Små og store svigt
Det er farligt nemt at svigte. Og vi gør det jo ikke med vilje – det ville nærmere være en form for forræderi.
Men der er masser af faldgruber i hverdagen, de små svigt, som skyldes uopmærksomhed, eller dovenskab. Fordi vi allesammen er indbyrdes forbundet, om vi vil det eller ej. Vi har forventninger til hinanden, ofte uudtalte og udefinerede. Og ofte uafklarede, indtil det øjeblik, vi bliver skuffet.
Jeg kan svigte som datter, der ikke ringer hjem til mine forældre en gang imellem. Jeg kan svigte som søster, der glemmer at høre, hvordan det gik med eksamen. Jeg kan svigte som bofælle, der ikke holder orden eller ikke får gjort rent. Og jeg kan svigte som blogger, der ikke finder tid til at skrive i ugevis, så bloggen ligger øde hen som brakmark på det digitale landkort.
Små svigt, der kan klares med en undskyldning og en indsats for at forbedre sig.
Og så er der de store svigt, dem der vender op og ned på alt, tipper balancen i en relation og truer med at ødelægge den for altid. Hvor man egentlig vidste bedre. Hvor ingen undskyldning rækker.
Jeg aner ikke, hvordan man kommer videre derfra. Men jeg ved, det kræver vilje og styrke, forståelse og empati. Kærlighed og omsorg. Det tager tid at genopbygge tilliden. Men jeg giver ikke op.
I mellemtiden kan jeg sørge for at passe mine relationer ordentligt. Det er en livslang proces, og jeg arbejder på sagen. At være en bedre datter, søster, moster, veninde, elev, instruktør, ansat, bofælle, holdkammerat. At være et bedre menneske.
Jeg kan jo starte med at holde bloggen ved lige. Undskyld fraværet, og velkommen tilbage.
Afsporet
Det er farligt at køre på skinner. Man udvælger målet, sætter i gang og nyder udsigten og farten. Og lader tankerne flyve.
Forsvinder ind i en parallelverden, kommer ud på et sidespor. Lader sig optage af andre ting, mens dagene kører på autopilot. Ignorerer virkeligheden og gemmer sig i en magisk boble af fornægtelse.
Indtil sporene pludselig slår et knæk og krydser hinanden. Med et sønderlemmende brag ramler vi sammen, vågner af drømmen, ser os forstenet omkring på forvredne skinner og glødende vragdele.
Ingen ord kan reparere skaden. Ingenting vi gør kan råde bod.
Jeg sætter en fod foran den anden og begynder at gå. Et skridt ad gangen, i mit eget tempo. Alene.
Godt polstret
Der er noget, der holder mig tilbage. Polstret i pudedragt, stoppet ud med forbehold, forsigtighed og fortid. Pakket ind i lag på lag af flammeresistent materiale.
Jeg er ikke nem at komme helt ind på livet af. Men du lander blødt, hvis du prøver.
Som slag i en pude, selv den stærkeste kraft minimeres til et puf, bevæger mig, men flytter mig ikke.
Polstringen er ved at være gammel, tyndslidt. Jeg stikker ud. Og tager ind. Mange gode mennesker har slidt på dragten gennem året, krammet mig og elsket mig, så dun af forbehold fløj til alle sider. Som en gammel teddybjørn, knuselsket med skaldede pletter.
Der er noget, der holder mig tilbage. Men det kan krammes væk.
Ordblind
Hvad stiller man op med alle sine ord, når de ikke kan enes om betydning?
Jeg taler, og skriver, og stirrer mig blind, på kliker af bogstaver, grupper af ord, der driller mig og råber af hinanden. De kæmper om pladsen, i hovedet og på papiret, snyder foran og gemmer sig i mængden.
Der er dem, der er stærke og tryner de andre, og dem, der får sneget sig ind. Der er dem, der er hurtigst og forrest på tungen, og dem, der er gemt indeni.
Hvis de bare kunne enes, slutte fred og give plads, til hinanden og til alle mine tanker. Der er dage, hvor min hjerne bryder ud i borgerkrig, hvor min sproglighed bliver til en åben slagmark. Eksplosioner i mit hoved og granatchok bagved panden, mine øjne lyner, mens mit indre står i brand.
Og jeg holder munden lukket, lader læberne forsegle, hvad der foregår derinde. For jeg ved, at hvis jeg vover selv den mindste lille ytring, vil jeg ende med at sige alle de forkerte ting. For når ordene tager over, mister alting sin betydning, og jeg mister herredømmet over det, der slipper ud.
Hvis jeg sidder og er stille, og du spørger, hvad jeg tænker, kan det ske, at jeg må nøjes med at sende dig et smil. Det er ikke ord, jeg mangler, det har endnu aldrig ramt mig, jeg er bare overvældet af betydningernes kamp.
Når det, jeg vil sige, er vigtigt og følsomt, må jeg famle i blinde og snuble mig frem. Jeg bliver forlegen og mærker min tunge og hører min stemme og hjertet, der slår.
Det er ikke blevet nemmere trods årene på bagen, jeg må stadig kæmpe kampen, vinde krigen mod mig selv. Jeg går stadig rundt i tågen tæt af ord, der sænker sig.
Måske jeg har brug for en ordblindehund?
Noget om usikkerhed
Det er ikke rart at være bange. De færreste bryder sig om at være i tvivl. Uvisheden kan være skræmmende og lammende.
Når vi ikke ved, hvad der vil ske, går vi i stå. Stopper op og går rundt om os selv i hælene på vores bekymringer. Det virker umuligt at tage det første skridt, når man ikke ved, om det er det rigtige. Eller i hvilken retning man skal gå.
Det er menneskeligt og naturligt.
Måske er jeg bare skruet anderledes sammen. For den usikkerhed, som alle synes at undgå og udrydde, er netop det, der driver mig. Trygheden kvæler mig derimod, bedøver mig og stjæler mit initiativ. Min hjerne keder sig af rutiner og sikkerhed, går i selvsving, går i stå.
Uvisheden vækker mig, pirrer min nysgerrighed og opfordrer mig til leg.
Der er jo alligevel ingen, der kan vide, hvordan det hele ender. Hvorfor ikke nyde nuet og tage det hele, som det kommer – med et smil?
Jeg lover, jeg kan tage de knubs, der måtte tilstøde mig. Jeg har trods alt overlevet det, der var værre.
Bekymring er nok den mest nytteløse anvendelse af tankekraft. Måske lige med undtagelse af fortrydelse. I må gerne bekymre jer om mig. Bare I ikke bekymrer jer for mig. Til gengæld skal jeg nok lade være med at gøre noget, jeg fortryder.
Implosion
Så gik det alligevel galt. Jeg glemte at trække gardinerne for, før jeg tændte lyset. Nu føler jeg mig blottet.
Mentalt, forstås!
Som blogger er det en balancegang, og jeg startede netop min blog for at øve mig. Og nu faldt jeg altså ned af linen. Jeg har ikke egentlig slået mig, det er vist mest min stolthed, der fik sig et knæk. Og den har alligevel prøvet det før og heler med tiden.
Når man går og skuer indad er det nemt at forsvinde helt ind i sig selv. Implodere i sit eget hovede.
Vi er jo alle verdens navle i vores eget univers, så vi forveksler nemt navlebeskuelse med stjernekiggeri. Og bliver suget ind i navlens sorte hul, hvor alt er mørkt og trykkende. Sidder fast i kosmisk selvmedlidenhed.
Undskyld.
Nu vender jeg kikkerten og ser udad. Studerer Sjælens Vennekreds. Ser alle jer, der stråler omkring mig som stjerner på livets himmelhvælving. Strækker øjnene mod fjerne himmelstrøg.
Tak.
Nærsynet
Mine øjne vandrer over hvide vide vidder. Strækker sig langt over landet; indtager endelig horisonten.
På vej gennem Jylland. På ferie. På familiebesøg. På landet.
Først nu mærker jeg for alvor begrænsningen i min hverdag, hvor blikket aldrig får fart, før det bremses af nådesløs beton og barrierer af mursten og asfalt og stål.
Horisonten er altid inden for rækkevidde i en by. Mellem menneskeskabte søjler, gennem kunstigt anlagte færdselsårer, rundt i myretuen myldrer vi ind og ud mellem hinanden med øjnene slået ned af fare for at møde en fremmeds blik.
Hvad er vi bange for at se? Er vi bange for at blive gennemskuet?
Vi er en nærsynet befolkning. Lever livet med næsen i bogen, i telefonen, i computeren. Selv de fjerneste dele af verden står knivskarpt på få centimeters afstand og lyser ud af skærmen. Virkeligheden filtreres, fragmenteres og genskabes, repræsenteres i brugervenlig form, bygget af nuller og et-taller.
Mit mailprogram viser mig, at det er dagslys. En widget på mit skrivebord fortæller mig, at det sner. Vinduer er blevet overflødige, dørene er godt på vej. Vi har lagt os selv på hylden i vores dovenskab. Komforten er fængslende.
Nej, lad mig komme ud, hvor der er højt til himmelen og langt til målet. Luft til hjernen og lyst til hjertet.
Mine øjne er nomader i verdensrummet.
Rør ved mig
Jeg har brug for at føle, at jeg lever.
Giv mig et kram, nus mig på armen, kys mig på kinden. Også selvom jeg stivner. Også selvom jeg rødmer. Også selvom jeg trækker mig væk.
Jeg er vokset op som et hovedmenneske med kroppen som det praktiske fundament. Et redskab til at føre mig gennem tilværelsen. Et transportmiddel. Jeg bliver usikker af fysisk kontakt. Jeg føler mig akavet og bliver pinligt berørt.
Først de senere år har jeg opdaget, hvad min krop er i stand til. Den kan meget mere, end jeg havde troet. Den kan gennemføre hårde fysiske udfordringer. Den kan danse. Den kan tage verden ind med alle sanser åbne. Og den er blevet forsømt alt, alt for længe. Mishandlet. Misforstået.
Det er på tide at flytte fokus, at starte nedefra og skabe et solidt fundament. Sundhed indefra med kost og motion. Og kærlighed udefra, med berøring og kærtegn.
Vi kunne alle bruge mere sansning, mere omsorg og mere kontakt.
Så rør ved mig. Du må godt.
Angst
Rør mig
Hold dig fra mig
gå din vej
Nej bliv
Jeg tror måske jeg elsker dig
Forsvind
ud af mit liv
Kys mig, elsk mig
hold om mig
Giv slip lad være
jeg hader dig
mig
Glem det undskyld tilgiv mig
Giv ikke slip
jeg skammer mig
Hør nu hvad jeg siger
Lad mig være i fred
Efterlad mig ikke i min ensomhed
Alfemale
I am a lot like a man in many ways. Except I talk more. And also, I have breasts.
But I like to talk about cars and sports. I don’t want a cat, I prefer a dog. A big dog, not one of those little ratlike creatures that seem to be so popular. Also, dogs shouldn’t wear clothes. Or anything baby pink. Nobody should wear anything baby pink.
I like to picture myself in a log cabin by a lake in a forest in the foothills of some majestic mountains. I like to work with my hands. I like tools. And gear.
So I’ve always felt at home in a room full of guys. I feel like I can just be me, and I relax and forget myself. I feel like one of the guys. Until suddenly I realize that I’m not, and I never can be. It’s like being awakened by a kick in the face.
Suddenly I see that they’re not talking to me because they want to hear what I have to say, but because they’re hoping, if they pretend to listen, they might get to take my clothes off afterwards. It’s like the dream where you find yourself naked in a room full of people.
I’m in the lions’ den, and the animals haven’t been fed. They look at me like a big chunk of meat, and I just want to hide, to disappear. To escape.
Maybe to that log cabin far away from everything and everyone…
But once in a rare while there will be somebody different. Someone who sees me and hears me and doesn’t turn into a carnivore at the first scent of meat. Who stands back and lets the animals fight it out. Who steps in and gets me away from the circus. And I get to feel like a person again.
I am not a man. But I am not a piece of meat either.
I am someone, and it makes me happy and grateful when someone appreciates that.
Thank you.
3 comments