Fokus
Drej på linsen. Stil skarpt på noget andet. Se det, der ligger uden for rammerne.
Der er mange, der lever livet i makro. Med næsen helt nede i navlen, travlt beskæftiget med at dissekere hver eneste lille detalje. Fortaber sig i petitesser og med tiden bliver ude af stand til at se det store billede.
Nogle virker mere som sportsfotografer, på sikker afstand af alting. Observerer livet gennem den allerstørste telelinse uden nogensinde at være med, der hvor det sker. Uden at blive involveret, altid på sidelinjen.
Man kan ændre meget med de billeder, man lagrer på sin mentale nethinde. Lege med beskæring og udsnit, vælge til og fra. Pille ved skarpheden og fokusere på det, der gør billedet smukt.
Det der får en til at smile.
Det der viser livet fra sin allerbedste side.
Appelsiiiiiiiin!
Fravær
Tænk, hvis vi fik fravær i livet, ligesom man gjorde i gymnasiet.
Et lille minus for hver gang vi faldt i staver, lod tankerne flyve, tænkte på noget andet. Når vi stressede eller bekymrede os om ting, vi skulle nå. Når vi multitaskede eller overspringshandlede. I det hele taget hver gang vores hoved var et andet sted end vores krop.
Så skulle vi allesammen op i fuldt pensum.
Glemt, men ikke borte
Det er i grunden mærkeligt at tale om at “finde sig selv”, som om man var blevet væk. Som om man kan blive væk for sig selv. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvor jeg var. Det ville da være sært, når nu jeg trods alt hænger sammen; hovedet på kroppen. For det meste i hvert fald.
Jeg har af og til været ved siden af mig selv, men aldrig ude af syne…
Rigtig mange mennesker rejser ud i verden for at finde sig selv i fjerne og fremmede lande – blot for at opdage, når de kommer hjem, at de har været lige dér, hele tiden. Og hvor skulle de ellers være?
Jeg havde nærmere glemt mig selv. Ikke ligesom man glemmer en hue eller et halstørklæde, jeg var jo netop ikke blevet væk – jeg var stadig derinde et sted.
Men glemt ligesom man kan glemme ansigtet på folk i ens fortid, smagen af barndommens yndlingsdessert, lugten af mormors hus. Disse følelser, der er blevet arkiveret et eller andet sted dybt indeni og er blevet begravet under lag på lag af alle mulige andre indtryk, oplysninger og koder. De er derinde et sted, og de kan aktiveres på et splitsekund ved de rigtige stimuli.
Pludselig er man tilbage og spiser rødgrød ved det runde bord i mormors spisestue, og hendes velkendte smilerynker fremhæver det varme og kærlige ansigt. Og pludselig vågner noget indeni, som man havde glemt med tiden.
Jeg vil ikke tale om at finde mig selv.
Jeg vil kalde det at huske. At komme i tanker om. At bliv mindet om det, som man egentlig godt vidste i forvejen.
Glemmer du, så husker jeg – alt.
Idioten
Albert Einstein var en klog mand. Han definerede galskab som at gøre det samme igen og igen og forvente et nyt resultat. På den måde er vi allesammen mere eller mindre fra forstanden.
Det handler om vaner. Eller uvaner, faktisk. Onde cirkler, dårlige vaner, uhensigtsmæssige mønstre. Negative tankebaner.
Problemet er, at mønstre og tanker er som et vejnet i hjernen; der slides dybere og dybere baner, for hver gang man kører i samme spor. Og hver gang bliver det sværere at komme op af sporet og ud af rillen. At bryde igennem de stadigt højere barrierer, vores mentale autoværn. Og selv når det lykkes, bliver det en usikker balancegang deroppe på kanten, hvor hvert skridt er ukendt og nyt. Vi træder varsomt til en start, ser os for og passer på, hvor vi får sat fødderne. Vi har taget en beslutning, og vi er opmærksomme og opsatte på, at det skal lykkes.
Denne gang bliver det anderledes. Denne gang holder vi balancen. Denne gang falder vi ikke i.
Vi begynder at føle os sikre på fødderne igen. Det nye underlag begynder at føles mere velkendt. Det går fint, vi slækker på vores benhårde krav til os selv, slapper af og lader os optage af mere spændende ting. Og opdager ikke, når det skrider under os. Ser ikke, at vi glider tilbage i rillen, før vi pludselig tramper rundt i den gamle, onde cirkel og ikke kan se ud over kanten, hvor sporet er slidt endnu dybere end før.
Der er ikke andet for end at prøve igen. Og igen. Og igen.
Er man så idiot?
Livets ama’rmad
I går formiddags indfandt fremtiden sig. Kort efter blev jeg indhentet af fortiden.
Og så meldte tanken sig: Måske er det bare det, vi er? Fyldet i livets store sandwich? I svøb mellem det, der skal komme, og det, der har været? Det fik mig til at tænke.
Er der bid i bollen?
Får vi fibre nok?
Kan du lide smagen?
Savner du en kok?
En ting er sikker, hvis man stadig sidder og er i tvivl, om man valgte det rigtige indhold, så er det nok på tide at kaste et frisk blik på menuen. Måske kan det klares med en anden dressing i første omgang. Måske skal der startes helt fra bunden.
Jeg kan fange mig selv i at overveje, hvordan de andre muligheder smagte. Den klassiske, livets BLT, måske lidt tør og kedelig i længden. Eller den eksotiske, med mango og salsa og masser af krydderi, måske for stærk i alt for store doser.
Der er så mange varianter, som jeg kunne have valgt.
Og nu sidder jeg og drømmer om at kunne have alt.
Men i sidste ende tror jeg, at jeg bare mangler salt…
Eftersidning i livets skole
Så unge, at alting kan vente. Så travle, at intet er nu. Så rige, at intet er nok. Vi glemmer, at minder er det vi skaber hvert øjeblik, nu og nu og nu. At i morgen aldrig kommer. Vi vågner op en dag med livet bag os.
Hvad står der på siderne i erindringsbogen? Hvor rigt var dit ordforråd? Har du givet dig selv eftersidning og skrevet linjer hele tiden?
Jeg skal nok blive lykkelig, når bare… Jeg skal nok opnå succes, når jeg lige… Jeg skal nok slappe af, når først…
Vi har allesammen brug for frikvarter ind imellem. Men klokken ringer ikke mere ud, når man er voksen.
Riiiiiiiiiiiiiiing!!
Ensomme Bænke
Livet 2.0
Ville du leve dit liv om, hvis du fik chancen? Hvis du kunne få lov at prøve igen, men nu med den viden du har samlet gennem dit første forsøg?
Det er i virkeligheden et tåbeligt spørgsmål. Selvfølgelig er der afgørende situationer fra mit liv, hvor jeg ville træffe nogle andre valg i bagklogskabens lys. Nu hvor jeg ved, hvor galt det kommer til at gå, og hvor lang tid det vil tage mig at rette op på. Hvor megen ulykke mine beslutninger bliver skyld i for mig selv og andre.
På den anden side tænker jeg mig, at andre valg bare ville føre til andre fejltagelser og andre ulykker, som jeg så kunne overveje at gøre om, hvis jeg fik chancen. I virkeligheden er jeg ret godt tilfreds med det her liv, sådan som det har formet sig. Med godt og skidt, glæde og sorg, sejre og nederlag. Mine oplevelser er jo summen af mig.
Desuden fik jeg ofte skyld for at være gammelklog som barn, så måske er jeg faktisk allerede på andet forsøg? Mine fumlende teenageår tyder nu på noget andet. Og det er jo i virkeligheden det, der er svaret: Livet har et naturligt forløb med indbygget læring undervejs. Det nytter ikke noget at prøve at snyde. At springe noget over. At leve baglæns. Så ender man bare ude af sync med sine omgivelser. Og dét er det ensomste i verden.
Heldigvis går det den rigtige vej igen. Og på den måde er jeg jo faktisk på andet forsøg; en forvokset, fumlende teenager, der er ved at finde sine egne ben at stå på. Godt jeg har så mange års erfaring!
Håbets knagerække
Håbet er flyvsk. Uden mål eller retning er det svært at fastholde. Og hjemløst håb er måske det ensomste i verden.
Det hjælper at have noget at hænge det op på, en samtale på et spændende job, en frokost med nye mennesker eller en aftale med en sød fyr. Når så samtalen går godt, kan man gå og lune sig ved tanken om muligheden for at måske. Tage jobbet på i tankerne og se, hvordan det passer. Hvis fyren bliver ved med at være sød, kommer han også med ind i det mentale prøverum. Øhm… *host*
Desværre er jeg ikke snedker, og mine knager er ikke så stabile. De falder ned af og til, så håbet knuses mod gulvet, og de skarpe små splinter borer sig ind i mit bryst. Det gør ondt, og jeg bliver trist og går i seng midt på dagen, gemmer mig under min dyne og prøver at sove smerten væk.
Heldigvis er der også knager, der sidder så godt fast, at de slår rod og skyder grene. Hvor håbet vokser til vished og lykke, og føler sig hjemme dybt inde i mig. Fantastiske mennesker, dejlige venner, rækker hånden frem og lokker mig ud fra dynens skjul. Og giver mig mod på at håbe igen.
Det burde hedde Double
Ordet single er faktisk dybt misvisende. Jeg har været i forhold og jeg har boet sammen med kærester før. Nu er jeg så – single.
Men i virkeligheden er det jo dobbelt så meget arbejde at bo alene; dobbelt så ofte rengøring, dobbelt så ofte tøjvask, dobbelt så ofte indkøb og dobbelt så ofte madlavning. For der er jo ikke andre at dele opgaverne med. Det er også dobbelt så dyrt, for pludselig skal man betale hele huslejen selv. Og internetforbindelsen, og forsikringen osv. Og faktisk koster det nærmest det samme at købe ind til én som at købe ind til to. Det var der ikke nogen, der havde fortalt mig.
Til gengæld kan det også være dobbelt så sjovt: Jeg har jo pludselig dobbelt så meget skabsplads for eksempel. Og dobbelt så meget plads i det hele taget. Mindst dobbelt så meget frihed. Dobbelt så meget beslutningsmagt. Dobbelt så meget tid. Jeg ser mine venner dobbelt så meget som før. Og jeg har jo ikke skiftet sengen ud, bare fordi jeg blev alene. Så nu har jeg dobbelt så meget plads at brede mig på. Og dobbeltdyne, ikke at forglemme. Helt for mig selv.
Men det kan også være tomt. Selvom jeg har stoppet alt mit tøj ind i skabet, er der stadig tomme skuffer. Selvom min seng trods alt kun er 1.20, så er jeg altså endnu smallere. Og selvom jeg har udvidet kredsen af venner betydeligt, er der stadig aftener, hvor jeg sidder alene med al min plads som et tomrum omkring mig.
Så er jeg dobbelt så ensom.
leave a comment