Tak
Hurra for rammer, der sprænges, og kasser, der smides ud.
Hurra for mønsterbrydere, der udfordrer normer og gamle værdisæt.
Hurra for alle, der overrasker mig, slår mig ud af kurs og afsporer mine fordomme.
Smil
Man rejser på en anden måde, når rejsen er målet i sig selv. Jeg er hverken turist eller på ferie, men alligevel på gennemrejse. Jeg er hjemme overalt, men stadig fremmed.
Venskaber er intense, fortættede, afgrænsede af tid og sted, men ikke begrænsede til nu og her. Relationerne strækker sig på tværs af verden, hjulpet af moderne teknologi og åbne sind. En ny ven fra Tyskland bliver til rejsekammerat for en stund. Mennesker mødt i Portland genforenes i San Francisco.
Nye bekendtskaber formidler kontakter, tilbyder hjælp og rådgiver kyndigt. Jeg får tips fra de lokale og ser en anden verden end den, turisterne møder gennem glittede guidebøger.
Som nomade rejser jeg på folks nåde. Som en-kvindes guerrillaturist bevæger jeg mig under radaren. Kommer under huden på mennesker og steder. Ser livet indefra og udefra på en og samme tid.
Det er smukt og fascinerende, spændende og interessant. Det er opløftende og medrivende, hjerteskærende og overvældende.
Men frem for alt opløftende.
Overalt oplever jeg medmenneskelig omsorg, oprigtig interesse og grænseløs hjælpsomhed. Min tro på det gode bliver bekræftet igen og igen, og jeg bringer det glade budskab med mig: Verden er god, og vi gør den bedre, når vi åbner os for hinanden.
Se op. Smil. Det varmer både indad og udad.
Kysset af syrener
Syrenduft i sommerregn. Intens, fortættet, bæres den på fugtens stærke vinger.
Lander på min næsetip og følger mig til dørs.
Kysser mig blidt på gensyn. Hænger ved mine læber for en stund.
Smager af sommer og kærlighed.
Spøgelsesbilist
Hvor kan det være svært at tage sin egen medicin.
Alle de mønstre, svagheder og dårlige vaner, som er så tydelige at gennemskue hos andre, ser vi sjovt nok sjældent hos os selv. Ligesom i trafikken er det altid de andre, der kører med hovedet under armen.
Jeg har en blind vinkel som en større Ford Transit, når det gælder mine egne problematikker. Men det afholder mig ikke fra at være bagsædechauffør i alle andres liv.
Og selv om jeg måske nok kan se tingene på større afstand og advare i bedre tid, så er det ikke altid hensigtsmæssigt. Nogle gange stresser det mere, end det hjælper. Og som regel når folk selv at opdage faren i tide, hvis bare de får fred til at koncentrere sig…
Til gengæld kan jeg godt værdsætte, at vågne mennesker i min nærhed råber op og får mig tilbage på sporet, når jeg selv er ved at falde i søvn ved rattet.
Og en gang imellem husker jeg endda at sige pænt tak. Når altså chokket lige har lagt sig, og jeg er færdig med at være fornærmet, naturligvis.
Taknemmelighed
Vi er så gode til at dele forfærdelse og forargelse. Sygdom, dårligdom, uheld og modgang.
Jeg vil gerne vende strømmen. Lad os starte en bølge af velvilje, glæde og taknemmelighed. Det er jo bevist, at glæde smitter, så lad os inficere hinanden med begejstring. Lad vores humørvirus sprede sig gennem netværket.
Jeg lægger for med en denne taknemmelighedserklæring. Til alle jer, fra alle mig:
Dette var året, hvor jeg endelig gjorde noget ved drømmen og tog springet: Jeg lagde bloggen ud til offentligheden og lod jer læse med. Og jeg er uendeligt taknemmelig for alle de venskaber, hilsner, diskussioner og opdagelser, det har ført med sig. Tak for alle jeres kommentarer, tak for jeres personlige henvendelser, tak for jeres støtte, opbakning, konstruktive kritik og overvældende komplimenter.
I har givet mig troen på, at drømmen kan holde. I har opdraget og udviklet mig som skribent. Og I har fulgt mig gennem godt og ondt og været verdens bedste faldskærm.
Dette var også året, hvor jeg brød med mit allerstørste tabu og så mine egne dæmoner lige i øjnene. Effekten var langt større, end jeg havde turdet håbe på: Min blogpost hjalp flere andre til også at bryde deres tabu. Jeg er taknemmelig for, at I ville dele det med mig! Og jeg er taknemmelig for, at det tilsyneladende er lykkedes mig at bryde ud af mit fængsel af dårlige mønstre.
Dette var desuden året, hvor jeg blev beriget med flere nye venskaber, end jeg havde forventet af et helt liv. Jeg er uendeligt taknemmelig for alle jer, der er kommet til – solkaffebanden, ødegårdsslænget, torsdagstraditionalisterne. I ved selv, hvem I er. Og tusind tak for det!
I det kommende år skal der ændringer til. Jeg har allerede taget tilløb gennem de sidste par måneder, og nu begynder det hele så småt at tage form. Nu skal vingerne bære selv – målet er at leve af at skrive.
Jeg fortsætter med stort og småt her på bloggen. Det er mit frirum og mit frikvarter, her får tankerne frit løb. Fri leg for fingrene på tastaturet.
Jeg håber vi ses i 2011.
Knægtet af hylder
Jeg er ikke så god til hylder. De virker bare ikke for mig.
Desuden er jeg kommet til at overveje en ting: Vi taler om at ‘lægge noget på hylden’. I betydningen at vi opgiver det; lægger det fra os. Men vi taler også om at ‘finde sin rette hylde’.
Er det så bare det? Er vi så parkeret? Lagt på plads? Opgivet?
Er det meningen, at vi skal ligge der resten af livet? Og gør det egentlig noget, hvis nu det virkelig er den rette hylde? Og findes der så en hylde til mig?
Ude i mit meget forårsgrønne køkken står der fire hylder fra IKEA. Står. Ikke hænger. Det er første fejl – hylder skal hænge på væggen. Men der står de altså, og der har de stået i et års tid nu.
Det er ikke egentlig dovenskab, men snarere en form for ligegyldighed.
Jeg besluttede mig jo for, at jeg var blevet for gammel til at være hyldeluder – og at det var på tide at skaffe mig mine egne powertools. Der var bare nogen, der glemte at fortælle mig, at der ikke følger bor med, når man køber en boremaskine. Det er jo ikke indlysende. Så nu står de dér, hylderne, med boremaskinen på bordet ved siden af.
Mit redebyggerinstinkt er blevet lagt på hylden. Eller…
Nåja, måske er det blevet parkeret. På gulvet. Ved siden af hylderne.
Imens går jeg selv rundt og søger. Prøver at finde min ‘rette hylde’. Men måske er jeg mere en knag?
Geek Girl Meetup
De fleste af os synes, det er rart at være noget særligt. Mange af os foretrækker at være noget for os selv. Men nogle gange er det rart at opdage, at man ikke er alene med sine særheder. At der findes ligesindede derude, og flere af slagsen.
Nu sidder jeg her til Geek Girl Meetup i København på denne regnfulde lørdag i november, og jeg smiler, når jeg kigger mig omkring. Jeg er omgivet af kvinder, overraskende mange, i overraskende mange aldre og med overraskende forskellige baggrunde. Men her er en klar fornemmelse af fællesskab.
En række fællestræk springer i øjnene, når jeg kigger mig omkring: Hvis man overhovedet kan tale om en “typisk geek girl”, så er hun et sted i 20′erne eller 30′erne, arbejder med it, web, sociale medier og kommunikation, hun bærer markante, sorte briller og har selvfølgelig både smartphone og en Macbook. Med klistermærker på, naturligvis.
Kender du typen? (Har vi mødt hinanden?)
Konceptet er enkelt; vi mødes til en hel dag med workshops og oplæg, holdt af deltagerne selv. Dem, der ved noget, fortæller om det. Dem, der kan noget, lærer fra sig. Og vi bliver allesammen klogere.
Der livetweetes, livestreames, liveblogges. Der snakkes, strikkes, hækles. Der byttes tøj og laves perleplader. Der drikkes kaffe og spises lakrids. Der nørdes alt, hvad nørdes kan. Sammen og hver for sig.
Det er godt, at vi kan være noget for hinanden, selv om vi er noget for os selv.
Frit fald
Frygten er altid større end virkeligheden. Hvor er det godt at vide, at hvis man vover springet – hvis man ser frygten i øjnene og går planken ud – så er der nogen, der støtter og bremser og griber en. Venlige hænder fra nær og fjern, nogle velkendte og trygge, andre uventede og overraskende.
Det frie fald, der startede med mavepine, håndsved og nervøs vejrtrækning, er endt med at blive en rejse i opbakning og medmenneskelighed. Der er ingen, der dømmer. Ingen, der peger fingre. Ingen, der håner. Det er alt sammen inde i mit eget hovede, mine egne dæmoner, og ved at melde klart ud har jeg afsløret dem i deres bedrag. De har ingen bund i virkeligheden. De er skyggebilleder af min egen frygt. Nu lukker jeg lyset ind, så de forsvinder.
I er skønne, søde, kærlige og støttende. I er verdens bedste faldskærm. Tak.
Alfemale
I am a lot like a man in many ways. Except I talk more. And also, I have breasts.
But I like to talk about cars and sports. I don’t want a cat, I prefer a dog. A big dog, not one of those little ratlike creatures that seem to be so popular. Also, dogs shouldn’t wear clothes. Or anything baby pink. Nobody should wear anything baby pink.
I like to picture myself in a log cabin by a lake in a forest in the foothills of some majestic mountains. I like to work with my hands. I like tools. And gear.
So I’ve always felt at home in a room full of guys. I feel like I can just be me, and I relax and forget myself. I feel like one of the guys. Until suddenly I realize that I’m not, and I never can be. It’s like being awakened by a kick in the face.
Suddenly I see that they’re not talking to me because they want to hear what I have to say, but because they’re hoping, if they pretend to listen, they might get to take my clothes off afterwards. It’s like the dream where you find yourself naked in a room full of people.
I’m in the lions’ den, and the animals haven’t been fed. They look at me like a big chunk of meat, and I just want to hide, to disappear. To escape.
Maybe to that log cabin far away from everything and everyone…
But once in a rare while there will be somebody different. Someone who sees me and hears me and doesn’t turn into a carnivore at the first scent of meat. Who stands back and lets the animals fight it out. Who steps in and gets me away from the circus. And I get to feel like a person again.
I am not a man. But I am not a piece of meat either.
I am someone, and it makes me happy and grateful when someone appreciates that.
Thank you.
leave a comment