Her er så stille nu
Tanker er der ellers nok af. Men for tiden er der langt fra hovedet til bloggen: Løse tanker skal størkne til faste ord. Hænderne skal gen-dresseres til dans på tastaturet. Kroppen skal sættes på pause længe nok til at åbne computeren.
Tankerne vil meget hellere flyve og fare. Hænderne vil langt hellere gribe om cykelstyr og sjippetov, havkajak og kettlebells, skistave og strikketøj, klatregreb og kæreste.
Kroppen keder sig hurtigt her bag skærmen. Benene sitrer rastløst under bordet, fingrene trommer utålmodigt, når hovedet ikke kan følge med, og der opstår ophold i ordstrømmen.
Det er, som det skal være. R-evolutionen virker. Homo Computans har rejst sig op igen og opdaget, at den allermest fascinerende maskine er den, vi lever i.
Små og store svigt
Det er farligt nemt at svigte. Og vi gør det jo ikke med vilje – det ville nærmere være en form for forræderi.
Men der er masser af faldgruber i hverdagen, de små svigt, som skyldes uopmærksomhed, eller dovenskab. Fordi vi allesammen er indbyrdes forbundet, om vi vil det eller ej. Vi har forventninger til hinanden, ofte uudtalte og udefinerede. Og ofte uafklarede, indtil det øjeblik, vi bliver skuffet.
Jeg kan svigte som datter, der ikke ringer hjem til mine forældre en gang imellem. Jeg kan svigte som søster, der glemmer at høre, hvordan det gik med eksamen. Jeg kan svigte som bofælle, der ikke holder orden eller ikke får gjort rent. Og jeg kan svigte som blogger, der ikke finder tid til at skrive i ugevis, så bloggen ligger øde hen som brakmark på det digitale landkort.
Små svigt, der kan klares med en undskyldning og en indsats for at forbedre sig.
Og så er der de store svigt, dem der vender op og ned på alt, tipper balancen i en relation og truer med at ødelægge den for altid. Hvor man egentlig vidste bedre. Hvor ingen undskyldning rækker.
Jeg aner ikke, hvordan man kommer videre derfra. Men jeg ved, det kræver vilje og styrke, forståelse og empati. Kærlighed og omsorg. Det tager tid at genopbygge tilliden. Men jeg giver ikke op.
I mellemtiden kan jeg sørge for at passe mine relationer ordentligt. Det er en livslang proces, og jeg arbejder på sagen. At være en bedre datter, søster, moster, veninde, elev, instruktør, ansat, bofælle, holdkammerat. At være et bedre menneske.
Jeg kan jo starte med at holde bloggen ved lige. Undskyld fraværet, og velkommen tilbage.
Hverdag på farten
Hvordan skaber man rutiner i en hverdag, hvor hver dag er ny? Hvad skal der til for at skabe et produktivt arbejdsliv, når al tid er både arbejdstid og fritid – på samme tid?
Friheden er fredsommeligt overvældende. Usikkerheden forankrer mig solidt i nuet, i ethvert givet øjeblik.
Det ydre kaos skaber en indre ro, hvor jeg giver mig hen og giver slip. Flyder med og accepterer det, der kommer. Tager imod med åbent sind og uendelig taknemmelighed.
Men for at arbejde, for at skrive, og for at holde kontakter og korrespondance ved lige, stiller dette nomadeliv nye krav. Jeg udvikler nye rutiner, forsøger at indlære nye vaner. En gåtur i området, en kop kaffe et sted med wifi. Ordne mail, tjekke beskeder, læse blogs. Og skrive. Frem for alt skrive.
Problemet er ikke at finde hverken inspiration eller motivation. Problemet er snarere, at jeg bliver overvældet af begge dele. Indtryk, hændelser, oplevelser, møder og samtaler hober sig op i mit kreative reservoir, og hvis ikke jeg får afløb ofte nok, løber det over, eller sprænger dæmningen.
Jeg har allerede noter til flere måneders indlæg, til artikler i blade og kapitler i mine bøger. Jeg har brug for en time-out.
Jeg har brug for at finde en rytme. En vekselvirkning. Dage med bevægelse, med mennesker og oplevelser, fulde af indtryk. Dage med ro og eftertænksomhed, afsat til udtryk. Alt er stadig meget nyt, og jeg lærer det hen ad vejen.
I kan stadig følge med her på bloggen, men frekvensen af indlæg vil nok være lavere fremover. Til gengæld regner jeg med at opnå en fast frekvens på min engelsksprogede blog, hvor jeg skriver om rejsen, livet, ideerne, oplevelserne, menneskene, og frem for alt glæden ved det hele.
Ordblind
Hvad stiller man op med alle sine ord, når de ikke kan enes om betydning?
Jeg taler, og skriver, og stirrer mig blind, på kliker af bogstaver, grupper af ord, der driller mig og råber af hinanden. De kæmper om pladsen, i hovedet og på papiret, snyder foran og gemmer sig i mængden.
Der er dem, der er stærke og tryner de andre, og dem, der får sneget sig ind. Der er dem, der er hurtigst og forrest på tungen, og dem, der er gemt indeni.
Hvis de bare kunne enes, slutte fred og give plads, til hinanden og til alle mine tanker. Der er dage, hvor min hjerne bryder ud i borgerkrig, hvor min sproglighed bliver til en åben slagmark. Eksplosioner i mit hoved og granatchok bagved panden, mine øjne lyner, mens mit indre står i brand.
Og jeg holder munden lukket, lader læberne forsegle, hvad der foregår derinde. For jeg ved, at hvis jeg vover selv den mindste lille ytring, vil jeg ende med at sige alle de forkerte ting. For når ordene tager over, mister alting sin betydning, og jeg mister herredømmet over det, der slipper ud.
Hvis jeg sidder og er stille, og du spørger, hvad jeg tænker, kan det ske, at jeg må nøjes med at sende dig et smil. Det er ikke ord, jeg mangler, det har endnu aldrig ramt mig, jeg er bare overvældet af betydningernes kamp.
Når det, jeg vil sige, er vigtigt og følsomt, må jeg famle i blinde og snuble mig frem. Jeg bliver forlegen og mærker min tunge og hører min stemme og hjertet, der slår.
Det er ikke blevet nemmere trods årene på bagen, jeg må stadig kæmpe kampen, vinde krigen mod mig selv. Jeg går stadig rundt i tågen tæt af ord, der sænker sig.
Måske jeg har brug for en ordblindehund?
Farvel og tak
Bloggen har tjent mig godt i det forgangne år med op- og nedture, glæde, sorg, stort fjolleri og endnu større alvor. Det har til tider været for lidt og til tider for meget.
Jeg har provokeret min omverden og blottet min sjæl, blandet mig og sagt undskyld.
Jeg er kommet langt, selv om jeg har gået baglæns.
Jeg har delt mine drømme, mit håb, min frygt, min forundring, min ensomhed og min dobbelthed med alle jer fantastiske mennesker, som har glædet mig med jeres deltagelse, jeres støtte og opbakning, og jeres nysgerrige interesse.
Nu er jeg på vej videre. Ud i Verden. Ud i Livet.
Med andre ord: Bloggen lukker. Farvel og tak for alt!
Implosion
Så gik det alligevel galt. Jeg glemte at trække gardinerne for, før jeg tændte lyset. Nu føler jeg mig blottet.
Mentalt, forstås!
Som blogger er det en balancegang, og jeg startede netop min blog for at øve mig. Og nu faldt jeg altså ned af linen. Jeg har ikke egentlig slået mig, det er vist mest min stolthed, der fik sig et knæk. Og den har alligevel prøvet det før og heler med tiden.
Når man går og skuer indad er det nemt at forsvinde helt ind i sig selv. Implodere i sit eget hovede.
Vi er jo alle verdens navle i vores eget univers, så vi forveksler nemt navlebeskuelse med stjernekiggeri. Og bliver suget ind i navlens sorte hul, hvor alt er mørkt og trykkende. Sidder fast i kosmisk selvmedlidenhed.
Undskyld.
Nu vender jeg kikkerten og ser udad. Studerer Sjælens Vennekreds. Ser alle jer, der stråler omkring mig som stjerner på livets himmelhvælving. Strækker øjnene mod fjerne himmelstrøg.
Tak.
Forsætter følger
Selvom man ikke gør det i nytårsforsætter, kan man jo godt sætte sig noget for. Når nu det ikke længere er Nytår.
I 2011 vil jeg:
. elske mere – og vise det. Familie, venner og måske, hvem ved… dig?
. le mere – ad mig selv og af verden. Af dumme ting og sjove ting og ingenting som helst.
. rejse mere – længere væk og tættere på. Mærke verden på egen krop. På egen hånd.
. lære mere – spørge og lytte. Undres og forundres.
. skrive mere – indtryk, udtryk. Ordleg og sprogblomster. Fingerballet på tastaturet.
. danse mere – til hverdag og fest. I dagslys og måneskin. På bordene, mellem møderne, gennem gangene, under stjernerne.
. være mere – mig.
Her.
Nu.
Lykke
Jeg syder og bobler og bruser over som en sodavand, der er blevet rystet.
Og det er nok ikke helt ved siden af. Hele mit liv er jeg blevet rystet, tabt og vendt på hovedet, men jeg holdt låget skruet så tæt fast, at det brusende kaos vendte indad. Den boblende indignation over uretfærdig behandling blev kvalt i martyrisk selvopofrelse. Den sydende arrigskab blev udvandet af usikkerhed og selvudslettende tvivl.
I sjældne øjeblikke fik overtrykket overtaget i eksplosioner af rå og ubehandlede følelser. Vredesudbrud. Angstanfald. Ædeflip. Stormflodslignende gråd. Det har været uskønt og uværdigt. Unødvendigt. Og ufortjent.
Men det er slut.
De indre strømhvirvler slipper jeg aldrig af med. Og gudskelov for det. Nu får de lov at bruse frit, for jeg har fundet afløb for overfloden: Jeg har kanaliseret den kreative åre gennem mit helt eget vandværk. I stedet for at overvældes af indtryk vælder jeg over af udtryk. Hænderne er mit vandhjul, der pisker ordene ud af kroppen.
Strømmen er vendt. Flodbølgen er tæmmet. Det brusende kaos er gjort til boblende energi.
Proppen er skudt af, og glæden strømmer frit.
Godt Nytår!
Geek Girl Meetup
De fleste af os synes, det er rart at være noget særligt. Mange af os foretrækker at være noget for os selv. Men nogle gange er det rart at opdage, at man ikke er alene med sine særheder. At der findes ligesindede derude, og flere af slagsen.
Nu sidder jeg her til Geek Girl Meetup i København på denne regnfulde lørdag i november, og jeg smiler, når jeg kigger mig omkring. Jeg er omgivet af kvinder, overraskende mange, i overraskende mange aldre og med overraskende forskellige baggrunde. Men her er en klar fornemmelse af fællesskab.
En række fællestræk springer i øjnene, når jeg kigger mig omkring: Hvis man overhovedet kan tale om en “typisk geek girl”, så er hun et sted i 20′erne eller 30′erne, arbejder med it, web, sociale medier og kommunikation, hun bærer markante, sorte briller og har selvfølgelig både smartphone og en Macbook. Med klistermærker på, naturligvis.
Kender du typen? (Har vi mødt hinanden?)
Konceptet er enkelt; vi mødes til en hel dag med workshops og oplæg, holdt af deltagerne selv. Dem, der ved noget, fortæller om det. Dem, der kan noget, lærer fra sig. Og vi bliver allesammen klogere.
Der livetweetes, livestreames, liveblogges. Der snakkes, strikkes, hækles. Der byttes tøj og laves perleplader. Der drikkes kaffe og spises lakrids. Der nørdes alt, hvad nørdes kan. Sammen og hver for sig.
Det er godt, at vi kan være noget for hinanden, selv om vi er noget for os selv.
leave a comment