Stormens øje
I går morges blev jeg vækket af et bragende lysglimt, der skælvede gennem huset og skræmte mig vågen. Den tætte rumlen af faldene vandmasser lå i luften. Det var et himmelsk uvejr.
I går aftes kulminerede et helt års samvær og lærdom og nærvær i et brag af en fest, som satte både punktum og udråbstegn for mit ophold på Oure. Jeg var blevet bedt om at holde tale på vegne af eleverne. Det føltes længe som en byrde, men viste sig at være en gave: At få lov at sætte ord på alt det, som ikke kan siges.
I dag har vi taget afsked. Sagt farvel og forhåbentlig på gensyn. Sendt hinanden godt på vej, videre ud i verden og i livet. En lille flok er blevet tilbage; os der skal arbejde på sommerkurserne som instruktører for en hel flok kursister, der kommer her en uge eller to i deres sommerferie. Det første hold starter i morgen.
Men i mellemtiden sidder jeg her, i stilheden og tomheden. I mellemrummet mellem det, der var, og det, der kommer. I stormens øje.
Boldspasseren vender tilbage
Pludselig, jagende smerte. Et smæld af den slags, der ikke bør komme fra nogen del af ens krop. Sortnende, gispende, panisk forkrampet, krøllet sammen på det glatte, kolde gulv.
Jeg ved, den er helt gal. Jeg ved, jeg ikke kommer til at gå derfra.
Jeg kan ikke tænke klart, kan ikke andet end holde om min fod og stirre op i loftet, mens jeg prøver at få vejrtrækningen under kontrol, tæller loftsbjælkerne og studerer hver en detalje for at tænke på noget andet.
Hvorfor pokker skulle jeg også spille fodbold? Hvad var det, der fik mig til at mene, at jeg skulle være med? Når nu hver eneste fiber i min krop instinktivt sagde mig, at det var en dårlig idé?
I skisokker på et glat gulv. Fodbold. Fod. Bold. Meget dårlig kombination, når man er mig.
Så nu er jeg på krykker. Brækket tå og forrevet ledbånd. Hele højre fod er blålig og hævet og ligner noget fra en gyserfilm. Og jeg har ikke engang en sej historie at fortælle.
For det var ikke, da vi gik randonné med oppakning og overnattede i snehule. Det var ikke et vildt styrt i telemark på pisterne. Og det var slet ikke et uheld med isklatring – for det nåede jeg ikke at være med til. Historier er der nok af. Men de hører hjemme i en anden blogpost.
Jeg vil stilfærdigt nøjes med at revidere min opfattelse af begrebet “farlig sport”.
Det hedder “boldsport”.
Åndgribeligt
Håndgribeligt. Håndfast. Håndværk. Håndsrækning.
Det er en fryd at bruge sine hænder.
Hele ugen har jeg skyllet og renset, skåret og snittet, hakket og skivet. Kogt og rørt og hældt og krydret. Kokkereret på industriplan.
Vi har køkkenvagt på højskolen. Alle adventureinstruktørerne er i køkkenet hele ugen og hjælper til med at lave mad til skolens ca. 900 elever. Der skal mere end en knivspids salt til…
Stemningen er god, arbejdet er konkret og ligetil, og der er hele tiden noget at tage sig til. Men der er også plads til at holde en pause og spise nogle pandekager. Lave vandkamp med spuleren i opvasken. Synge Fraggle Rock og danse fjollet.
Jeg nyder livet og ugen og dagen i dag. Jeg smiler fornøjet, for mig selv og dem, der ser det. Og jeg tænker på, om det her mon ikke er lykken?
Fra hovedværk til håndværk. Mine drømme er blevet … håndgribelige.
Ånd staves da med ‘h’?
Oure Camp ’11
Der er Camp for 13-17-årige på skolen hele ugen. En aktiv måde at bruge sin efterårsferie på, næsten 300 elever fra hele landet, der kommer til Oure på enten håndbold-, fodbold- eller adventurelinjen.
Fuld knald på hele ugen. Og vi, der går på instruktørlinjerne på højskolen, får lov at være “de voksne” – det er os, der kører skolen i hele ugen, os der er huslærere, kostpædagoger, aftenvagter, undervisere og legeonkler.
Så vi har haft travlt. Været hængt op med undervisning og møder og planlægning og vagter og ansvar hele tiden.
Denne torsdag aften har jeg vagt i ungdomsafdelingen frem til kl 23, så har vi instruktørmøde, og så er der natløb. Når vi så engang er kommet i seng og har fået måske 4 timers søvn, skal vi op og lave adventure race for Camp-eleverne på vores linje. Når det er ovre, skal vi forberede festmiddag og afskedsfest, selv deltage, smide dem i seng kl 24 – og rydde op bagefter. Op igen lørdag morgen, vække ungerne og have dem til at pakke og gøre hovedrent, før de bliver hentet kl 12.
Og så sover vi nok i tre-fire døgn bagefter…
Men det er fedt. Det er sjovt, og udfordrende, og spændende, og lærerigt. Det er givende, selv når det er frustrerende. Og det er en fantastisk oplevelse, selv om det er trættende.
Så jeg klager ikke. Slet ikke. Men jeg gaber en del…
Pause Poul!
*host*
Det var vel uundgåeligt. Faktisk er jeg overrasket over, at det holdt så længe. Men nu skete det så alligevel: Jeg er blevet syg.
Når man pludselig sætter gang i sin krop og går mere eller mindre fra nul til hundrede fra den ene dag til den anden, så tærer det naturligvis på ressourcerne. Hele kroppen kommer på overarbejde, og det første der sker er, at man bliver meget meget træt og meget meget sulten – hele tiden.
Så vi har spist og spist, og sovet så meget, det lod sig gøre, mellem intro og timer og fest og hygge og alt det andet, man bare ikke vil gå glip af.
Alligevel er det bare ikke helt nok, når weekenderne også har været booket op med aktiviteter og arbejde. Så begynder kroppen at tære på reserverne, og de løber jo tør før eller siden.
Så nu skete det altså. Efter to en halv uges hårdt program fyldt med træning og aktivitet, omgivet af 130 nye mennesker og dertilhørende nye bakterier, måtte mit immunforsvar give op.
Det så allerede truende ud i søndags, da jeg til morgenmaden sad med koldsved, hovedpine og rystende hænder. Og vel at mærke ikke havde drukket aftenen før.
Men en søndag på langs gav fornyet håb, og jeg klarede en hel mandag i havkajak. Og en halv tirsdag med teori.
I går sad jeg og svedte og rystede i bussen på vej hjem fra DHL. Her til morgen går jeg rundt i en osteklokke med tungt hoved og øm hals.
Jeg skal helt sikkert ikke ud og køre mountainbike i to timer. Og det bliver nok heller ikke i dag, jeg tager livredderprøve. Der bliver hverken softball eller mountainbike til mig i morgen, er jeg bange for. Og det ser heller ikke lovende ud for de fire timers klatring på fredag.
*snøft*
Er der ikke nogen, der har en pauseknap? Så jeg kan sætte verden på hold, mens jeg lige restituerer?
leave a comment