligt fast på det samme sted evig og altid, så forbipasserende ikke længere ser mig, mosset gror fast, og fuglene bygger rede i mit hår.
3 comments