Små og store svigt
Det er farligt nemt at svigte. Og vi gør det jo ikke med vilje – det ville nærmere være en form for forræderi.
Men der er masser af faldgruber i hverdagen, de små svigt, som skyldes uopmærksomhed, eller dovenskab. Fordi vi allesammen er indbyrdes forbundet, om vi vil det eller ej. Vi har forventninger til hinanden, ofte uudtalte og udefinerede. Og ofte uafklarede, indtil det øjeblik, vi bliver skuffet.
Jeg kan svigte som datter, der ikke ringer hjem til mine forældre en gang imellem. Jeg kan svigte som søster, der glemmer at høre, hvordan det gik med eksamen. Jeg kan svigte som bofælle, der ikke holder orden eller ikke får gjort rent. Og jeg kan svigte som blogger, der ikke finder tid til at skrive i ugevis, så bloggen ligger øde hen som brakmark på det digitale landkort.
Små svigt, der kan klares med en undskyldning og en indsats for at forbedre sig.
Og så er der de store svigt, dem der vender op og ned på alt, tipper balancen i en relation og truer med at ødelægge den for altid. Hvor man egentlig vidste bedre. Hvor ingen undskyldning rækker.
Jeg aner ikke, hvordan man kommer videre derfra. Men jeg ved, det kræver vilje og styrke, forståelse og empati. Kærlighed og omsorg. Det tager tid at genopbygge tilliden. Men jeg giver ikke op.
I mellemtiden kan jeg sørge for at passe mine relationer ordentligt. Det er en livslang proces, og jeg arbejder på sagen. At være en bedre datter, søster, moster, veninde, elev, instruktør, ansat, bofælle, holdkammerat. At være et bedre menneske.
Jeg kan jo starte med at holde bloggen ved lige. Undskyld fraværet, og velkommen tilbage.
Implosion
Så gik det alligevel galt. Jeg glemte at trække gardinerne for, før jeg tændte lyset. Nu føler jeg mig blottet.
Mentalt, forstås!
Som blogger er det en balancegang, og jeg startede netop min blog for at øve mig. Og nu faldt jeg altså ned af linen. Jeg har ikke egentlig slået mig, det er vist mest min stolthed, der fik sig et knæk. Og den har alligevel prøvet det før og heler med tiden.
Når man går og skuer indad er det nemt at forsvinde helt ind i sig selv. Implodere i sit eget hovede.
Vi er jo alle verdens navle i vores eget univers, så vi forveksler nemt navlebeskuelse med stjernekiggeri. Og bliver suget ind i navlens sorte hul, hvor alt er mørkt og trykkende. Sidder fast i kosmisk selvmedlidenhed.
Undskyld.
Nu vender jeg kikkerten og ser udad. Studerer Sjælens Vennekreds. Ser alle jer, der stråler omkring mig som stjerner på livets himmelhvælving. Strækker øjnene mod fjerne himmelstrøg.
Tak.
Nærsynet
Mine øjne vandrer over hvide vide vidder. Strækker sig langt over landet; indtager endelig horisonten.
På vej gennem Jylland. På ferie. På familiebesøg. På landet.
Først nu mærker jeg for alvor begrænsningen i min hverdag, hvor blikket aldrig får fart, før det bremses af nådesløs beton og barrierer af mursten og asfalt og stål.
Horisonten er altid inden for rækkevidde i en by. Mellem menneskeskabte søjler, gennem kunstigt anlagte færdselsårer, rundt i myretuen myldrer vi ind og ud mellem hinanden med øjnene slået ned af fare for at møde en fremmeds blik.
Hvad er vi bange for at se? Er vi bange for at blive gennemskuet?
Vi er en nærsynet befolkning. Lever livet med næsen i bogen, i telefonen, i computeren. Selv de fjerneste dele af verden står knivskarpt på få centimeters afstand og lyser ud af skærmen. Virkeligheden filtreres, fragmenteres og genskabes, repræsenteres i brugervenlig form, bygget af nuller og et-taller.
Mit mailprogram viser mig, at det er dagslys. En widget på mit skrivebord fortæller mig, at det sner. Vinduer er blevet overflødige, dørene er godt på vej. Vi har lagt os selv på hylden i vores dovenskab. Komforten er fængslende.
Nej, lad mig komme ud, hvor der er højt til himmelen og langt til målet. Luft til hjernen og lyst til hjertet.
Mine øjne er nomader i verdensrummet.
Misundelse
Misundelse er faktisk en smuk ting.
Ganske vist kan den komme noget uskønt til udtryk, ødelægge venskaber og så splid i familien. Af natur er det en ubehagelig følelse, en gnaven i maven og syden i brystet. Derfor har vi naturligt nok en tendens til at vende ubehaget mod den person, som er årsag til følelsen; den som vi er misundelige på.
Men det er jo ikke deres skyld, at vi misunder dem. De har ikke taget noget fra os. De har til gengæld opnået noget, som vi også længes efter.
Noget, som vi også længes efter.
Misundelse er en fantastisk ledesnor for det, vi savner her i livet. I stedet for at ætse op indvendig eller boble over af sure opstød burde vi se indad og spørge os selv: Hvor kommer misundelsen fra? Hvad er det, jeg mangler i min tilværelse? Og hvordan kan jeg gøre noget for at ændre det?
Når vi lever det liv, vi selv ønsker, kan vi bifalde andres succes. Vi kan juble over deres held. Og sammen kan vi glædes med dem over alle de gode ting, der kommer til os.
Gid du må få, hvad du ønsker. Det er dig vel undt.
Forsætter følger
Selvom man ikke gør det i nytårsforsætter, kan man jo godt sætte sig noget for. Når nu det ikke længere er Nytår.
I 2011 vil jeg:
. elske mere – og vise det. Familie, venner og måske, hvem ved… dig?
. le mere – ad mig selv og af verden. Af dumme ting og sjove ting og ingenting som helst.
. rejse mere – længere væk og tættere på. Mærke verden på egen krop. På egen hånd.
. lære mere – spørge og lytte. Undres og forundres.
. skrive mere – indtryk, udtryk. Ordleg og sprogblomster. Fingerballet på tastaturet.
. danse mere – til hverdag og fest. I dagslys og måneskin. På bordene, mellem møderne, gennem gangene, under stjernerne.
. være mere – mig.
Her.
Nu.
Forløsning
Forleden aften gennemgik jeg historiens måske mest effektive sorgproces. Godt nok har den været længe undervejs: Jeg har tilsyneladende levet i fase 1 i mange mange år. Til gengæld fik jeg så overstået de næste fire faser på en lille halv times tid.
1. Benægtelse
Story of my life. Med glimtvise undtagelser. Det gik op for mig, at de første tredive år af mit liv er gået med at føle mig forkert. En følelse, der konstant blev bekræftet af min omverden, som syntes jeg var ‘sart’. At jeg overreagerede. At jeg hyssede over alting. Mennesker, som jeg elsker højt. Mennesker, som jeg stolede på. Og så måtte de jo have ret.
Konklusionen blev, at jeg måtte tage mig sammen, toughen up og blive mere hårdfør. Og gemme smerten og angsten og forvirringen bag en facade af kompetence. Nøj, hvor blev jeg dygtig.
Og jeg fik ros, blev hyldet for mine bedrifter og talenter, og jeg lærte, at det var rigtigt – at det var måden at få anerkendelse på. At folk værdsatte facaden. Så jeg ignorerede signalerne, overdøvede min indre stemme og fornægtede hårdnakket mine instinkter.
2. Vrede
Forleden aften blev jeg pludselig vred. Det kom blussende frem i mit bryst, forurettelsen rynkede mine bryn, og jeg fnøs forarget. Hvad pokker? Hvad fanden er det egentlig for en måde at behandle folk på? Det er jo ikke i orden!
Og for første gang i mit liv skammede jeg mig ikke over min vrede. Jeg følte mig ikke forkert. Vreden var rigtig, og den var berettiget. For det er da ikke i orden at fortælle andre, hvordan de skal opleve verden? Eller at fortælle dem, at deres måde at opleve verden på er forkert?
Selv om man ikke forstår det, selv om man ikke selv oplever det sådan – selv om man synes, det er vildt overdrevet eller hysterisk eller sart – så kan man da ikke bare underkende mig, fordi jeg oplever verden anderledes? Afskrive mine følelser som en overreaktion? For det er jo det samme som at erklære mig inhabil som menneske. Det kan man da ikke?
Det er ikke i orden.
3. Forhandling
Mærkeligt nok var jeg også lige et smut igennem forhandlingsfasen – ikke for mig selv, men derimod på vegne af disse elskede mennesker, som jeg var blevet så vred på. For de gjorde det jo ikke bevidst. De vidste jo ikke bedre. De gjorde deres bedste. Og de gjorde jo også så utrolig meget godt.
4. Depression
Og så kom gråden. Årtiers indestængte, undertrykte gråd strømmede som kramper gennem kroppen. Og jeg lod den komme, gav slip og lod mig synke ned i sorgen. Lod tårerne få frit løb. Jeg slap kontrollen og lod mig oversvømme. Og flød endelig frit.
5. Accept
Pludselig var jeg færdig. Strømmen stoppede lige så hurtigt, som den var kommet. Der lå jeg så, let forundret – mærkede forsigtigt efter, følte mig frem med famlende, usikre hænder i mit pludselig stille sind. Der var ikke mere smerte. Der var ikke mere vrede. Der var ikke mere sorg. Alle kasserne med “burde” og “skulle” var væk. Alle fejlopfattelserne og de falske forventninger var forsvundet. Lag på lag af facader og forstillelse var skrællet bort.
Der var plads, og der var fred. Der var bare mig tilbage, uden filter og uden forbehold. Og det var okay.
Og som jeg lå der i mørket, i forsigtig fornøjet forundring, kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv:
Var det virkelig bare det? Er jeg så kureret? Er jeg rask nu?
Og den lille indre stemme, som har været stum i alt for mange år, gav et lille hop og hviskede: Ja! Ja ja ja!
Ulven kommer
Som så mange gange før. Hvorfor skulle nogen tro mig nu?
Vi er allesammen usikre på et eller andet. Nogen mere end andre, det er menneskeligt og naturligt. Men jeg har stillet spørgsmålstegn ved mig selv så længe, at tvivlen har slået rod og skubbet selvet af pinden.
Og selvet kunne ikke flyve. Av.
Gang på gang er jeg blevet klogere, har lært noget nyt, har indset og opdaget ting, som har løftet mig op igen og givet lidt luft under vingerne for en tid. Og gang på gang har jeg i ekstatisk begejstring erklæret vidt og bredt for mine nære og kære, at nu havde jeg det fint, nu var alting godt, nu havde jeg fundet løsningen. Nu havde jeg lært at flyve.
Ak ja, højt at flyve osv… Av. Med av på.
Så når nu jeg sidder her og bobler indeni; når nu hele verden ser anderledes ud – når nu jeg flyver højere end nogensinde før, svæver helt oppe under himlen i fredfyldt glæde – så har jeg lyst til at kalde over landet, råbe højt, så folk ser op og ser min fugleflugt.
Men jeg tør næsten ikke. For hvad nu hvis det ikke holder? Hvad nu hvis jeg mister pusten, brækker vingen, knækker halsen, lige idet de kigger op? Jeg tror ikke jeg kan overleve flere fald.
Min stolthed kan i hvert fald ikke klare flere knæk.
Så jeg vil ikke råbe. Jeg vil ikke kalde vidt og bredt. Jeg vil ikke udfordre skæbnen.
Jeg vil nøjes med et stilfærdigt
Pip
Bod
Jeg læste om alkoholisme engang, at når en alkoholiker bliver ædru, så skal der gå et helt år, før han overhovedet kan overveje at påtage sig ansvar for noget som helst. Efter et år kan han få sig en potteplante. Hvis den stadig er i live efter endnu et år, kan han få sig et kæledyr. Hvis kæledyret stadig er i live efter yderligere to år, kan han begynde at forberede sig på tanken om eventuelt med tiden at få sig et forhold til et andet menneske.
Det virkede ekstremt på mig dengang, og det gør det for så vidt endnu. Men i dag forstår jeg bedre.
Jeg har nogle forhold bag mig, som jeg ikke er stolt af. Jeg har såret nogle mennesker i mit liv mere, end jeg kan bære at tænke på. Det er endnu et af skridtene mod bedring – at lave en liste over dem, man har såret, og forsøge at råde bod på den skade, man har forvoldt.
Det vil jeg gerne gøre. Men måske skal jeg holde op med at forvolde skade først.
Frit fald
Frygten er altid større end virkeligheden. Hvor er det godt at vide, at hvis man vover springet – hvis man ser frygten i øjnene og går planken ud – så er der nogen, der støtter og bremser og griber en. Venlige hænder fra nær og fjern, nogle velkendte og trygge, andre uventede og overraskende.
Det frie fald, der startede med mavepine, håndsved og nervøs vejrtrækning, er endt med at blive en rejse i opbakning og medmenneskelighed. Der er ingen, der dømmer. Ingen, der peger fingre. Ingen, der håner. Det er alt sammen inde i mit eget hovede, mine egne dæmoner, og ved at melde klart ud har jeg afsløret dem i deres bedrag. De har ingen bund i virkeligheden. De er skyggebilleder af min egen frygt. Nu lukker jeg lyset ind, så de forsvinder.
I er skønne, søde, kærlige og støttende. I er verdens bedste faldskærm. Tak.
Noget om naturvidenskab
Fysik. Kemi. Biologi. Hvad er følelser egentlig? Hvad består de af? Hvordan opstår de? Og hvor i et menneske findes de?
Der må være noget biologisk på spil, for når jeg står med min lille niece i armene og holder hende tæt ind til mig, så bobler det i brystet og kilder i maven af glæde. Og jeg kender hende jo knap nok.
Vi taler altid om kemi, at have kemi med nogen, eller dårlig kemi. Og det kan da også føles som en kemisk reaktion indvendig, når man er tæt på et særlig velskabt eksemplar af menneskeracen. Eksplosion. Implosion. Overophedning. Total nedsmeltning.
Og fysik. Legemers tiltrækning. Hvad kan jeg sige? Almindeligt brugte begreber inden for fysikkens verden er magnetisme, energi, impuls, kraft. Bevægelsesmængde. Bølgefunktion. Elektricitet. Harmonisk oscillator…
Eksempler på systemer der ofte betragtes som harmoniske oscillatorer er det svingende pendul, eller det hoppende lod ophængt i en fjeder. -Wikipedia
Er det bare mig, eller blev der pludselig varmt herinde?
Jeg ville gerne vide, hvad det er, der skaber en følelse. Jeg ville gerne vide, hvorfor følelserne så tit modsiger fornuften. Og jeg ville rigtig gerne vide, hvad der er op og ned, og ud og ind, og rigtigt og forkert. Når nu de der følelser også kan være fuldstændig modsatrettede.
Hvad skal man så tro på?
3 comments