En boldspassers bekendelser
I dag har jeg været gennemblødt to gange. På den måde hvor man kan vride en halv liter vand ud af sine sokker.
Det har stået ned i stænger hele dagen, og skemaet bød på tre timers mountainbike fra morgenstunden. Vi var gennemblødte allerede inden vi nåede skoven. Og så gjorde det jo ingen forskel, at sporene var blevet til bække og grøfterne til badekar. Med mudder, forstås.
Tilbage på skolen spulede vi først cyklerne og så os selv. Et par elever fra musik- og teaterlinjerne rystede uforstående på hovedet, da de gik forbi, mens jeg var ved at skylle mine cykeltights og skoovertræk i den store vandpyt uden for huset, hvor vi bor. De var pakket ind i trøjer, regnjakker og gummistøvler og skulede olmt ud i regnen fra under deres paraplyer.
Varmt bad, tørt tøj, stor frokost.
Og så til valgfag. Mit valg: Amerikansk sport.
Nu var jeg aldrig nogen ørn til det der med bolde. Af nogen slags. Faktisk er jeg notorisk bold-spasser, kendt i skoletiden for mit særlige talent for at komme til skade, bare ved at kigge på en bold. Og det var endda den almindelige, runde slags. Den forudsigelige slags.
Hvad der helt præcis fik mig til at mene, at jeg ville have større succes med en aflang, tilspidset – og dermed totalt uforudsigelig – variant, har jeg svært ved at komme i tanker om. Det var ikke kønt.
Desuden går man jo ikke inden døre og spiller flag football på grund af en smule regn. Men man står bare heller ikke særlig fast i løbesko på en våd græsbane. Og bolde bliver ikke mere medgørlige af vand og mudder.
Fedtfingre. Sæbehånd. Fjols. Jeg nåede at få mange tilnavne på den forholdsvis korte tid, min overbelastede fod ville lade mig spille med. Men jeg greb da næsten bolden. En enkelt gang.
Nu sidder jeg på min seng, godt brugt og øm i kroppen efter to dage med tætpakket skema og flere timers træningsforløb. Med et bredt grin under de trætte øjne. Endelig tør.
Og endelig dér, hvor jeg hører hjemme.
Bier og knaldperler
Måske er det bare kaffen. Måske er det eftervirkningen af morgenens benhårde spinningtime. Måske er det bare fordi solen skinner ind ad vinduet, og det var lyst, da jeg vågnede i morges, og der er vintergækker i mine forældres have i Århus. Aarhus. Åårhus.
Men jeg tror det ikke. Faktisk ved jeg bedre. Og det er det bedste, jeg ved.
Der er noget under opsejling. Bogstaveligt talt. Noget jeg har brygget på, siden jeg blev snigløbet af min underbevidsthed tilbage i oktober. Jeg har tænkt og tøvet, drømt og drevet. Øvet mig. I at turde, og være, og gøre.
I at fylde mere. I at vise hvem jeg er. I at udtale det indvendige.
Nu er tiden moden, og det er jeg også.
Fra 1. juni springer jeg ud som mig. Som den eventyrer, jeg altid har været under huden. Mit nye erhverv: Fantast. Historiefortæller. Livstykke.
Min magiske hat er bestilt: Den bliver grøn. Som håbet, og foråret, og mit køkken.
Jeg glæder mig til at dele drømmen med jer. Det bliver stort. Og vildt. Og skørt og sjovt og spændende. Og hårdt.
Og jeg kan ikke gøre det uden jer. Jeg får brug for praktisk hjælp og moralsk opbakning, heppekor og stærke støtter. Verdens bedste faldskærm.
Jeg har bier i hovedet og knaldperler i maven af begejstring.
Eller måske er det bare kaffen…
Geek Girl Meetup
De fleste af os synes, det er rart at være noget særligt. Mange af os foretrækker at være noget for os selv. Men nogle gange er det rart at opdage, at man ikke er alene med sine særheder. At der findes ligesindede derude, og flere af slagsen.
Nu sidder jeg her til Geek Girl Meetup i København på denne regnfulde lørdag i november, og jeg smiler, når jeg kigger mig omkring. Jeg er omgivet af kvinder, overraskende mange, i overraskende mange aldre og med overraskende forskellige baggrunde. Men her er en klar fornemmelse af fællesskab.
En række fællestræk springer i øjnene, når jeg kigger mig omkring: Hvis man overhovedet kan tale om en “typisk geek girl”, så er hun et sted i 20′erne eller 30′erne, arbejder med it, web, sociale medier og kommunikation, hun bærer markante, sorte briller og har selvfølgelig både smartphone og en Macbook. Med klistermærker på, naturligvis.
Kender du typen? (Har vi mødt hinanden?)
Konceptet er enkelt; vi mødes til en hel dag med workshops og oplæg, holdt af deltagerne selv. Dem, der ved noget, fortæller om det. Dem, der kan noget, lærer fra sig. Og vi bliver allesammen klogere.
Der livetweetes, livestreames, liveblogges. Der snakkes, strikkes, hækles. Der byttes tøj og laves perleplader. Der drikkes kaffe og spises lakrids. Der nørdes alt, hvad nørdes kan. Sammen og hver for sig.
Det er godt, at vi kan være noget for hinanden, selv om vi er noget for os selv.
Snigløbet
En gammel sandhed siger, at det er, når vi holder op med at lede efter noget, at vi endelig finder det. Løsningen på et svært problem, navnet på den der skuespiller, den tabte vante. Jobbet, boligen, kærligheden.
Min erfaring siger mig snarere, at det sker, når vi leder efter noget helt andet. Når vi er opslugte af noget og har hele vores bevidsthed rettet mod det, så glemmer vi alt andet og lader paraderne falde. Vi glemmer vores tjeklister, vores krav og forbehold. Vores idé om, hvordan det hele burde være. Vi tager alting ind uden filter eller fortegn.
Før vi ved af det, har noget nyt slået rod. Ønsker og drømme vi ikke anede, at vi havde. Interesser og udfordringer, som vi for længst havde afskrevet. Venskaber på trods af uenighed og på tværs af forskellighed.
Vi troede måske, at vi vidste, hvad vi søgte. Vi havde sikkert også lagt en plan eller udstukket en retning. Og pludselig står der et kæmpestort neonskilt og blinker i vejkanten. Drej. Fra. Her.
Jeg vidste ikke, hvad jeg søgte, men jeg havde lagt en plan. Jeg havde sat en kurs og luntede derudaf. Det gik ikke farligt stærkt, men det gik trods alt i den rigtige retning, med skyklapper på og benhårdt fokus, blikket rettet stift fremad.
Derfor så jeg det ikke komme. Jeg blev ramt, før jeg så det ske, nåede ikke at vige udenom. Og nu står jeg så her, forvirret og usikker på benene og ved ikke, hvad der er op eller ned, frem eller tilbage. Det gør ondt, men det føles godt. Det skræmmer mig, men det gør mig glad. Det er rigtig dårlig timing, men det var også på høje tid.
Det er faktisk ikke pænt at spænde ben.
Muren på heden
På en tankstation i Viborg kravler tre mennesker ud af en lille Suzuki og begiver sig vraltende, humpende og haltende hen mod servicebutikken, med direkte kurs mod køleskabet med sodavand. De bevæger sig som 90-årige og har alle et halvbedøvet udtryk i ansigterne. De to betjente, der i det samme er kørt ind for at proviantere, holder diskret, men mistænksomt øje med med dem. De ligner nogen, der er på stoffer eller i hvert fald har drukket alt for meget til at køre bil.
Men de tre personer er alle pinligt ædru. De eneste stoffer, de har indtaget, er sukker. I astronomiske mængder. Alligevel er blodsukkeret i bund, mens adrenalinens effekt så småt er ved at aftage, og trætheden og ømheden melder sig med voksende intensitet. Musklerne er blevet kolde og stive, og kroppen er begyndt at reparere og genopbygge.
Siden klokken 7 samme morgen har de tre sammen med en holdkammerat tilbagelagt lige godt 130 km over en periode på 15 timer. De har deltaget i Thy LVL, et af Danmarks ældste adventure races, hvor distancen tilbagelægges for egen muskelkraft gennem løb, cykling, kanosejlads m.m. Der er øvelser og orientering undervejs, og holdene udfordres både på udholdenhed, samarbejde og teknik. I virkeligheden er det en sindssyg sport. Men jeg elsker den.
Det var en sidste-øjebliks-beslutning, da jeg mandagen inden sagde ja til at være stand-in på et hold, der manglede en fjerdemand. Jeg havde ikke nået at træne mig op og måtte satse på grundformen, og den har helt klart set bedre dage. Men det gik.
Jeg ramte muren et sted på den nordvestjyske hede. Efter tolv timer og med ca. 90 km i benene blev de til bly. De vejede pludselig et ton, lårene var ved at sprænges og hele kroppen skreg STOOOOOOOP!
Så jeg løb videre.
For der var ikke andet at gøre. Indædt, tavs og stålsat i tungt og langsomt løbetrav blev jeg ved med at sætte den ene fod foran den anden i en mekanisk bevægelse. Jeg vidste, at hvis jeg stoppede op, ville det være slut. Hvis jeg stoppede op, ville jeg ikke komme i gang igen.
Og det lykkedes. Vi nåede tilbage til fyret, hvor cyklerne lå og ventede til den sidste etape hjemad. Det blev en noget vaklende start med at komme på cyklen, få klikket fødderne i pedalerne og få sat i gang. Men dér skete det så på magisk vis; jeg kom op i fart, benene begyndte at køre af sig selv, lungerne fyldtes og tømtes i en fast og rolig rytme. Hovedet slog fra og kroppen slog til.
Jeg kom ud på den anden side. Jeg brød gennem muren. Og jeg kom hele vejen hjem.
Af sporet
Hvad hedder du? Hvad laver du?
Den evige duo; de siamesiske tvillinger – de to spørgsmål, som åbenbart er det eneste, danskere kan finde ud af at spørge om, når de møder nye mennesker. Det første giver mening og skaber overblik, identificerer os over for hinanden og i forhold til andre. Det er hurtigt overstået.
Så kommer opfølgningen, og jeg bliver mundlam. Hvad jeg laver? Spørgsmålet er jo ladet med betydning, selv om de fleste bare stiller det pr. refleks. Det indeholder forventning; et behov for at få kategoriseret folk mentalt, få sat nogle stikord på og skabe grobund for den videre samtale. Og hvad svarer man så? Når man det seneste år har været arbejdsløs, men freelancet så vidt muligt?
Når man i almen forstand har stået uden for arbejdsmarkedet, men selv føler, at man har lavet mere og er nået længere på det ene år end i hele sit liv op til da? Hvor starter man?
Jeg har jo haft et helt år til at øve mig. Og i den tid har jeg afprøvet flere forskellige svar:
At sige “jeg er arbejdsløs” afføder som regel et medfølende og let undskyldende blik, en eller anden halvhjertet kliché, og endelig en længere, pinlig tavshed – hvis ikke jeg da selv vælger at forbarme mig over folk og styre emnet i en anden retning.
At svare “jeg er uddannet i kommunikation, og lige nu freelancer jeg, så meget jeg kan. Men det er svært pga. krisen” giver pote, når jeg gerne vil slippe for at tale mere om mig selv. Så kan man i stedet lade folk gå i selvsving og udbrede deres holdning til det ene og det andet, historier om nogen, de kender, som også er ramt på arbejdslivet, og mere i den dur.
Eller jeg kan smile lidt og sige “lige hvad jeg har lyst til! Og meget mere end jeg har tid til”.
Den sidste version er lidt en test. Nogle mennesker bliver forvirrede; man kan se, at de febrilsk bladrer i deres indre arkiver, mens de desperat prøver at finde standardsvaret til sådan en bemærkning. At de bliver slået helt ud af kurs, når samtalen pludselig ikke går i den ventede tomgang.
Andre lyser op. Vågner ligesom fra en døs, mens det uventede svar synger let i luften. Som en lussing mod den bevidstløses kind. Og så kommer der for alvor gang i snakken. Om alt og intet. Stort og småt. Men altid noget, der fænger. Samtalen præges af begejstring og entusiasme. Og jeg ved, at her har jeg fået en ven.
Vejen til Fortabelse
Vejen til Fortabelse er brolagt med gode intentioner. Der er så mange sjove, spændende, altopslugende muligheder i denne verden; nyt at lære, folk at møde, ting at opleve. Jeg bliver aldrig færdig, og jeg bliver aldrig mæt.
En gang imellem skal jeg bare minde mig selv om at sige fra. Det magiske ord; Nej. For hvor gerne jeg end ville kunne det hele og nå alting, så lader det sig ikke gøre. Jeg har taget det engelske udtryk til mig:
Jack of all trades; King of none.
For det er lige præcis dét, der er pointen. Som jeg skal minde mig selv om, når jeg endnu engang står og fristes af noget nyt. At måske er det sjovt, måske er det virkelig interessant, og måske føler jeg, at jeg går glip af en hel masse ved at sige nej. Men jeg går måske glip af endnu mere ved at sige ja: For jo tyndere jeg spreder mig selv, jo mindre er jeg til stede hvert sted. Og jo mindre får jeg ud af verden. Og omvendt.
1 comment