I lånte fjer
Som magneter gennem livet trækker vi spor hen over verden. Samler ting og tanker og tråde, tiltrækker og frastøder, skidtet såvel som det gode og skønne.
Halen vokser, mens vi slæber på en stadig større byrde. Tingene hober sig op, følger med, låser os fast i deres tryghed. Og afhængighed. Måske.
For mange er halen en stolthed og pryd. Påfuglefolket plejer fjerene til glæde og beundring for sig selv og hinanden, og ikke mindst for en trækfugl som mig. Vingerne bliver forfordelt og holdes tæt til kroppen, spredes kun med mellemrum til feriefugleflugt. Men bærer ikke længe halens vægt.
Jeg har trænet mine vinger gennem hele livet. Prøvet at lette, tynget af den fremmede fjerpragt. Flakset afsted uden at kunne få luft. Jeg har øvet mig i drømme, med vinger stækket af modstand.
Nok er jeg ikke den største fugl, den stærkeste, eller den smukkeste; men nu mærker jeg mit hjerte banke troligt med taktfaste vingeslag. Min lykke ligger i bevægelsen. På gennemtræk.
Misundelige høns har plukket af mine halefjer. Sygdom har fældet endnu flere. Men jeg savner dem ikke, og jeg ønsker mig ikke nye. De sidste forærer jeg bort og nyder synet på afstand.
Jeg er ingen svane. Jeg er ikke nogen ælling. Og jeg er færdig med at leve som påfugl. I lånte fjer.
Nedtælling…
Nu er det officielt. Jeg har lige sagt mit job op. Den 31. maj forlader jeg kontoret for sidste gang. Dagen efter flytter mine nye lejere ind i min lejlighed på en to-årig kontrakt.
Med andre ord: Fra 1. juni er jeg effektivt arbejds- og hjemløs. Vagabond.
Jeg har før været uden tag over hovedet. Og det er langt fra første gang, jeg er uden fast arbejde. Det har været hårdt, og frustrerende, og deprimerende. Men denne gang er det anderledes. Denne gang er det et velovervejet valg. Mit valg. Og selv om det sikkert bliver hårdt, så er det også spændende. Og opløftende. Og ret sejt. Faktisk.
Gennem de seneste måneder har jeg arbejdet målrettet på at føre drømmen ud i livet. I efteråret gjorde jeg op med mig selv, hvad jeg ville. At jeg ville.
Jeg var nedtrykt og utilfreds. Som sædvanlig. Men i stedet for – som sædvanlig – at slide mig selv op i en kamp for at tvinge mig selv ned i den form, der var lagt ud for mig, besluttede jeg at ændre formen. Jeg tænkte frem, overvejede konsekvenser, og satte i gang. Et skridt ad gangen. Langsomt, men sikkert. Helt ukarakteristisk for mig…
I dag kan jeg sidde med ro i sindet (trods brusen i blodet og bobler i maven) og se det lykkes. Brikkerne falder på plads, en efter en, og tingene går op i en højere enhed, som jeg aldrig havde forestillet mig mulig.
Det er en fantastisk følelse. Og det mest fantastiske er måske, at det smitter.
Ensomhed
Efter en uges influenzainduceret isolation i min toværelses er jeg blevet ekstra opmærksom på noget, som jeg tidligere har forsøgt at undertrykke og ignorere. Ensomheden.
Pludselig ser jeg kunstigheden i vores moderne samfund, hvor millioner af unge “singler” pakker sig ind i hver deres små adskilte kasser og kalder dem Hjem. Jeg har min egen kasse. Her har jeg mine ting, her sover jeg om natten, her ligger jeg syg i dagevis – uden at se en sjæl.
For mig er et hjem noget, man deler med nogen. Et fællesskab. Et samlingspunkt.
Jeg har tidligere længtes efter at have et sted, der bare var mit. Hvor jeg kunne være mig selv og lukke verden ude. Men nu viser det sig at være selvforstærkende. Jo mere jeg er for mig selv, jo mere fastlåst bliver jeg i mine vaner og tanker og mønstre. Jo mere irriteret bliver jeg af andre mennesker. Og jo sværere bliver jeg at leve sammen med.
Så hiv mig ud og lege. Prik til mig. Overtal mig. Jeg vil jo gerne – også selvom jeg selv tror, at jeg helst vil være i fred.
Knægtet af hylder
Jeg er ikke så god til hylder. De virker bare ikke for mig.
Desuden er jeg kommet til at overveje en ting: Vi taler om at ‘lægge noget på hylden’. I betydningen at vi opgiver det; lægger det fra os. Men vi taler også om at ‘finde sin rette hylde’.
Er det så bare det? Er vi så parkeret? Lagt på plads? Opgivet?
Er det meningen, at vi skal ligge der resten af livet? Og gør det egentlig noget, hvis nu det virkelig er den rette hylde? Og findes der så en hylde til mig?
Ude i mit meget forårsgrønne køkken står der fire hylder fra IKEA. Står. Ikke hænger. Det er første fejl – hylder skal hænge på væggen. Men der står de altså, og der har de stået i et års tid nu.
Det er ikke egentlig dovenskab, men snarere en form for ligegyldighed.
Jeg besluttede mig jo for, at jeg var blevet for gammel til at være hyldeluder – og at det var på tide at skaffe mig mine egne powertools. Der var bare nogen, der glemte at fortælle mig, at der ikke følger bor med, når man køber en boremaskine. Det er jo ikke indlysende. Så nu står de dér, hylderne, med boremaskinen på bordet ved siden af.
Mit redebyggerinstinkt er blevet lagt på hylden. Eller…
Nåja, måske er det blevet parkeret. På gulvet. Ved siden af hylderne.
Imens går jeg selv rundt og søger. Prøver at finde min ‘rette hylde’. Men måske er jeg mere en knag?
Gør-det-selv stjerne for en aften
Sikke alvorligt det hele pludselig blev. Det var jo ikke meningen, altså. Hvor blev humoren af?
Jeg tror nok, jeg var sjov engang. Jeg husker ikke de præcise omstændigheder, men det var vist i et frikvarter engang i 1.g. Nu har jeg så lige læst Nynnes Dagbog 1, 2 og 3, og hvis folk falder om af grin over den slags, så må jeg jo være intet mindre end hysterisk morsom… Men det er lissom bare for let, ikke?
Nåmen altså, jeg skrev vistnok noget om at pleje mine smilerynker. Det arbejder jeg så på. For eksempel har jeg lige malet mit køkken i en meget intens gul-grøn farve, lågerne bliver flaskegrønne, og det hele skal bindes sammen af nogle gardiner, jeg fandt i IKEA, og gerne virke som en bøgeskov i forårssolen. Lige nu ser det så mest af alt ud som om Påskeharen har kastet op ud over det hele. Lidt ligesom jeg forestiller mig det må føles at være inde i Kermit. Med tømmermænd.
Men det får mig til at smile. Grine, faktisk. Af chok, når jeg går forbi og får et hurtigt glimt; af mig selv, fordi jeg altid roder mig ud i den slags; og af løssluppen og let manisk begejstring over at kunne gøre det, som jeg vil, fordi det er mit køkken og mig, der skal bo her. Alene. Nemlig.
Hvilket fører mig til en anden stor ting i mit liv: Jeg har købt powertools! Bemærk: Toolsssssss, flertal, mere end et!! For boremaskinen har jo været længe undervejs, det er den, man altid mangler og må låne, og efterhånden synes jeg vist, at jeg er blevet for gammel til at være hyldeluder. I hvert fald for gammel til at gide. Så jeg købte boremaskine og føler dermed, at jeg officielt har erklæret mig voksen.
Det andet er en trekantsliber. Smag lige på ordet: tre-kant-sli-ber. Er jeg den eneste, der får forkerte associationer?? Men det er altså bare en almindelig slibemaskine. Som jeg har købt, fordi jeg skal slibe gammel maling af mine køkkenlåger, før de kan genopstå som spejlblanke flaskegrønne skovsøflader. Jeg har tænkt mig at gøre-det-selv. Vel at mærke gøre-det-hele-selv. Og med indkøb af trekantsliber gik det op for mig, at jeg nu også officielt havde erklæret mig single. Helt og aldeles gør-det-hele-kan-og-vil-selv single. Det er jo også en slags signal at sende…
Jeg tror hellere, mine powertools må bo i en skoæske inde under sengen og lære at sige som et par sindssygt dyre og ufornuftige stilletter, når der er mandlige gæster. De skulle jo nødig få det indtryk, at vi ikke har brug for dem. Mændene, altså. For der er altså stadig visse ting, som selv ikke de bedste powertools kan kompensere for… *host*
En helt igennem fuldendt dag
Og så er der dage, hvor alting falder i hak. Hvor man skal nå en masse, men ikke lader sig stresse, fordi man ved, at der er tid nok.
Hvor man både når at sove længe, for så at hente kaffe og croissanter i den søndagsstille by og nyde morgenmaden i godt selskab. Hvor man med pludselig energi får sat skik på hjemmet, inden man får kollegerne til møde, og endda får lagt papirer på plads, som har ligget i bunker på spisebordet i månedsvis. Fordi man bor alene, og det kan være lige meget. Og hvor begejstringen over egen effektivitet sætter gang i endnu mere, så man også når en hurtig støvsugning, inden det ringer på døren.
Hvor man får forberedt og færdiggjort den præsentation, der har været længe undervejs, og som skal gives i morgen. Hvor man laver sig et fodbad og en kop kaffe, så man alligevel kan hygge sig med de flere hundrede siders korrektur, der havde deadline i fredags og er blevet udsat over weekenden, fordi man var syg.
Hvor man får lavet sig et velsmagende og sundt aftensmåltid, improviseret med de få ting, der var tilbage i køleskabet. Selv om man har pizza tilbage fra igår.
Og hvor man sidder i sin sofa efter endt arbejde, på en smuk og lun søndag aften i København med den lyse sommerhimmel uden for vinduet og fugle, der kvidrer et fredsommeligt godnat. Og tænker, at i dag har været en god dag. I dag har været en helt igennem fuldendt dag.
Håbets knagerække
Håbet er flyvsk. Uden mål eller retning er det svært at fastholde. Og hjemløst håb er måske det ensomste i verden.
Det hjælper at have noget at hænge det op på, en samtale på et spændende job, en frokost med nye mennesker eller en aftale med en sød fyr. Når så samtalen går godt, kan man gå og lune sig ved tanken om muligheden for at måske. Tage jobbet på i tankerne og se, hvordan det passer. Hvis fyren bliver ved med at være sød, kommer han også med ind i det mentale prøverum. Øhm… *host*
Desværre er jeg ikke snedker, og mine knager er ikke så stabile. De falder ned af og til, så håbet knuses mod gulvet, og de skarpe små splinter borer sig ind i mit bryst. Det gør ondt, og jeg bliver trist og går i seng midt på dagen, gemmer mig under min dyne og prøver at sove smerten væk.
Heldigvis er der også knager, der sidder så godt fast, at de slår rod og skyder grene. Hvor håbet vokser til vished og lykke, og føler sig hjemme dybt inde i mig. Fantastiske mennesker, dejlige venner, rækker hånden frem og lokker mig ud fra dynens skjul. Og giver mig mod på at håbe igen.
Det burde hedde Double
Ordet single er faktisk dybt misvisende. Jeg har været i forhold og jeg har boet sammen med kærester før. Nu er jeg så – single.
Men i virkeligheden er det jo dobbelt så meget arbejde at bo alene; dobbelt så ofte rengøring, dobbelt så ofte tøjvask, dobbelt så ofte indkøb og dobbelt så ofte madlavning. For der er jo ikke andre at dele opgaverne med. Det er også dobbelt så dyrt, for pludselig skal man betale hele huslejen selv. Og internetforbindelsen, og forsikringen osv. Og faktisk koster det nærmest det samme at købe ind til én som at købe ind til to. Det var der ikke nogen, der havde fortalt mig.
Til gengæld kan det også være dobbelt så sjovt: Jeg har jo pludselig dobbelt så meget skabsplads for eksempel. Og dobbelt så meget plads i det hele taget. Mindst dobbelt så meget frihed. Dobbelt så meget beslutningsmagt. Dobbelt så meget tid. Jeg ser mine venner dobbelt så meget som før. Og jeg har jo ikke skiftet sengen ud, bare fordi jeg blev alene. Så nu har jeg dobbelt så meget plads at brede mig på. Og dobbeltdyne, ikke at forglemme. Helt for mig selv.
Men det kan også være tomt. Selvom jeg har stoppet alt mit tøj ind i skabet, er der stadig tomme skuffer. Selvom min seng trods alt kun er 1.20, så er jeg altså endnu smallere. Og selvom jeg har udvidet kredsen af venner betydeligt, er der stadig aftener, hvor jeg sidder alene med al min plads som et tomrum omkring mig.
Så er jeg dobbelt så ensom.
30 på vej mod 13
Der er gået noget galt. Det skete lige omkring min 20-års fødselsdag. Indtil da levede jeg et helt almindeligt liv med en naturlig udvikling: Fra fri leg til skolen til gymnasiet. Fra venskab til mobning til outsider. Fra ballet til ridning til druk. Og fra naiv til skeptisk til fuck-you-I-wont-do-what-you-tell-me.
Og så fyldte jeg altså 20, og nogen ramte den store rewind-knap. Mit liv sad fast i bakgear. Og den naturlige udvikling, som jeg kunne se alle andre følge, var vendt fuldstændig rundt i min tilværelse:
Mit første hjem var en ejerlejlighed. Så flyttede jeg i lejebolig, så på værelse i delebolig. Og endelig var jeg da også lige tilbage i forældrehjemmet en overgang…
Og så lagde jeg ud med at blive gift, men det holdt ikke. Så blev jeg forlovet. Da det heller ikke holdt, slog jeg mig løs i et par år uden faste forhold – just sex, no strings. Og så fik jeg mig en kæreste.
Det går altså den forkerte vej. Hvis vi lige foretager en analyse af det her liv indtil nu kombineret med mental alder, så starter det med, at man bliver gift og køber lejlighed med sin mand sidst i tyverne eller omkring de 30. Derefter bliver man forlovet og flytter sammen, når man er midt i tyverne. I starten af tyverne slår man sig løs og løber hornene af sig, mens man bor på et billigt værelse og deler lejlighed med tre andre. Endelig får man sig en rigtig skøn gymnasiekæreste, som man tager over til og ser film, hænger ud med vennerne og går til fester med. Kald mig Benjamina Button.
Nu er jeg bekymret. For det kan jo ikke fortsætte på den måde: Hvis I har set Benjamin Button, vil I vide, hvad jeg mener. Hvis I ikke har, kan I spare jer de par timer.
I det mindste sidder jeg nu igen i en lejelejlighed og ikke længere i et værelse. Og jeg bor her helt alene, meget voksent. For nylig underskrev jeg endda en rigtig lejekontrakt, så det ikke længere er en usikker og tidsbegrænset fremleje. Men det der med mænd, det går stadig den forkerte vej. Jeg tror efterhånden, jeg er nået de 13: Hvor man bliver forfjamsket og ikke kan finde på noget at sige og ikke kan finde ud af at holde øjekontakt. Og går rundt om sig selv og ikke tør tage initiativ og ikke kan finde ud af, om interessen er gengældt. Seriøst. Til sommer tegner jeg hjerter i mit penalhus.
Jeg ønsker mig en Barbiedukke til jul.
2 comments