Hverdag på farten
Hvordan skaber man rutiner i en hverdag, hvor hver dag er ny? Hvad skal der til for at skabe et produktivt arbejdsliv, når al tid er både arbejdstid og fritid – på samme tid?
Friheden er fredsommeligt overvældende. Usikkerheden forankrer mig solidt i nuet, i ethvert givet øjeblik.
Det ydre kaos skaber en indre ro, hvor jeg giver mig hen og giver slip. Flyder med og accepterer det, der kommer. Tager imod med åbent sind og uendelig taknemmelighed.
Men for at arbejde, for at skrive, og for at holde kontakter og korrespondance ved lige, stiller dette nomadeliv nye krav. Jeg udvikler nye rutiner, forsøger at indlære nye vaner. En gåtur i området, en kop kaffe et sted med wifi. Ordne mail, tjekke beskeder, læse blogs. Og skrive. Frem for alt skrive.
Problemet er ikke at finde hverken inspiration eller motivation. Problemet er snarere, at jeg bliver overvældet af begge dele. Indtryk, hændelser, oplevelser, møder og samtaler hober sig op i mit kreative reservoir, og hvis ikke jeg får afløb ofte nok, løber det over, eller sprænger dæmningen.
Jeg har allerede noter til flere måneders indlæg, til artikler i blade og kapitler i mine bøger. Jeg har brug for en time-out.
Jeg har brug for at finde en rytme. En vekselvirkning. Dage med bevægelse, med mennesker og oplevelser, fulde af indtryk. Dage med ro og eftertænksomhed, afsat til udtryk. Alt er stadig meget nyt, og jeg lærer det hen ad vejen.
I kan stadig følge med her på bloggen, men frekvensen af indlæg vil nok være lavere fremover. Til gengæld regner jeg med at opnå en fast frekvens på min engelsksprogede blog, hvor jeg skriver om rejsen, livet, ideerne, oplevelserne, menneskene, og frem for alt glæden ved det hele.
Panik
Det måtte jo ramme. Angsten. Nervøsiteten. Det sugende hul i maven, som truer med at æde hele ens væsen.
Det hører sig til. Hvis frygten udeblev helt, ville jeg blive… ja, bange.
Tiden nærmer sig hastigt; der er kun en måned til, at det er i morgen, jeg skal afsted. Nu er det virkelig alvor, på en måde som langsomt trænger sig ind i min hverdag. Aftaler og invitationer, som jeg må takke nej til, fordi de ligger i juni. Ting, som jeg undlader at anskaffe, fordi jeg er ved at rydde op og rydde ud. Og hver eneste krone, jeg bruger, der føles som en dråbe af mit eget blod, fordi jeg snart er helt og aldeles på egen hånd. For egne midler. Og uden nogen fast indtægt.
Der er flere, der har kaldt mig modig. Så smiler jeg let febrilsk og siger tak. Og føler mig egentlig ikke særlig modig indeni.
Og dog…
For som min kloge søster siger: Mod er ikke, at man ikke er bange. Mod er, at man er bange, men gør det alligevel.
Og i den optik er jeg meget modigere, end jeg tør.
Dryp. Dryp. Dryp.
Som tigeren i Lille Sorte Sambo er jeg blevet til smør i sommervarmen. Mit smeltende legeme flyder ned ad kontorstolen, løber ud under skrivebordet og prøver at stikke af. Jeg kan ikke længere skelne molekylerne fra hinanden, hjerneceller, blodlegemer, muskler og bindevæv skvulper rundt side om side og har alle glemt deres oprindelige funktion.
Kontoret er en sauna. På øverste etage med kæmpestore vinduer. I anden baggård, hvor ikke en vind rører sig. Her nærmer sig de 35 grader.
Den eneste lindring er havet. At kaste sig i det svale vand og lade sig køle, mens kroppen størkner og genfinder sin faste form. Jeg drømmer om vand. Hav, bølger, skvulp og pjask. Dryp. Dryp. Dryp. Forsvinder langsomt i en pyt på gulvet. Ingen hjerne til at tænke. Ingen hænder til at skrive.
Undskyld chef, jeg er blevet smørbar, må jeg godt gå hjem?
Af sporet
Hvad hedder du? Hvad laver du?
Den evige duo; de siamesiske tvillinger – de to spørgsmål, som åbenbart er det eneste, danskere kan finde ud af at spørge om, når de møder nye mennesker. Det første giver mening og skaber overblik, identificerer os over for hinanden og i forhold til andre. Det er hurtigt overstået.
Så kommer opfølgningen, og jeg bliver mundlam. Hvad jeg laver? Spørgsmålet er jo ladet med betydning, selv om de fleste bare stiller det pr. refleks. Det indeholder forventning; et behov for at få kategoriseret folk mentalt, få sat nogle stikord på og skabe grobund for den videre samtale. Og hvad svarer man så? Når man det seneste år har været arbejdsløs, men freelancet så vidt muligt?
Når man i almen forstand har stået uden for arbejdsmarkedet, men selv føler, at man har lavet mere og er nået længere på det ene år end i hele sit liv op til da? Hvor starter man?
Jeg har jo haft et helt år til at øve mig. Og i den tid har jeg afprøvet flere forskellige svar:
At sige “jeg er arbejdsløs” afføder som regel et medfølende og let undskyldende blik, en eller anden halvhjertet kliché, og endelig en længere, pinlig tavshed – hvis ikke jeg da selv vælger at forbarme mig over folk og styre emnet i en anden retning.
At svare “jeg er uddannet i kommunikation, og lige nu freelancer jeg, så meget jeg kan. Men det er svært pga. krisen” giver pote, når jeg gerne vil slippe for at tale mere om mig selv. Så kan man i stedet lade folk gå i selvsving og udbrede deres holdning til det ene og det andet, historier om nogen, de kender, som også er ramt på arbejdslivet, og mere i den dur.
Eller jeg kan smile lidt og sige “lige hvad jeg har lyst til! Og meget mere end jeg har tid til”.
Den sidste version er lidt en test. Nogle mennesker bliver forvirrede; man kan se, at de febrilsk bladrer i deres indre arkiver, mens de desperat prøver at finde standardsvaret til sådan en bemærkning. At de bliver slået helt ud af kurs, når samtalen pludselig ikke går i den ventede tomgang.
Andre lyser op. Vågner ligesom fra en døs, mens det uventede svar synger let i luften. Som en lussing mod den bevidstløses kind. Og så kommer der for alvor gang i snakken. Om alt og intet. Stort og småt. Men altid noget, der fænger. Samtalen præges af begejstring og entusiasme. Og jeg ved, at her har jeg fået en ven.
Håbets knagerække
Håbet er flyvsk. Uden mål eller retning er det svært at fastholde. Og hjemløst håb er måske det ensomste i verden.
Det hjælper at have noget at hænge det op på, en samtale på et spændende job, en frokost med nye mennesker eller en aftale med en sød fyr. Når så samtalen går godt, kan man gå og lune sig ved tanken om muligheden for at måske. Tage jobbet på i tankerne og se, hvordan det passer. Hvis fyren bliver ved med at være sød, kommer han også med ind i det mentale prøverum. Øhm… *host*
Desværre er jeg ikke snedker, og mine knager er ikke så stabile. De falder ned af og til, så håbet knuses mod gulvet, og de skarpe små splinter borer sig ind i mit bryst. Det gør ondt, og jeg bliver trist og går i seng midt på dagen, gemmer mig under min dyne og prøver at sove smerten væk.
Heldigvis er der også knager, der sidder så godt fast, at de slår rod og skyder grene. Hvor håbet vokser til vished og lykke, og føler sig hjemme dybt inde i mig. Fantastiske mennesker, dejlige venner, rækker hånden frem og lokker mig ud fra dynens skjul. Og giver mig mod på at håbe igen.
Sindsstilstand
Jeg tænker mig, at hvis jeg nu bare lader mine tanker løbe, så får jeg på et tidspunkt en genial ide. Eller om ikke andet bliver jeg i hvert fald god til at skrive på maskine. Og det er jo også en slags talent.
Jeg er nået dertil i livet, hvor tingene gerne skulle begynde at give mening for mig. Det er nu, jeg er færdig med min uddannelse og skal i gang med et arbejdsliv. Det er nu, jeg træffer de valg, som om fyrre år vil have tegnet mit liv. Derfor mener jeg godt, jeg kan tillade mig at være kritisk. Det er da nu, jeg kan tillade mig at være det, før beslutningerne bliver truffet og får krop og hals og hoved og tænder og spiser mig.
Så det prøver jeg på at være. Kritisk. Men heller ikke alt for kritisk, jeg bliver jo også nødt til at være realistisk, og når nu man er så ung og ikke har så meget erfaring, så skal man starte et sted. Så man skal også huske at søge nogle stillinger, som måske ikke ved første øjekast lige er det helt rigtige, men så er man da kommet i gang. Det er jo i virkeligheden ikke så slemt, at jobbet ikke lige opfylder drømmen, når bare man får en god indkomst og noget at lave. Og mand. Og børn. Og hus. Og bil. Og lån og friværdi og renter og afdrag og lige pludselig er drømmen begravet i forpligtelser og tryghed og hygge.
Der er lavt til loftet i Danmark. Jeg er såmænd ikke en af dem, der skælder ud over janteloven, jeg tror slet ikke, det er det, der er problemet i andedammen. Clement må da gerne tro, han er noget og mere og bedre, det får folk til at trække på smilebåndet; de tager ham ikke så seriøst. Nej, det er noget andet, der trækker ned, en form for national apati. Det hele hviler på en godt-nok mentalitet, som præger landet. De store tanker taber pusten, drømmene får aldrig vinger, visionerne kan lige være på middagstallerkenen i parcelhuset i forstadskvarteret.
Alting skal ind med skeer, det må ikke gå for hurtigt. Nyhederne skal helst ende godt og vejret er jo også altid interessant.
Der er lavt til loftet i Danmark. Det er en sindstilstand. Sindsstilstand.
leave a comment