Stilhed
Alene. På egen hånd midt i verden. Syv måneders forberedelse, tolv timers rejse, to dages intens inspiration.
Nu er der ikke mere tilbage, kalenderen er blank. Ingen mål, ingen planer, ingen forpligtelser.
Det forpligter.
Nissen gemmer sig et sted i rygsækken, hvisker mig i øret. Driller mig. Sniger sig ind i mine tanker, når stilheden sænker sig. Sår tvivl i min vilje, insisterer og manipulerer.
Der er ikke andre til at sætte mig i gang. Der er ikke nogen til at holde mig til ilden. Kun mig selv, og mine drømme. Og nissen.
Jeg kan ikke flygte fra ham. Så jeg er holdt op med at prøve. Nu viser jeg ham verden, lytter opmærksomt og lærer ham at kende. Ser ham i øjnene og håber, han vil være min ven. Så har jeg selskab på rejsen.
Når han hvisker til mig, at jeg ikke kan, bliver jeg stædig og stålsat. Når han påstår, at jeg er ugidelig, går jeg i gang. Og når han siger, at han altid vil være der, lige meget hvor jeg tager hen, siger jeg tak.
Nedtælling…
Nu er det officielt. Jeg har lige sagt mit job op. Den 31. maj forlader jeg kontoret for sidste gang. Dagen efter flytter mine nye lejere ind i min lejlighed på en to-årig kontrakt.
Med andre ord: Fra 1. juni er jeg effektivt arbejds- og hjemløs. Vagabond.
Jeg har før været uden tag over hovedet. Og det er langt fra første gang, jeg er uden fast arbejde. Det har været hårdt, og frustrerende, og deprimerende. Men denne gang er det anderledes. Denne gang er det et velovervejet valg. Mit valg. Og selv om det sikkert bliver hårdt, så er det også spændende. Og opløftende. Og ret sejt. Faktisk.
Gennem de seneste måneder har jeg arbejdet målrettet på at føre drømmen ud i livet. I efteråret gjorde jeg op med mig selv, hvad jeg ville. At jeg ville.
Jeg var nedtrykt og utilfreds. Som sædvanlig. Men i stedet for – som sædvanlig – at slide mig selv op i en kamp for at tvinge mig selv ned i den form, der var lagt ud for mig, besluttede jeg at ændre formen. Jeg tænkte frem, overvejede konsekvenser, og satte i gang. Et skridt ad gangen. Langsomt, men sikkert. Helt ukarakteristisk for mig…
I dag kan jeg sidde med ro i sindet (trods brusen i blodet og bobler i maven) og se det lykkes. Brikkerne falder på plads, en efter en, og tingene går op i en højere enhed, som jeg aldrig havde forestillet mig mulig.
Det er en fantastisk følelse. Og det mest fantastiske er måske, at det smitter.
Forløsning
Forleden aften gennemgik jeg historiens måske mest effektive sorgproces. Godt nok har den været længe undervejs: Jeg har tilsyneladende levet i fase 1 i mange mange år. Til gengæld fik jeg så overstået de næste fire faser på en lille halv times tid.
1. Benægtelse
Story of my life. Med glimtvise undtagelser. Det gik op for mig, at de første tredive år af mit liv er gået med at føle mig forkert. En følelse, der konstant blev bekræftet af min omverden, som syntes jeg var ‘sart’. At jeg overreagerede. At jeg hyssede over alting. Mennesker, som jeg elsker højt. Mennesker, som jeg stolede på. Og så måtte de jo have ret.
Konklusionen blev, at jeg måtte tage mig sammen, toughen up og blive mere hårdfør. Og gemme smerten og angsten og forvirringen bag en facade af kompetence. Nøj, hvor blev jeg dygtig.
Og jeg fik ros, blev hyldet for mine bedrifter og talenter, og jeg lærte, at det var rigtigt – at det var måden at få anerkendelse på. At folk værdsatte facaden. Så jeg ignorerede signalerne, overdøvede min indre stemme og fornægtede hårdnakket mine instinkter.
2. Vrede
Forleden aften blev jeg pludselig vred. Det kom blussende frem i mit bryst, forurettelsen rynkede mine bryn, og jeg fnøs forarget. Hvad pokker? Hvad fanden er det egentlig for en måde at behandle folk på? Det er jo ikke i orden!
Og for første gang i mit liv skammede jeg mig ikke over min vrede. Jeg følte mig ikke forkert. Vreden var rigtig, og den var berettiget. For det er da ikke i orden at fortælle andre, hvordan de skal opleve verden? Eller at fortælle dem, at deres måde at opleve verden på er forkert?
Selv om man ikke forstår det, selv om man ikke selv oplever det sådan – selv om man synes, det er vildt overdrevet eller hysterisk eller sart – så kan man da ikke bare underkende mig, fordi jeg oplever verden anderledes? Afskrive mine følelser som en overreaktion? For det er jo det samme som at erklære mig inhabil som menneske. Det kan man da ikke?
Det er ikke i orden.
3. Forhandling
Mærkeligt nok var jeg også lige et smut igennem forhandlingsfasen – ikke for mig selv, men derimod på vegne af disse elskede mennesker, som jeg var blevet så vred på. For de gjorde det jo ikke bevidst. De vidste jo ikke bedre. De gjorde deres bedste. Og de gjorde jo også så utrolig meget godt.
4. Depression
Og så kom gråden. Årtiers indestængte, undertrykte gråd strømmede som kramper gennem kroppen. Og jeg lod den komme, gav slip og lod mig synke ned i sorgen. Lod tårerne få frit løb. Jeg slap kontrollen og lod mig oversvømme. Og flød endelig frit.
5. Accept
Pludselig var jeg færdig. Strømmen stoppede lige så hurtigt, som den var kommet. Der lå jeg så, let forundret – mærkede forsigtigt efter, følte mig frem med famlende, usikre hænder i mit pludselig stille sind. Der var ikke mere smerte. Der var ikke mere vrede. Der var ikke mere sorg. Alle kasserne med “burde” og “skulle” var væk. Alle fejlopfattelserne og de falske forventninger var forsvundet. Lag på lag af facader og forstillelse var skrællet bort.
Der var plads, og der var fred. Der var bare mig tilbage, uden filter og uden forbehold. Og det var okay.
Og som jeg lå der i mørket, i forsigtig fornøjet forundring, kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv:
Var det virkelig bare det? Er jeg så kureret? Er jeg rask nu?
Og den lille indre stemme, som har været stum i alt for mange år, gav et lille hop og hviskede: Ja! Ja ja ja!
Ulven kommer
Som så mange gange før. Hvorfor skulle nogen tro mig nu?
Vi er allesammen usikre på et eller andet. Nogen mere end andre, det er menneskeligt og naturligt. Men jeg har stillet spørgsmålstegn ved mig selv så længe, at tvivlen har slået rod og skubbet selvet af pinden.
Og selvet kunne ikke flyve. Av.
Gang på gang er jeg blevet klogere, har lært noget nyt, har indset og opdaget ting, som har løftet mig op igen og givet lidt luft under vingerne for en tid. Og gang på gang har jeg i ekstatisk begejstring erklæret vidt og bredt for mine nære og kære, at nu havde jeg det fint, nu var alting godt, nu havde jeg fundet løsningen. Nu havde jeg lært at flyve.
Ak ja, højt at flyve osv… Av. Med av på.
Så når nu jeg sidder her og bobler indeni; når nu hele verden ser anderledes ud – når nu jeg flyver højere end nogensinde før, svæver helt oppe under himlen i fredfyldt glæde – så har jeg lyst til at kalde over landet, råbe højt, så folk ser op og ser min fugleflugt.
Men jeg tør næsten ikke. For hvad nu hvis det ikke holder? Hvad nu hvis jeg mister pusten, brækker vingen, knækker halsen, lige idet de kigger op? Jeg tror ikke jeg kan overleve flere fald.
Min stolthed kan i hvert fald ikke klare flere knæk.
Så jeg vil ikke råbe. Jeg vil ikke kalde vidt og bredt. Jeg vil ikke udfordre skæbnen.
Jeg vil nøjes med et stilfærdigt
Pip
Kunsten at være tilfreds
For nylig prøvede jeg at gå på line. Eller rettere; at stå på line, for jeg nåede aldrig rigtig til det der med at bevæge mig. Og for at være helt ærlig var det nok nærmere at sitre ukontrolleret fra top til tå, mens svingningerne forplantede sig fra min krop ud i linen og tilbage igen i stadigt større udsving, mens jeg krampagtigt klamrede mig til den udstrakte, hjælpende hånd.
Som de fleste andre har jeg altid været dybt imponeret over akrobaters evne til at ophæve fysikkens love. Og efter mit eget ynkelige forsøg på linen er jeg overgået til næsegrus beundring.
Alligevel er den fysiske balancegang for intet at regne mod den mentale udfordring, som vi allesammen slås med hver dag, i hver vores liv, med hver vores udgangspunkt og hver vores omstændigheder: Kunsten at være tilfreds. Se dét er en balancegang!
Af en eller anden grund synes naboens have altid at være i Technicolor, mens vi selv lever i en baggård af Sepia. Er det fordi, vi kun ser de positive ting hos andre og de negative hos os selv? Er vi programmeret med et selektivt filter, der skruer op for farver og kontrast, når man ser ud af det, men skruer tilsvarende ned, når man ser indad? Og hvad skal der egentlig til, for at vi får sat tingene i det rigtige perspektiv og lærer at glædes over, hvad vi har?
Jeg lider af perfektionisme og kontroltrang. Det er jeg langt fra ene om, det nærmer sig jo en folkesygdom, især blandt unge, vestlige kvinder. Men jeg er ramt i sygelig grad, bogstaveligt talt. Og jeg tror ikke, jeg kan blive rask, før jeg lærer at give slip. Slappe af, slække på kravene til mig selv og min omverden, stille mig tilfreds med det, der er. Acceptere det, der mangler, og glædes over alt, hvad der kommer til.
Det sker en sjælden gang imellem, at det lykkes for en stund. Hvor jeg cykler ind mod byen og smiler midt i regnen, fordi det hele faktisk er helt okay. Eller hvor jeg kryber sammen på sofaen med et tæppe og en kop te og lader tankerne løbe, hvorhen de vil, uden at bedømme, vurdere og censurere. Eller hvor jeg står og sitrer, i dybeste koncentration, på et punkt på en line på en plet et sted i verden, og det eneste, der eksisterer i bevidstheden, er kroppens kamp for at holde balancen og den udstrakte hånd som det eneste faste holdepunkt i et svimlende, uendeligt univers.
Angst
Rør mig
Hold dig fra mig
gå din vej
Nej bliv
Jeg tror måske jeg elsker dig
Forsvind
ud af mit liv
Kys mig, elsk mig
hold om mig
Giv slip lad være
jeg hader dig
mig
Glem det undskyld tilgiv mig
Giv ikke slip
jeg skammer mig
Hør nu hvad jeg siger
Lad mig være i fred
Efterlad mig ikke i min ensomhed
Bod
Jeg læste om alkoholisme engang, at når en alkoholiker bliver ædru, så skal der gå et helt år, før han overhovedet kan overveje at påtage sig ansvar for noget som helst. Efter et år kan han få sig en potteplante. Hvis den stadig er i live efter endnu et år, kan han få sig et kæledyr. Hvis kæledyret stadig er i live efter yderligere to år, kan han begynde at forberede sig på tanken om eventuelt med tiden at få sig et forhold til et andet menneske.
Det virkede ekstremt på mig dengang, og det gør det for så vidt endnu. Men i dag forstår jeg bedre.
Jeg har nogle forhold bag mig, som jeg ikke er stolt af. Jeg har såret nogle mennesker i mit liv mere, end jeg kan bære at tænke på. Det er endnu et af skridtene mod bedring – at lave en liste over dem, man har såret, og forsøge at råde bod på den skade, man har forvoldt.
Det vil jeg gerne gøre. Men måske skal jeg holde op med at forvolde skade først.
Tabu
Der bor et lille monster inden i mig. Faktisk bor der to. De har ikke altid været monstre; faktisk var de vist ret kære engang. Men den ene faldt i fælden og blev ryger, bare til fest, lige først, men siden mere og mere, indtil den var blevet så afhængig af nikotinen, at den hvæsede hæst og hidsigt, hvis den ikke fik sit fix. Også til hverdag. Også før frokost. Også før morgenmaden. Og så fik jeg nok.
Jeg fik nok af selvlede, dvaskhed, ubehag, søvnproblemer osv. Af ikke at kunne gå op ad trappen uden at blive forpustet og af ikke at kunne koncentrere mig på arbejde med jævne mellemrum, når det lille monster kradsede på væggen derinde. Jeg fik nok af at være umyndiggjort af afhængigheden. Og så holdt jeg op; satte monsteret i karantæne, til abstinenserne forsvandt.
Det andet monster volder mig større problemer. Det andet monster har en sød tand. Eller et sødt tandsæt, hele munden fuld. Får den sukker, vil den have mere. Og mere. Og mere. Der er ingen ende på det, trangen ruller som en snebold ned ad bjerget, mens den vokser sig stadigt større og truer med at blive en lavine, der begraver mig fuldstændigt. Jeg har været i behandling, og jeg troede, det var slut. At jeg kunne nøjes med at spise en smule sukker her og der ved særlige lejligheder. At jeg kunne styre det nu.
Men mød den indre sukkertrold: Han er en arrig lille satan og en snu rad. Han hidser sig op det ene øjeblik og sidder og klynker selvmedlidende det næste. Han ved præcis, hvordan han skal få sin vilje. For selv når jeg har fået nok; selv når jeg ved, at jeg bliver nødt til at afskære ham fuldstændig fra alt det søde og er fast besluttet på, at det skal lykkes – så rammer han mig, hvor det gør allermest ondt, helt dybt indeni, hvor der sidder en bange og usikker lille pige, som er blevet gemt og glemt bag voksenlivets faste beslutsomhed. Han aer hende over håret og siger, at det er synd for hende. Han ynker hende, så hun får ondt af sig selv. Og det er ikke til at bære.
Det rykker i mit bryst efter noget, der vil dulme trangen. Det føles som om, jeg bare må have sukker. Som om hvis bare jeg spiser noget slik, så dulmer det ubehaget. Det river faktisk i mig, kradser lidt indvendig af rå og ufortyndet længsel. Og jeg får lyst til at spise for at føle mig fuld, for at fjerne tomheden. Spise selvom jeg ikke er sulten. Spise til jeg kaster op igen. Det er en tomhed, der ikke kan fjernes, som hjernen forveksler med sult.
Jeg er ikke alkoholiker. Jeg er ikke narkoman. Min afhængighed er harmløs for alle andre end mig selv. Min afhængighed kan ikke ses.
Men den er ægte, og den er skadelig. Den ødelægger mit helbred, og den ødelægger mit liv. Jeg kan ikke ændre mine vilkår eller styre spillets gang. Jeg kan ikke ændre de kort, jeg har på hånden, men jeg kan lære at spille dem bedst muligt. Så jeg har sat sukkertrolden i karantæne.
Jeg ved, jeg ikke er alene. Jeg ved, at der er flere derude, der kæmper en daglig kamp i dybeste, skamfulde hemmelighed. Så jeg står frem og siger det åbent i håb om at bryde et tabu. I håb om at det gør en forskel for nogen. Det gør en forskel for mig.
Det første skridt mod bedring: At indrømme, at man er blevet afhængig og har mistet kontrollen.
Hej. Jeg hedder Dagmar, og jeg er bulimiker.
2 comments