Bare fordi
Jeg har ikke meget til overs for mærkedage. Af den kommercielt fabrikerede slags, forstås.
Mors dag og fars dag. Hundens og kattens, kanariefuglens og hamsterens dag, det får jo aldrig ende.
Hver dag bør være en mærkedag, alene fordi den er ny, og vi er blevet den givet. Hver dag er noget særligt i kraft af sig selv.
Og så alligevel…
Hvis nu stress og jag og huj og hast har pisket os til at overse hinanden i forbifarten. Hvis nu det trygge og velkendte luller os til at tage hinanden for givet. Hvis nu vinter og hverdag har formørket det, der betyder noget.
Så skader det jo ikke at blive mindet om at sige det højt. At få det sagt.
Ikke fordi det er Valentinsdag.
Men bare fordi…
Fordi jeg er gladere, end jeg kan huske at have været før. Fordi jeg vågner hver morgen med et smil. Fordi humøret holder trods uheld og krykker og brækket tå. Fordi det er nemt og ligetil, ukompliceret og uden mellemregninger. Fordi jeg ikke behøver være andet og mere, lægge låg på eller ændre mig selv. Fordi tid og sted og alder og omstændigheder opløses til ligegyldigheder. Fordi jeg er færdig med mistænksomhed, skepsis og frygt.
Og det hele er på grund af dig.
Jeg ved, du ved det. Jeg ved, jeg siger det tit. Men jeg siger det lige igen.
Bare fordi…
Her er så stille nu
Tanker er der ellers nok af. Men for tiden er der langt fra hovedet til bloggen: Løse tanker skal størkne til faste ord. Hænderne skal gen-dresseres til dans på tastaturet. Kroppen skal sættes på pause længe nok til at åbne computeren.
Tankerne vil meget hellere flyve og fare. Hænderne vil langt hellere gribe om cykelstyr og sjippetov, havkajak og kettlebells, skistave og strikketøj, klatregreb og kæreste.
Kroppen keder sig hurtigt her bag skærmen. Benene sitrer rastløst under bordet, fingrene trommer utålmodigt, når hovedet ikke kan følge med, og der opstår ophold i ordstrømmen.
Det er, som det skal være. R-evolutionen virker. Homo Computans har rejst sig op igen og opdaget, at den allermest fascinerende maskine er den, vi lever i.
Fokus
Drej på linsen. Stil skarpt på noget andet. Se det, der ligger uden for rammerne.
Der er mange, der lever livet i makro. Med næsen helt nede i navlen, travlt beskæftiget med at dissekere hver eneste lille detalje. Fortaber sig i petitesser og med tiden bliver ude af stand til at se det store billede.
Nogle virker mere som sportsfotografer, på sikker afstand af alting. Observerer livet gennem den allerstørste telelinse uden nogensinde at være med, der hvor det sker. Uden at blive involveret, altid på sidelinjen.
Man kan ændre meget med de billeder, man lagrer på sin mentale nethinde. Lege med beskæring og udsnit, vælge til og fra. Pille ved skarpheden og fokusere på det, der gør billedet smukt.
Det der får en til at smile.
Det der viser livet fra sin allerbedste side.
Appelsiiiiiiiin!
Takt og tone
Der er noget, der ikke stemmer. En disharmoni af en slags.
På gode dage spiller jeg på alle tangenter, og lægger flere til. På de stille dage kan jeg nøjes med en enkelt oktav. Der er dybe dage og skingre dage, og dage der svinger op og ned. Der findes det hele i min livssymfoni.
En gang imellem smutter der en tone eller to, men det hører ingen, når musikken spiller.
Og så er der de dage, hvor det slet ikke spiller. Hvor jeg hakker i det og kommer ud af takt. Med mig selv, med min hverdag og med verden. Hvor jeg løber for hurtigt eller går helt i stå. Sidder fast i en mol-nedgang, der slet ikke dur.
Hvor jeg prøver at ramme en stemning, men det bare lyder falsk.
Så er det bedst at lægge instrumentet fra sig. Holde en pause, og lade det hvile. I morgen får piben en anden lyd.
Mellem to
Inde i mit baghoved bor en stram og sippet sekretær. Det er hende, der holder regnskab, holder styr, og holder opsyn. Med mig, med mit liv, med alt hvad jeg foretager mig eller ikke foretager mig, siger eller ikke siger. Alt hvad der går galt eller mislykkes.
Intet går hendes næse forbi – jeg forestiller mig, at den er lang og spids, med et par pertentlige små læsebriller helt ude på tippen.
Sybille er plisseret. I hele sit væsen. Hun går op i sit job med liv og sjæl.
Mit liv og min sjæl.
I lange kolonner fra alle mine år har hun opregnet hvert eneste fejltrin, hver eneste kiks eller uheld. Hver eneste dumhed eller flovhed eller ydmygelse. Så har hun noget at henvise til, når jeg gør det igen. Og hun glemmer aldrig.
Men så er der heldigvis Simone. Som bor et sted lige over hjertet. Hun holder fest og holder hof og holder med. Mig.
Simone har let til latter, og når hun ler, bobler jeg indeni. Hun ler af solskinsregn og stærekasser, grusvejsknas og gummistøvlesjosken. Stort og småt. Og mig.
Hun tager ikke tingene så højtideligt. Og hun bryder sig ikke om kolonner.
Hver eneste smil eller kys eller kærtegn, hvert eneste glade sekund, bliver samlet i en stor blomsterkurv, som hun bærer under armen. Og når tårerne triller, eller maven slår knuder; når Sybille spidser munden og blyanten og slår sine streger i den sorte bog – så danser Simone og strøer om sig med latterbrus og glædessmil.
Og så smiler verden tilbage.
En boldspassers bekendelser
I dag har jeg været gennemblødt to gange. På den måde hvor man kan vride en halv liter vand ud af sine sokker.
Det har stået ned i stænger hele dagen, og skemaet bød på tre timers mountainbike fra morgenstunden. Vi var gennemblødte allerede inden vi nåede skoven. Og så gjorde det jo ingen forskel, at sporene var blevet til bække og grøfterne til badekar. Med mudder, forstås.
Tilbage på skolen spulede vi først cyklerne og så os selv. Et par elever fra musik- og teaterlinjerne rystede uforstående på hovedet, da de gik forbi, mens jeg var ved at skylle mine cykeltights og skoovertræk i den store vandpyt uden for huset, hvor vi bor. De var pakket ind i trøjer, regnjakker og gummistøvler og skulede olmt ud i regnen fra under deres paraplyer.
Varmt bad, tørt tøj, stor frokost.
Og så til valgfag. Mit valg: Amerikansk sport.
Nu var jeg aldrig nogen ørn til det der med bolde. Af nogen slags. Faktisk er jeg notorisk bold-spasser, kendt i skoletiden for mit særlige talent for at komme til skade, bare ved at kigge på en bold. Og det var endda den almindelige, runde slags. Den forudsigelige slags.
Hvad der helt præcis fik mig til at mene, at jeg ville have større succes med en aflang, tilspidset – og dermed totalt uforudsigelig – variant, har jeg svært ved at komme i tanker om. Det var ikke kønt.
Desuden går man jo ikke inden døre og spiller flag football på grund af en smule regn. Men man står bare heller ikke særlig fast i løbesko på en våd græsbane. Og bolde bliver ikke mere medgørlige af vand og mudder.
Fedtfingre. Sæbehånd. Fjols. Jeg nåede at få mange tilnavne på den forholdsvis korte tid, min overbelastede fod ville lade mig spille med. Men jeg greb da næsten bolden. En enkelt gang.
Nu sidder jeg på min seng, godt brugt og øm i kroppen efter to dage med tætpakket skema og flere timers træningsforløb. Med et bredt grin under de trætte øjne. Endelig tør.
Og endelig dér, hvor jeg hører hjemme.
Smil
Man rejser på en anden måde, når rejsen er målet i sig selv. Jeg er hverken turist eller på ferie, men alligevel på gennemrejse. Jeg er hjemme overalt, men stadig fremmed.
Venskaber er intense, fortættede, afgrænsede af tid og sted, men ikke begrænsede til nu og her. Relationerne strækker sig på tværs af verden, hjulpet af moderne teknologi og åbne sind. En ny ven fra Tyskland bliver til rejsekammerat for en stund. Mennesker mødt i Portland genforenes i San Francisco.
Nye bekendtskaber formidler kontakter, tilbyder hjælp og rådgiver kyndigt. Jeg får tips fra de lokale og ser en anden verden end den, turisterne møder gennem glittede guidebøger.
Som nomade rejser jeg på folks nåde. Som en-kvindes guerrillaturist bevæger jeg mig under radaren. Kommer under huden på mennesker og steder. Ser livet indefra og udefra på en og samme tid.
Det er smukt og fascinerende, spændende og interessant. Det er opløftende og medrivende, hjerteskærende og overvældende.
Men frem for alt opløftende.
Overalt oplever jeg medmenneskelig omsorg, oprigtig interesse og grænseløs hjælpsomhed. Min tro på det gode bliver bekræftet igen og igen, og jeg bringer det glade budskab med mig: Verden er god, og vi gør den bedre, når vi åbner os for hinanden.
Se op. Smil. Det varmer både indad og udad.
Ved enden
De siger, at verden går under i dag. Og jeg tænker, at det må den gerne.
Ikke for det, der er mangt og meget, jeg gerne vil nå, og mennesker, jeg gerne vil elske. Men jeg er allerede i gang. Jeg spilder ikke længere tiden, lader ikke mere stå til.
Det giver ro og glæde at gøre det, der sætter brystet i brand. De ting, man kun tør drømme om, med lyset slukket og når ingen ser det. Også det vilde, det skøre og det ufornuftige. Det usikre og det skræmmende. Det der kilder allermest i maven.
Tag nu afsted, hvis det store udland kalder. Skift nu job, hvis dagene slæber sig afsted. Kys nu manden – eller pigen – hvis det føles rigtigt, lige nu og lige her.
Lad i morgen være en mulighed i stedet for en trussel.
Og brug i dag præcis, som du har lyst. De siger, det er den sidste.
Kysset af syrener
Syrenduft i sommerregn. Intens, fortættet, bæres den på fugtens stærke vinger.
Lander på min næsetip og følger mig til dørs.
Kysser mig blidt på gensyn. Hænger ved mine læber for en stund.
Smager af sommer og kærlighed.
Bjergbestigning
Ikke mere aprilsnar. Ikke mere tant og fjas. Nu er det alvor!
Om godt otte uger tager jeg på eventyr, kun iført rygsæk og høj hat. Nåja altså… og tøj, naturligvis! Ellers bliver det vist lidt for spændende.
Projektet kan til tider virke overvældende, udfordringerne kan synes uoverstigelige, som de tårner sig op foran mig.
Jeg øver mig som bjergbestiger. Det gælder om at se, hvor man sætter fødderne, og koncentrere sig om det næste skridt, og så det næste, og det næste – og kun se op mod toppen af og til for at udstikke retning og holde målet for øje. Og huske at nyde turen og udsigten undervejs.
Enhver rejse starter som bekendt med det første skridt.
Det bliver stort, og jeg glæder mig. Men når Danmark har smilehuller får jeg lidt mindre travlt med at komme afsted.
3 kommentarer