Bare fordi
Jeg har ikke meget til overs for mærkedage. Af den kommercielt fabrikerede slags, forstås.
Mors dag og fars dag. Hundens og kattens, kanariefuglens og hamsterens dag, det får jo aldrig ende.
Hver dag bør være en mærkedag, alene fordi den er ny, og vi er blevet den givet. Hver dag er noget særligt i kraft af sig selv.
Og så alligevel…
Hvis nu stress og jag og huj og hast har pisket os til at overse hinanden i forbifarten. Hvis nu det trygge og velkendte luller os til at tage hinanden for givet. Hvis nu vinter og hverdag har formørket det, der betyder noget.
Så skader det jo ikke at blive mindet om at sige det højt. At få det sagt.
Ikke fordi det er Valentinsdag.
Men bare fordi…
Fordi jeg er gladere, end jeg kan huske at have været før. Fordi jeg vågner hver morgen med et smil. Fordi humøret holder trods uheld og krykker og brækket tå. Fordi det er nemt og ligetil, ukompliceret og uden mellemregninger. Fordi jeg ikke behøver være andet og mere, lægge låg på eller ændre mig selv. Fordi tid og sted og alder og omstændigheder opløses til ligegyldigheder. Fordi jeg er færdig med mistænksomhed, skepsis og frygt.
Og det hele er på grund af dig.
Jeg ved, du ved det. Jeg ved, jeg siger det tit. Men jeg siger det lige igen.
Bare fordi…
Til stede
Nogle gange lever jeg i morgen. Alt for meget tid er gået med i går.
Af og til virker det, som om lige nu og lige her er det allersværeste sted at være. Til stede. Med. Og på.
Tankerne vil gerne løbe fra mig, de overhaler indenom og løber i forvejen, tager sorgerne på forskud, ængstes og bekymrer sig. Kroppen hænger i bremsen, husker og mindes, sidder fast i det, der var engang. Kører på automatpilot og reagerer på nutiden med erfaringer fra fortiden.
Men dette øjeblik er altid nyt. Dette øjeblik er helt sit eget.
Erfaringerne er gode at have med sig, de giver ballast og trædesten til den videre færd. Når bare de ikke tynger og holder mig tilbage fra at prøve igen, prøve påny eller på noget nyt.
Når bare jeg ikke lader fortidens sorger hæmme nutidens beslutninger. Lige meget hvor umuligt, det virker. Lige meget hvor håbløst, det ser ud.
Der er ikke andre steder at leve sit liv end lige nu og lige her. I dag, og ikke i morgen eller i går.
Afsporet
Det er farligt at køre på skinner. Man udvælger målet, sætter i gang og nyder udsigten og farten. Og lader tankerne flyve.
Forsvinder ind i en parallelverden, kommer ud på et sidespor. Lader sig optage af andre ting, mens dagene kører på autopilot. Ignorerer virkeligheden og gemmer sig i en magisk boble af fornægtelse.
Indtil sporene pludselig slår et knæk og krydser hinanden. Med et sønderlemmende brag ramler vi sammen, vågner af drømmen, ser os forstenet omkring på forvredne skinner og glødende vragdele.
Ingen ord kan reparere skaden. Ingenting vi gør kan råde bod.
Jeg sætter en fod foran den anden og begynder at gå. Et skridt ad gangen, i mit eget tempo. Alene.
Ved enden
De siger, at verden går under i dag. Og jeg tænker, at det må den gerne.
Ikke for det, der er mangt og meget, jeg gerne vil nå, og mennesker, jeg gerne vil elske. Men jeg er allerede i gang. Jeg spilder ikke længere tiden, lader ikke mere stå til.
Det giver ro og glæde at gøre det, der sætter brystet i brand. De ting, man kun tør drømme om, med lyset slukket og når ingen ser det. Også det vilde, det skøre og det ufornuftige. Det usikre og det skræmmende. Det der kilder allermest i maven.
Tag nu afsted, hvis det store udland kalder. Skift nu job, hvis dagene slæber sig afsted. Kys nu manden – eller pigen – hvis det føles rigtigt, lige nu og lige her.
Lad i morgen være en mulighed i stedet for en trussel.
Og brug i dag præcis, som du har lyst. De siger, det er den sidste.
Kysset af syrener
Syrenduft i sommerregn. Intens, fortættet, bæres den på fugtens stærke vinger.
Lander på min næsetip og følger mig til dørs.
Kysser mig blidt på gensyn. Hænger ved mine læber for en stund.
Smager af sommer og kærlighed.
Godt polstret
Der er noget, der holder mig tilbage. Polstret i pudedragt, stoppet ud med forbehold, forsigtighed og fortid. Pakket ind i lag på lag af flammeresistent materiale.
Jeg er ikke nem at komme helt ind på livet af. Men du lander blødt, hvis du prøver.
Som slag i en pude, selv den stærkeste kraft minimeres til et puf, bevæger mig, men flytter mig ikke.
Polstringen er ved at være gammel, tyndslidt. Jeg stikker ud. Og tager ind. Mange gode mennesker har slidt på dragten gennem året, krammet mig og elsket mig, så dun af forbehold fløj til alle sider. Som en gammel teddybjørn, knuselsket med skaldede pletter.
Der er noget, der holder mig tilbage. Men det kan krammes væk.
Ordblind
Hvad stiller man op med alle sine ord, når de ikke kan enes om betydning?
Jeg taler, og skriver, og stirrer mig blind, på kliker af bogstaver, grupper af ord, der driller mig og råber af hinanden. De kæmper om pladsen, i hovedet og på papiret, snyder foran og gemmer sig i mængden.
Der er dem, der er stærke og tryner de andre, og dem, der får sneget sig ind. Der er dem, der er hurtigst og forrest på tungen, og dem, der er gemt indeni.
Hvis de bare kunne enes, slutte fred og give plads, til hinanden og til alle mine tanker. Der er dage, hvor min hjerne bryder ud i borgerkrig, hvor min sproglighed bliver til en åben slagmark. Eksplosioner i mit hoved og granatchok bagved panden, mine øjne lyner, mens mit indre står i brand.
Og jeg holder munden lukket, lader læberne forsegle, hvad der foregår derinde. For jeg ved, at hvis jeg vover selv den mindste lille ytring, vil jeg ende med at sige alle de forkerte ting. For når ordene tager over, mister alting sin betydning, og jeg mister herredømmet over det, der slipper ud.
Hvis jeg sidder og er stille, og du spørger, hvad jeg tænker, kan det ske, at jeg må nøjes med at sende dig et smil. Det er ikke ord, jeg mangler, det har endnu aldrig ramt mig, jeg er bare overvældet af betydningernes kamp.
Når det, jeg vil sige, er vigtigt og følsomt, må jeg famle i blinde og snuble mig frem. Jeg bliver forlegen og mærker min tunge og hører min stemme og hjertet, der slår.
Det er ikke blevet nemmere trods årene på bagen, jeg må stadig kæmpe kampen, vinde krigen mod mig selv. Jeg går stadig rundt i tågen tæt af ord, der sænker sig.
Måske jeg har brug for en ordblindehund?
Bjergbestigning
Ikke mere aprilsnar. Ikke mere tant og fjas. Nu er det alvor!
Om godt otte uger tager jeg på eventyr, kun iført rygsæk og høj hat. Nåja altså… og tøj, naturligvis! Ellers bliver det vist lidt for spændende.
Projektet kan til tider virke overvældende, udfordringerne kan synes uoverstigelige, som de tårner sig op foran mig.
Jeg øver mig som bjergbestiger. Det gælder om at se, hvor man sætter fødderne, og koncentrere sig om det næste skridt, og så det næste, og det næste – og kun se op mod toppen af og til for at udstikke retning og holde målet for øje. Og huske at nyde turen og udsigten undervejs.
Enhver rejse starter som bekendt med det første skridt.
Det bliver stort, og jeg glæder mig. Men når Danmark har smilehuller får jeg lidt mindre travlt med at komme afsted.
Giv slip
Måske er det hele slet ikke så vigtigt.
Måske er vi okay præcis som vi er?
Måske kan vi ikke bedømme ting rigtigt
før senere, men
bør vi så helt lade være?
Tø
Vinteren kom tidligt i år. Efteråret varede længe før det. Sommeren husker jeg knap nok mere.
Sjælens istid synes uendelig, når glæde, håb og kærlighed ligger fastfrosset under lag på lag af fornægtelse og forsvarsmekanismer. Men foråret kommer altid. Hjertet tør og snart tør jeg også.
Det spirer i mit bryst.
Et glimt af livsgrønt i den sorthvide vinterverden. Et løfte om snarligt forår. Håbets kim har fundet vej op gennem isen.
Jeg dypper mine fingre i den grønne maling og håber, at de tager farve. Jeg begraver næsen i havebøger og lader mig inspirere af sprogblomsterne. Og jeg luger ud og gør plads, pudser vinduer og lukker lyset ind. Gøder mulden med forsigtig forelskelse. Vander blidt med kys og kærtegn.
Her sidder jeg og blomstrer.
Når sommeren kommer, springer jeg ud i fuldt flor.
3 comments