Wysiwit

Sikke alvorligt det hele pludselig blev. Det var jo ikke meningen, altså. Hvor blev humoren af?

Jeg tror nok, jeg var sjov engang. Jeg husker ikke de præcise omstændigheder, men det var vist i et frikvarter engang i 1.g. Nu har jeg så lige læst Nynnes Dagbog 1, 2 og 3, og hvis folk falder om af grin over den slags, så må jeg jo være intet mindre end hysterisk morsom… Men det er lissom bare for let, ikke?

Nåmen altså, jeg skrev vistnok noget om at pleje mine smilerynker. Det arbejder jeg så på. For eksempel har jeg lige malet mit køkken i en meget intens gul-grøn farve, lågerne bliver flaskegrønne, og det hele skal bindes sammen af nogle gardiner, jeg fandt i IKEA, og gerne virke som en bøgeskov i forårssolen. Lige nu ser det så mest af alt ud som om Påskeharen har kastet op ud over det hele. Lidt ligesom jeg forestiller mig det må føles at være inde i Kermit. Med tømmermænd.

Men det får mig til at smile. Grine, faktisk. Af chok, når jeg går forbi og får et hurtigt glimt; af mig selv, fordi jeg altid roder mig ud i den slags; og af løssluppen og let manisk begejstring over at kunne gøre det, som jeg vil, fordi det er mit køkken og mig, der skal bo her. Alene. Nemlig.

Hvilket fører mig til en anden stor ting i mit liv: Jeg har købt powertools! Bemærk: Toolsssssss, flertal, mere end et!! For boremaskinen har jo været længe undervejs, det er den, man altid mangler og må låne, og efterhånden synes jeg vist, at jeg er blevet for gammel til at være hyldeluder. I hvert fald for gammel til at gide. Så jeg købte boremaskine og føler dermed, at jeg officielt har erklæret mig voksen.

Det andet er en trekantsliber. Smag lige på ordet: tre-kant-sli-ber. Er jeg den eneste, der får forkerte associationer?? Men det er altså bare en almindelig slibemaskine. Som jeg har købt, fordi jeg skal slibe gammel maling af mine køkkenlåger, før de kan genopstå som spejlblanke flaskegrønne skovsøflader. Jeg har tænkt mig at gøre-det-selv. Vel at mærke gøre-det-hele-selv. Og med indkøb af trekantsliber gik det op for mig, at jeg nu også officielt havde erklæret mig single. Helt og aldeles gør-det-hele-kan-og-vil-selv single. Det er jo også en slags signal at sende…

Jeg tror hellere, mine powertools må bo i en skoæske inde under sengen og lære at sige som et par sindssygt dyre og ufornuftige stilletter, når der er mandlige gæster. De skulle jo nødig få det indtryk, at vi ikke har brug for dem. Mændene, altså. For der er altså stadig visse ting, som selv ikke de bedste powertools kan kompensere for… *host*