Bare fordi
Jeg har ikke meget til overs for mærkedage. Af den kommercielt fabrikerede slags, forstås.
Mors dag og fars dag. Hundens og kattens, kanariefuglens og hamsterens dag, det får jo aldrig ende.
Hver dag bør være en mærkedag, alene fordi den er ny, og vi er blevet den givet. Hver dag er noget særligt i kraft af sig selv.
Og så alligevel…
Hvis nu stress og jag og huj og hast har pisket os til at overse hinanden i forbifarten. Hvis nu det trygge og velkendte luller os til at tage hinanden for givet. Hvis nu vinter og hverdag har formørket det, der betyder noget.
Så skader det jo ikke at blive mindet om at sige det højt. At få det sagt.
Ikke fordi det er Valentinsdag.
Men bare fordi…
Fordi jeg er gladere, end jeg kan huske at have været før. Fordi jeg vågner hver morgen med et smil. Fordi humøret holder trods uheld og krykker og brækket tå. Fordi det er nemt og ligetil, ukompliceret og uden mellemregninger. Fordi jeg ikke behøver være andet og mere, lægge låg på eller ændre mig selv. Fordi tid og sted og alder og omstændigheder opløses til ligegyldigheder. Fordi jeg er færdig med mistænksomhed, skepsis og frygt.
Og det hele er på grund af dig.
Jeg ved, du ved det. Jeg ved, jeg siger det tit. Men jeg siger det lige igen.
Bare fordi…
Lige glad
Man skulle tro man voksede fra det. At alderen i det mindste kom med kølig distance og tilbagelænet overbærenhed. At man lærte at være ligeglad.
Måske er det blevet bedre med årene. Trods alt. Men det går stadig ind: Det rammer stadig lige i det bløde punkt. Nysgerrige blikke. Lavmælt hvisken. Indforstået latter.
Vi elsker allesammen sladder. At følge med. Hvem gjorde hvad hvornår. Og med hvem. Det er jo bare for sjov.
Jeg er selv en værre kaffesladdertante, det indrømmer jeg. Og når karma så kommer og bider mig bagi, så må jeg vel finde mig i det.
Lære at være ligeglad. Lige glad.
Små og store svigt
Det er farligt nemt at svigte. Og vi gør det jo ikke med vilje – det ville nærmere være en form for forræderi.
Men der er masser af faldgruber i hverdagen, de små svigt, som skyldes uopmærksomhed, eller dovenskab. Fordi vi allesammen er indbyrdes forbundet, om vi vil det eller ej. Vi har forventninger til hinanden, ofte uudtalte og udefinerede. Og ofte uafklarede, indtil det øjeblik, vi bliver skuffet.
Jeg kan svigte som datter, der ikke ringer hjem til mine forældre en gang imellem. Jeg kan svigte som søster, der glemmer at høre, hvordan det gik med eksamen. Jeg kan svigte som bofælle, der ikke holder orden eller ikke får gjort rent. Og jeg kan svigte som blogger, der ikke finder tid til at skrive i ugevis, så bloggen ligger øde hen som brakmark på det digitale landkort.
Små svigt, der kan klares med en undskyldning og en indsats for at forbedre sig.
Og så er der de store svigt, dem der vender op og ned på alt, tipper balancen i en relation og truer med at ødelægge den for altid. Hvor man egentlig vidste bedre. Hvor ingen undskyldning rækker.
Jeg aner ikke, hvordan man kommer videre derfra. Men jeg ved, det kræver vilje og styrke, forståelse og empati. Kærlighed og omsorg. Det tager tid at genopbygge tilliden. Men jeg giver ikke op.
I mellemtiden kan jeg sørge for at passe mine relationer ordentligt. Det er en livslang proces, og jeg arbejder på sagen. At være en bedre datter, søster, moster, veninde, elev, instruktør, ansat, bofælle, holdkammerat. At være et bedre menneske.
Jeg kan jo starte med at holde bloggen ved lige. Undskyld fraværet, og velkommen tilbage.
Afsporet
Det er farligt at køre på skinner. Man udvælger målet, sætter i gang og nyder udsigten og farten. Og lader tankerne flyve.
Forsvinder ind i en parallelverden, kommer ud på et sidespor. Lader sig optage af andre ting, mens dagene kører på autopilot. Ignorerer virkeligheden og gemmer sig i en magisk boble af fornægtelse.
Indtil sporene pludselig slår et knæk og krydser hinanden. Med et sønderlemmende brag ramler vi sammen, vågner af drømmen, ser os forstenet omkring på forvredne skinner og glødende vragdele.
Ingen ord kan reparere skaden. Ingenting vi gør kan råde bod.
Jeg sætter en fod foran den anden og begynder at gå. Et skridt ad gangen, i mit eget tempo. Alene.
Ved enden
De siger, at verden går under i dag. Og jeg tænker, at det må den gerne.
Ikke for det, der er mangt og meget, jeg gerne vil nå, og mennesker, jeg gerne vil elske. Men jeg er allerede i gang. Jeg spilder ikke længere tiden, lader ikke mere stå til.
Det giver ro og glæde at gøre det, der sætter brystet i brand. De ting, man kun tør drømme om, med lyset slukket og når ingen ser det. Også det vilde, det skøre og det ufornuftige. Det usikre og det skræmmende. Det der kilder allermest i maven.
Tag nu afsted, hvis det store udland kalder. Skift nu job, hvis dagene slæber sig afsted. Kys nu manden – eller pigen – hvis det føles rigtigt, lige nu og lige her.
Lad i morgen være en mulighed i stedet for en trussel.
Og brug i dag præcis, som du har lyst. De siger, det er den sidste.
Godt polstret
Der er noget, der holder mig tilbage. Polstret i pudedragt, stoppet ud med forbehold, forsigtighed og fortid. Pakket ind i lag på lag af flammeresistent materiale.
Jeg er ikke nem at komme helt ind på livet af. Men du lander blødt, hvis du prøver.
Som slag i en pude, selv den stærkeste kraft minimeres til et puf, bevæger mig, men flytter mig ikke.
Polstringen er ved at være gammel, tyndslidt. Jeg stikker ud. Og tager ind. Mange gode mennesker har slidt på dragten gennem året, krammet mig og elsket mig, så dun af forbehold fløj til alle sider. Som en gammel teddybjørn, knuselsket med skaldede pletter.
Der er noget, der holder mig tilbage. Men det kan krammes væk.
Afmagt
Jeg ler, når alt går galt. Når tingene går fra skidt til værre, får jeg grineflip. Når alt synes tabt, er det latteren, der giver mig tårer i øjnene og ondt i maven.
Skæbnens ironi er ikke tabt på mig.
Og hvad kan man ellers stille op? Drama og tårer gør kun ondt værre. Vrede ord spreder bare galden. Sure miner ændrer alligevel intet.
Hvis du fortæller mig, at nu kan det ikke blive værre, vil jeg svare dig, at du tager fejl. For alting ser sortere ud gennem mørke linser. Selv gode ting mister glansen i et negativt lys.
Så når alt er sagt og gjort, når det hele er gået i sort – da vil jeg tage mig et godt grin, til tårerne triller ned ad mine kinder.
En pyromans bekendelser
Et brændt barn skyr ilden. Så bliver hun ældre.
Teenagere leger med den. Unge mennesker puster til den. Med alderen mister vi modet; står med brændte naller og forkullede hjerter og skuler fjendsk og mistroisk til den. Ilden. Flammen og passionen.
Jeg mindes med længsel den indre ild, der varmer sjælen som en forårsdag. Den indre flamme, der slikker indersiden af brystet og kilder let i maven. Gløden indeni, der ulmer i blodet og giver gåsehud.
Ofte lod jeg mig drage mod lyset med blussende kinder; dansede lidt for tæt på gamle flammer; pustede til gløderne af døende bål, når jeg med tiden glemte, hvorfor de var brændt ud.
Jeg holdt for længe fast i tændstikken, til jeg brændte nallerne. Igen. Og igen. Tændte bål med benzin og blev blæst væk af eksplosionen. Gang på gang troede jeg, at jeg var blevet klogere. At jeg kunne styre det. At jeg havde lært lektien.
Som et forvokset barn i trodsalderen sidder jeg på sikker afstand og stirrer ind i flammerne. Omgivet af brandbælte og skumslukker. Beklædt indvendig med flammeresistent materiale. Og skutter mig i kulden.
Jeg kan ane dig i skæret af den åbne ild. På samme sikre afstand og med svedet hud og hår. Sæt dig her hos mig. Lad os finde varme hos hinanden. Uden at flamme op og uden at brænde ud.
Hold mig lidt med selskab. Jeg er mørkeræd.
Misundelse
Misundelse er faktisk en smuk ting.
Ganske vist kan den komme noget uskønt til udtryk, ødelægge venskaber og så splid i familien. Af natur er det en ubehagelig følelse, en gnaven i maven og syden i brystet. Derfor har vi naturligt nok en tendens til at vende ubehaget mod den person, som er årsag til følelsen; den som vi er misundelige på.
Men det er jo ikke deres skyld, at vi misunder dem. De har ikke taget noget fra os. De har til gengæld opnået noget, som vi også længes efter.
Noget, som vi også længes efter.
Misundelse er en fantastisk ledesnor for det, vi savner her i livet. I stedet for at ætse op indvendig eller boble over af sure opstød burde vi se indad og spørge os selv: Hvor kommer misundelsen fra? Hvad er det, jeg mangler i min tilværelse? Og hvordan kan jeg gøre noget for at ændre det?
Når vi lever det liv, vi selv ønsker, kan vi bifalde andres succes. Vi kan juble over deres held. Og sammen kan vi glædes med dem over alle de gode ting, der kommer til os.
Gid du må få, hvad du ønsker. Det er dig vel undt.
Angst
Rør mig
Hold dig fra mig
gå din vej
Nej bliv
Jeg tror måske jeg elsker dig
Forsvind
ud af mit liv
Kys mig, elsk mig
hold om mig
Giv slip lad være
jeg hader dig
mig
Glem det undskyld tilgiv mig
Giv ikke slip
jeg skammer mig
Hør nu hvad jeg siger
Lad mig være i fred
Efterlad mig ikke i min ensomhed
3 comments