Åndgribeligt
Håndgribeligt. Håndfast. Håndværk. Håndsrækning.
Det er en fryd at bruge sine hænder.
Hele ugen har jeg skyllet og renset, skåret og snittet, hakket og skivet. Kogt og rørt og hældt og krydret. Kokkereret på industriplan.
Vi har køkkenvagt på højskolen. Alle adventureinstruktørerne er i køkkenet hele ugen og hjælper til med at lave mad til skolens ca. 900 elever. Der skal mere end en knivspids salt til…
Stemningen er god, arbejdet er konkret og ligetil, og der er hele tiden noget at tage sig til. Men der er også plads til at holde en pause og spise nogle pandekager. Lave vandkamp med spuleren i opvasken. Synge Fraggle Rock og danse fjollet.
Jeg nyder livet og ugen og dagen i dag. Jeg smiler fornøjet, for mig selv og dem, der ser det. Og jeg tænker på, om det her mon ikke er lykken?
Fra hovedværk til håndværk. Mine drømme er blevet … håndgribelige.
Ånd staves da med ‘h’?
leave a comment