Wysiwit

Jeg har altid elsket at fortælle historier. Både de sande historier og dem, der opstod frit fra min egen fantasi.

Som barn skelnede jeg ikke så nøje, til mine forældres store bekymring. Afstanden mellem fantast og lystløgner er trods alt foruroligende lille, og man vil ikke gerne kendes som det sidste. Fantast er derimod et prædikat, jeg bærer med stolthed.

I skolen elskede jeg at skrive dansk stil. Desværre fik vi næsten aldrig lov til at skrive fristil, der var jo et pensum, vi skulle igennem. Men ved de sjældne lejligheder, hvor vi fik lov at udfolde fantasien i frit fald fra ideernes ophøjede platform, da bredte jeg mine spæde vinger i fuld tiltro til, at de ville bære mig sikkert og langt.

Jeg rejste vidt omkring på mine barndomsvinger, holdt oppe af håb og drømme og en oprigtig overbevisning om egne evner og fortræffelighed.

Det er svært for mig at udpege præcis, hvad det var, der gik galt, også dermed og hvornår. På et eller andet tidspunkt satte realiteterne ind, og Verdens Alvor indtraf med et slag, der væltede mig omkuld.

Efter lang tids famlen i mørket fandt jeg endelig fodfæste og rejste mig forsigtigt på usikre ben. Først nu efter mange års vaklen er jeg ved at stå fast og tro på, at jeg kan blive stående.

Jeg savner stadig barndommens sorgløse selvsikkerhed. Men måske er den der endnu under årringe af nederlag og sammenbrud.

Måske mine spæde vinger er vokset ud og ligger klar inde under voksenlivets uniform.

Måske hvis jeg endnu engang tør bestige fantasiens højeste tinder og kaste mig ud i frit fald, kaste alle de voksne bekymringer og forbehold af mig, måske mine fuldvoksne, stærke vinger da vil brede sig ud i deres fulde størrelse og løfte mig op; bære mig ud i verden på nye eventyr.

Sikke historier jeg så ville kunne fortælle!

(Skrevet i en notesbog for godt et år siden. Fandt det her midt i min store oprydning og udsmidning. Tænk engang.)