Her er så stille nu
Tanker er der ellers nok af. Men for tiden er der langt fra hovedet til bloggen: Løse tanker skal størkne til faste ord. Hænderne skal gen-dresseres til dans på tastaturet. Kroppen skal sættes på pause længe nok til at åbne computeren.
Tankerne vil meget hellere flyve og fare. Hænderne vil langt hellere gribe om cykelstyr og sjippetov, havkajak og kettlebells, skistave og strikketøj, klatregreb og kæreste.
Kroppen keder sig hurtigt her bag skærmen. Benene sitrer rastløst under bordet, fingrene trommer utålmodigt, når hovedet ikke kan følge med, og der opstår ophold i ordstrømmen.
Det er, som det skal være. R-evolutionen virker. Homo Computans har rejst sig op igen og opdaget, at den allermest fascinerende maskine er den, vi lever i.
Tak
Hurra for rammer, der sprænges, og kasser, der smides ud.
Hurra for mønsterbrydere, der udfordrer normer og gamle værdisæt.
Hurra for alle, der overrasker mig, slår mig ud af kurs og afsporer mine fordomme.
I lånte fjer
Som magneter gennem livet trækker vi spor hen over verden. Samler ting og tanker og tråde, tiltrækker og frastøder, skidtet såvel som det gode og skønne.
Halen vokser, mens vi slæber på en stadig større byrde. Tingene hober sig op, følger med, låser os fast i deres tryghed. Og afhængighed. Måske.
For mange er halen en stolthed og pryd. Påfuglefolket plejer fjerene til glæde og beundring for sig selv og hinanden, og ikke mindst for en trækfugl som mig. Vingerne bliver forfordelt og holdes tæt til kroppen, spredes kun med mellemrum til feriefugleflugt. Men bærer ikke længe halens vægt.
Jeg har trænet mine vinger gennem hele livet. Prøvet at lette, tynget af den fremmede fjerpragt. Flakset afsted uden at kunne få luft. Jeg har øvet mig i drømme, med vinger stækket af modstand.
Nok er jeg ikke den største fugl, den stærkeste, eller den smukkeste; men nu mærker jeg mit hjerte banke troligt med taktfaste vingeslag. Min lykke ligger i bevægelsen. På gennemtræk.
Misundelige høns har plukket af mine halefjer. Sygdom har fældet endnu flere. Men jeg savner dem ikke, og jeg ønsker mig ikke nye. De sidste forærer jeg bort og nyder synet på afstand.
Jeg er ingen svane. Jeg er ikke nogen ælling. Og jeg er færdig med at leve som påfugl. I lånte fjer.
Noget om usikkerhed
Det er ikke rart at være bange. De færreste bryder sig om at være i tvivl. Uvisheden kan være skræmmende og lammende.
Når vi ikke ved, hvad der vil ske, går vi i stå. Stopper op og går rundt om os selv i hælene på vores bekymringer. Det virker umuligt at tage det første skridt, når man ikke ved, om det er det rigtige. Eller i hvilken retning man skal gå.
Det er menneskeligt og naturligt.
Måske er jeg bare skruet anderledes sammen. For den usikkerhed, som alle synes at undgå og udrydde, er netop det, der driver mig. Trygheden kvæler mig derimod, bedøver mig og stjæler mit initiativ. Min hjerne keder sig af rutiner og sikkerhed, går i selvsving, går i stå.
Uvisheden vækker mig, pirrer min nysgerrighed og opfordrer mig til leg.
Der er jo alligevel ingen, der kan vide, hvordan det hele ender. Hvorfor ikke nyde nuet og tage det hele, som det kommer – med et smil?
Jeg lover, jeg kan tage de knubs, der måtte tilstøde mig. Jeg har trods alt overlevet det, der var værre.
Bekymring er nok den mest nytteløse anvendelse af tankekraft. Måske lige med undtagelse af fortrydelse. I må gerne bekymre jer om mig. Bare I ikke bekymrer jer for mig. Til gengæld skal jeg nok lade være med at gøre noget, jeg fortryder.
Nedtælling…
Nu er det officielt. Jeg har lige sagt mit job op. Den 31. maj forlader jeg kontoret for sidste gang. Dagen efter flytter mine nye lejere ind i min lejlighed på en to-årig kontrakt.
Med andre ord: Fra 1. juni er jeg effektivt arbejds- og hjemløs. Vagabond.
Jeg har før været uden tag over hovedet. Og det er langt fra første gang, jeg er uden fast arbejde. Det har været hårdt, og frustrerende, og deprimerende. Men denne gang er det anderledes. Denne gang er det et velovervejet valg. Mit valg. Og selv om det sikkert bliver hårdt, så er det også spændende. Og opløftende. Og ret sejt. Faktisk.
Gennem de seneste måneder har jeg arbejdet målrettet på at føre drømmen ud i livet. I efteråret gjorde jeg op med mig selv, hvad jeg ville. At jeg ville.
Jeg var nedtrykt og utilfreds. Som sædvanlig. Men i stedet for – som sædvanlig – at slide mig selv op i en kamp for at tvinge mig selv ned i den form, der var lagt ud for mig, besluttede jeg at ændre formen. Jeg tænkte frem, overvejede konsekvenser, og satte i gang. Et skridt ad gangen. Langsomt, men sikkert. Helt ukarakteristisk for mig…
I dag kan jeg sidde med ro i sindet (trods brusen i blodet og bobler i maven) og se det lykkes. Brikkerne falder på plads, en efter en, og tingene går op i en højere enhed, som jeg aldrig havde forestillet mig mulig.
Det er en fantastisk følelse. Og det mest fantastiske er måske, at det smitter.
Bier og knaldperler
Måske er det bare kaffen. Måske er det eftervirkningen af morgenens benhårde spinningtime. Måske er det bare fordi solen skinner ind ad vinduet, og det var lyst, da jeg vågnede i morges, og der er vintergækker i mine forældres have i Århus. Aarhus. Åårhus.
Men jeg tror det ikke. Faktisk ved jeg bedre. Og det er det bedste, jeg ved.
Der er noget under opsejling. Bogstaveligt talt. Noget jeg har brygget på, siden jeg blev snigløbet af min underbevidsthed tilbage i oktober. Jeg har tænkt og tøvet, drømt og drevet. Øvet mig. I at turde, og være, og gøre.
I at fylde mere. I at vise hvem jeg er. I at udtale det indvendige.
Nu er tiden moden, og det er jeg også.
Fra 1. juni springer jeg ud som mig. Som den eventyrer, jeg altid har været under huden. Mit nye erhverv: Fantast. Historiefortæller. Livstykke.
Min magiske hat er bestilt: Den bliver grøn. Som håbet, og foråret, og mit køkken.
Jeg glæder mig til at dele drømmen med jer. Det bliver stort. Og vildt. Og skørt og sjovt og spændende. Og hårdt.
Og jeg kan ikke gøre det uden jer. Jeg får brug for praktisk hjælp og moralsk opbakning, heppekor og stærke støtter. Verdens bedste faldskærm.
Jeg har bier i hovedet og knaldperler i maven af begejstring.
Eller måske er det bare kaffen…
Forsætter følger
Selvom man ikke gør det i nytårsforsætter, kan man jo godt sætte sig noget for. Når nu det ikke længere er Nytår.
I 2011 vil jeg:
. elske mere – og vise det. Familie, venner og måske, hvem ved… dig?
. le mere – ad mig selv og af verden. Af dumme ting og sjove ting og ingenting som helst.
. rejse mere – længere væk og tættere på. Mærke verden på egen krop. På egen hånd.
. lære mere – spørge og lytte. Undres og forundres.
. skrive mere – indtryk, udtryk. Ordleg og sprogblomster. Fingerballet på tastaturet.
. danse mere – til hverdag og fest. I dagslys og måneskin. På bordene, mellem møderne, gennem gangene, under stjernerne.
. være mere – mig.
Her.
Nu.
Glemt, men ikke borte
Det er i grunden mærkeligt at tale om at “finde sig selv”, som om man var blevet væk. Som om man kan blive væk for sig selv. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvor jeg var. Det ville da være sært, når nu jeg trods alt hænger sammen; hovedet på kroppen. For det meste i hvert fald.
Jeg har af og til været ved siden af mig selv, men aldrig ude af syne…
Rigtig mange mennesker rejser ud i verden for at finde sig selv i fjerne og fremmede lande – blot for at opdage, når de kommer hjem, at de har været lige dér, hele tiden. Og hvor skulle de ellers være?
Jeg havde nærmere glemt mig selv. Ikke ligesom man glemmer en hue eller et halstørklæde, jeg var jo netop ikke blevet væk – jeg var stadig derinde et sted.
Men glemt ligesom man kan glemme ansigtet på folk i ens fortid, smagen af barndommens yndlingsdessert, lugten af mormors hus. Disse følelser, der er blevet arkiveret et eller andet sted dybt indeni og er blevet begravet under lag på lag af alle mulige andre indtryk, oplysninger og koder. De er derinde et sted, og de kan aktiveres på et splitsekund ved de rigtige stimuli.
Pludselig er man tilbage og spiser rødgrød ved det runde bord i mormors spisestue, og hendes velkendte smilerynker fremhæver det varme og kærlige ansigt. Og pludselig vågner noget indeni, som man havde glemt med tiden.
Jeg vil ikke tale om at finde mig selv.
Jeg vil kalde det at huske. At komme i tanker om. At bliv mindet om det, som man egentlig godt vidste i forvejen.
Glemmer du, så husker jeg – alt.
Knægtet af hylder
Jeg er ikke så god til hylder. De virker bare ikke for mig.
Desuden er jeg kommet til at overveje en ting: Vi taler om at ‘lægge noget på hylden’. I betydningen at vi opgiver det; lægger det fra os. Men vi taler også om at ‘finde sin rette hylde’.
Er det så bare det? Er vi så parkeret? Lagt på plads? Opgivet?
Er det meningen, at vi skal ligge der resten af livet? Og gør det egentlig noget, hvis nu det virkelig er den rette hylde? Og findes der så en hylde til mig?
Ude i mit meget forårsgrønne køkken står der fire hylder fra IKEA. Står. Ikke hænger. Det er første fejl – hylder skal hænge på væggen. Men der står de altså, og der har de stået i et års tid nu.
Det er ikke egentlig dovenskab, men snarere en form for ligegyldighed.
Jeg besluttede mig jo for, at jeg var blevet for gammel til at være hyldeluder – og at det var på tide at skaffe mig mine egne powertools. Der var bare nogen, der glemte at fortælle mig, at der ikke følger bor med, når man køber en boremaskine. Det er jo ikke indlysende. Så nu står de dér, hylderne, med boremaskinen på bordet ved siden af.
Mit redebyggerinstinkt er blevet lagt på hylden. Eller…
Nåja, måske er det blevet parkeret. På gulvet. Ved siden af hylderne.
Imens går jeg selv rundt og søger. Prøver at finde min ‘rette hylde’. Men måske er jeg mere en knag?
leave a comment