Stormens øje
I går morges blev jeg vækket af et bragende lysglimt, der skælvede gennem huset og skræmte mig vågen. Den tætte rumlen af faldene vandmasser lå i luften. Det var et himmelsk uvejr.
I går aftes kulminerede et helt års samvær og lærdom og nærvær i et brag af en fest, som satte både punktum og udråbstegn for mit ophold på Oure. Jeg var blevet bedt om at holde tale på vegne af eleverne. Det føltes længe som en byrde, men viste sig at være en gave: At få lov at sætte ord på alt det, som ikke kan siges.
I dag har vi taget afsked. Sagt farvel og forhåbentlig på gensyn. Sendt hinanden godt på vej, videre ud i verden og i livet. En lille flok er blevet tilbage; os der skal arbejde på sommerkurserne som instruktører for en hel flok kursister, der kommer her en uge eller to i deres sommerferie. Det første hold starter i morgen.
Men i mellemtiden sidder jeg her, i stilheden og tomheden. I mellemrummet mellem det, der var, og det, der kommer. I stormens øje.
Lige glad
Man skulle tro man voksede fra det. At alderen i det mindste kom med kølig distance og tilbagelænet overbærenhed. At man lærte at være ligeglad.
Måske er det blevet bedre med årene. Trods alt. Men det går stadig ind: Det rammer stadig lige i det bløde punkt. Nysgerrige blikke. Lavmælt hvisken. Indforstået latter.
Vi elsker allesammen sladder. At følge med. Hvem gjorde hvad hvornår. Og med hvem. Det er jo bare for sjov.
Jeg er selv en værre kaffesladdertante, det indrømmer jeg. Og når karma så kommer og bider mig bagi, så må jeg vel finde mig i det.
Lære at være ligeglad. Lige glad.
Forsætter følger
Selvom man ikke gør det i nytårsforsætter, kan man jo godt sætte sig noget for. Når nu det ikke længere er Nytår.
I 2011 vil jeg:
. elske mere – og vise det. Familie, venner og måske, hvem ved… dig?
. le mere – ad mig selv og af verden. Af dumme ting og sjove ting og ingenting som helst.
. rejse mere – længere væk og tættere på. Mærke verden på egen krop. På egen hånd.
. lære mere – spørge og lytte. Undres og forundres.
. skrive mere – indtryk, udtryk. Ordleg og sprogblomster. Fingerballet på tastaturet.
. danse mere – til hverdag og fest. I dagslys og måneskin. På bordene, mellem møderne, gennem gangene, under stjernerne.
. være mere – mig.
Her.
Nu.
Lykke
Jeg syder og bobler og bruser over som en sodavand, der er blevet rystet.
Og det er nok ikke helt ved siden af. Hele mit liv er jeg blevet rystet, tabt og vendt på hovedet, men jeg holdt låget skruet så tæt fast, at det brusende kaos vendte indad. Den boblende indignation over uretfærdig behandling blev kvalt i martyrisk selvopofrelse. Den sydende arrigskab blev udvandet af usikkerhed og selvudslettende tvivl.
I sjældne øjeblikke fik overtrykket overtaget i eksplosioner af rå og ubehandlede følelser. Vredesudbrud. Angstanfald. Ædeflip. Stormflodslignende gråd. Det har været uskønt og uværdigt. Unødvendigt. Og ufortjent.
Men det er slut.
De indre strømhvirvler slipper jeg aldrig af med. Og gudskelov for det. Nu får de lov at bruse frit, for jeg har fundet afløb for overfloden: Jeg har kanaliseret den kreative åre gennem mit helt eget vandværk. I stedet for at overvældes af indtryk vælder jeg over af udtryk. Hænderne er mit vandhjul, der pisker ordene ud af kroppen.
Strømmen er vendt. Flodbølgen er tæmmet. Det brusende kaos er gjort til boblende energi.
Proppen er skudt af, og glæden strømmer frit.
Godt Nytår!
Verden er min kage
Naturen fejrer mig! Og kommer glasur på november.
Pludselig er her meget mindre mørkt, meget mindre vådt og meget mindre larmende. Verden er forvandlet til en stor diskokugle, der blinker til mig fra nær og fjern, højt og lavt, overalt. Den fineste konfetti hvirvler omkring og prikker mig på huden. Kulden kniber mig i kinden. Jeg får smil på læben og glimt i øjet.
Hele verden er min kage. Og jeg foretrækker min november med glasur.
Alfemale
I am a lot like a man in many ways. Except I talk more. And also, I have breasts.
But I like to talk about cars and sports. I don’t want a cat, I prefer a dog. A big dog, not one of those little ratlike creatures that seem to be so popular. Also, dogs shouldn’t wear clothes. Or anything baby pink. Nobody should wear anything baby pink.
I like to picture myself in a log cabin by a lake in a forest in the foothills of some majestic mountains. I like to work with my hands. I like tools. And gear.
So I’ve always felt at home in a room full of guys. I feel like I can just be me, and I relax and forget myself. I feel like one of the guys. Until suddenly I realize that I’m not, and I never can be. It’s like being awakened by a kick in the face.
Suddenly I see that they’re not talking to me because they want to hear what I have to say, but because they’re hoping, if they pretend to listen, they might get to take my clothes off afterwards. It’s like the dream where you find yourself naked in a room full of people.
I’m in the lions’ den, and the animals haven’t been fed. They look at me like a big chunk of meat, and I just want to hide, to disappear. To escape.
Maybe to that log cabin far away from everything and everyone…
But once in a rare while there will be somebody different. Someone who sees me and hears me and doesn’t turn into a carnivore at the first scent of meat. Who stands back and lets the animals fight it out. Who steps in and gets me away from the circus. And I get to feel like a person again.
I am not a man. But I am not a piece of meat either.
I am someone, and it makes me happy and grateful when someone appreciates that.
Thank you.
Hip hurra
På mit skrivebord ligger et startnummer til et lille 5K løb i aften på Østerbro. Og der får det lov at blive liggende.
Det er efterhånden et par måneder siden, jeg meldte mig til, men jeg må jo have vidst, hvilken dag det var. Alligevel valgte jeg at deltage. Nu sidder jeg og overvejer, hvad det var, der fik mig til det.
Flemming, min indre martyr
Måske jeg følte mig ekstra ensom? Måske jeg var træt af folk, der ikke overholder aftaler? Måske jeg bare var ligeglad? Det lugter i hvert fald af Flemming. Flemming er min indre martyr. Ham der sidder helt inde i det fjerneste hjørne af sjælens mørkeste kammer. Med armene over kors og trodsig mine. Ham der skuler ud til verden med et blik, der siger “nejnej tænk ikke på mig jeg er da heldigvis bare ligeglad og det kan jo også bare være lige meget alt sammen”.
Måske har I mødt ham, men jeg håber det ikke. Jeg prøver at holde ham derinde, indtil han er bedre socialiseret.
Sagen er i hvert fald den, at det er min fødselsdag i dag. Og jeg skal slet ikke ud og løbe aftenløb med Flemming. Dagen er stadig ung, og jeg drukner allerede i søde og kærlige lykønskninger. Efter arbejde ser jeg min skønne veninde. Og i aften er der selskab og hygge og løssluppen stemning i gode venners selskab til ud på de små timer.
Så hermed hurra. Hurra for livet. Og hurra for alle jer skønne mennesker, der holder mig med selskab undervejs. Hip hip!
Overtryk
Med ét er det nok. Fra det øjeblik er alting for meget.
Stemmerne flyder sammen i mit hoved til en summen, der vibrerer ude af takt med mine egne tanker. Øjnene kan ikke finde hvile nogen steder, overalt er der indtryk, udtryk, ansigter, fagter og gestik, hurtige glimt af tænder og hænder, alting ryger direkte ind på nethinden med lysets hastighed helt uden filter.
Lokalet er varmt. Luften er tung. Pladsen er trang.
Der er hele tiden nogen, der rører ved mig. Skubber til mig, vil forbi. Det suser for ørerne, og min vejrtrækning er under pres helt oppe i brystet. De opmærksomt interesserede spørgsmål virker pludselig omklamrende nærgående.
Jeg undskylder mig hastigt og flygter ud på det lillebitte toilet. Rummets hvide vægge giver øjeblikkelig lindring for min overbelastede synssans; deres nærhed føles som beroligende kærtegn for nerverne. Lydene slipper kun formumlet gennem dørens sprækker. Min puls sætter lige så stille farten ned. Vejrtrækningen falder langsomt til ro. Endelig tager jeg mod til mig, forlader mit helle og får hastigt sagt farvel og tak til alle på vej mod udgangen.
Den store sorte og kølige nat omslutter mig, og jeg forsvinder i dens trygge favn.
leave a comment