Spot en blogger
Pludselig lå den der, da jeg åbnede postkassen; den stivede kuvert med håndskrevet adresse og masser af eksotiske mærkater og stempler fra fjerne destinationer. Den blev flået op i al hast og med barnlig iver.
Inden i lå min fine, nye decal til min macbook. Mit kendetegn. Lille Woodstock.
Jeg har set flere forskellige designs rundt omkring, og især var jeg vild med Snehvide – som der desværre er mange andre, der også er faldet for, så den næsten er blevet lidt mainstream. Der findes efterhånden rigtig mange flotte, sjove, overraskende designs derude, og udvalget er vokset kolossalt, siden jeg første gang undersøgte sagen for bare få måneder siden. Jeg var også begejstret for en Magritte-hyldest, Son of Man.
Men nu er jeg jo barn af min generation, og jeg vil helst have noget, som er helt mit eget. Og med internettet som redskab, kan alt lade sig gøre: På Etsy fandt jeg en kreativ sjæl, som tog opgaven – hermed en kæmpe tak til Crafty Gal, aka Amanda Davis, som huserer på My Vinyl Visions. God service!
Så her er en lille leg: Spot en Blogger.
Som flere af jer ved, er jeg ofte at finde rundt om på de københavnske caféer – hvis du spotter mig derude, giver jeg en kop kaffe 
Spot en blogger
Mols-Linien Fri Internet
Online på færgen. Gratis. Jeg burde vel være glad og taknemmelig. Og det er jeg vel på en måde også.
Men jeg havde egentlig taget computeren med, fordi jeg tænkte, at jeg ville kunne få skrevet noget, når nu jeg var uden adgang til det ellers allestedsnærværende internet og alle dets lokkende adspredelser. Faktisk så jeg det som en kærkommen chance for at bruge min computer som skrivemaskine – sans Facebook, Twitter, email etc. Så jeg tændte forventningsfuldt for apparatet med kriblende fingre. Kun for at blive mødt med en hilsen fra Macbookens airport om, at den havde fundet Mols-Linien Fri Internet.
Nu skal jeg ikke stå i vejen for udviklingen. Tværtimod er jeg jo også den, der rynker på næsen af caféer, som ikke har netadgang. Eller endnu værre: som har TDC hotspot. Mage til optrækkeri…
Havet har bare altid været mit fristed, min oase, mit åndehul i en krævende verden. Ude på vandet i kajak eller sejlbåd hvor man er det lillebitte centrum i det store blå foroven og forneden og overalt omkring en. Eller på færgen i mangel af bedre – hvor man godt nok er omgivet af mennesker, der ofte er temmelig højlydte, og man er pakket ind i et stålhelvede med larmende motorer. Men der er stadig vand omkring en, og den vuggende fornemmelse som dulmer sjælen.
Jeg kunne selvfølgelig undlade at logge på. Eller være standhaftig og nægte at åbne min browser. Og jeg kunne lade være med at spise det sidste stykke chokolade. Eller ramme snoozeknappen på vækkeuret. Eller klø på sommerens uundgåelige myggestik. Det kommer jo ikke til at ske.
Så er det godt jeg har en blog, hvor jeg kan kombinere skrivekløen med internetadgangen. Det kommer der bare ikke noget produktivt arbejde ud af. Desværre.
8 comments