Lige glad
Man skulle tro man voksede fra det. At alderen i det mindste kom med kølig distance og tilbagelænet overbærenhed. At man lærte at være ligeglad.
Måske er det blevet bedre med årene. Trods alt. Men det går stadig ind: Det rammer stadig lige i det bløde punkt. Nysgerrige blikke. Lavmælt hvisken. Indforstået latter.
Vi elsker allesammen sladder. At følge med. Hvem gjorde hvad hvornår. Og med hvem. Det er jo bare for sjov.
Jeg er selv en værre kaffesladdertante, det indrømmer jeg. Og når karma så kommer og bider mig bagi, så må jeg vel finde mig i det.
Lære at være ligeglad. Lige glad.
Geek Girl Meetup
De fleste af os synes, det er rart at være noget særligt. Mange af os foretrækker at være noget for os selv. Men nogle gange er det rart at opdage, at man ikke er alene med sine særheder. At der findes ligesindede derude, og flere af slagsen.
Nu sidder jeg her til Geek Girl Meetup i København på denne regnfulde lørdag i november, og jeg smiler, når jeg kigger mig omkring. Jeg er omgivet af kvinder, overraskende mange, i overraskende mange aldre og med overraskende forskellige baggrunde. Men her er en klar fornemmelse af fællesskab.
En række fællestræk springer i øjnene, når jeg kigger mig omkring: Hvis man overhovedet kan tale om en “typisk geek girl”, så er hun et sted i 20′erne eller 30′erne, arbejder med it, web, sociale medier og kommunikation, hun bærer markante, sorte briller og har selvfølgelig både smartphone og en Macbook. Med klistermærker på, naturligvis.
Kender du typen? (Har vi mødt hinanden?)
Konceptet er enkelt; vi mødes til en hel dag med workshops og oplæg, holdt af deltagerne selv. Dem, der ved noget, fortæller om det. Dem, der kan noget, lærer fra sig. Og vi bliver allesammen klogere.
Der livetweetes, livestreames, liveblogges. Der snakkes, strikkes, hækles. Der byttes tøj og laves perleplader. Der drikkes kaffe og spises lakrids. Der nørdes alt, hvad nørdes kan. Sammen og hver for sig.
Det er godt, at vi kan være noget for hinanden, selv om vi er noget for os selv.
Alfemale
I am a lot like a man in many ways. Except I talk more. And also, I have breasts.
But I like to talk about cars and sports. I don’t want a cat, I prefer a dog. A big dog, not one of those little ratlike creatures that seem to be so popular. Also, dogs shouldn’t wear clothes. Or anything baby pink. Nobody should wear anything baby pink.
I like to picture myself in a log cabin by a lake in a forest in the foothills of some majestic mountains. I like to work with my hands. I like tools. And gear.
So I’ve always felt at home in a room full of guys. I feel like I can just be me, and I relax and forget myself. I feel like one of the guys. Until suddenly I realize that I’m not, and I never can be. It’s like being awakened by a kick in the face.
Suddenly I see that they’re not talking to me because they want to hear what I have to say, but because they’re hoping, if they pretend to listen, they might get to take my clothes off afterwards. It’s like the dream where you find yourself naked in a room full of people.
I’m in the lions’ den, and the animals haven’t been fed. They look at me like a big chunk of meat, and I just want to hide, to disappear. To escape.
Maybe to that log cabin far away from everything and everyone…
But once in a rare while there will be somebody different. Someone who sees me and hears me and doesn’t turn into a carnivore at the first scent of meat. Who stands back and lets the animals fight it out. Who steps in and gets me away from the circus. And I get to feel like a person again.
I am not a man. But I am not a piece of meat either.
I am someone, and it makes me happy and grateful when someone appreciates that.
Thank you.
Noget om naturvidenskab
Fysik. Kemi. Biologi. Hvad er følelser egentlig? Hvad består de af? Hvordan opstår de? Og hvor i et menneske findes de?
Der må være noget biologisk på spil, for når jeg står med min lille niece i armene og holder hende tæt ind til mig, så bobler det i brystet og kilder i maven af glæde. Og jeg kender hende jo knap nok.
Vi taler altid om kemi, at have kemi med nogen, eller dårlig kemi. Og det kan da også føles som en kemisk reaktion indvendig, når man er tæt på et særlig velskabt eksemplar af menneskeracen. Eksplosion. Implosion. Overophedning. Total nedsmeltning.
Og fysik. Legemers tiltrækning. Hvad kan jeg sige? Almindeligt brugte begreber inden for fysikkens verden er magnetisme, energi, impuls, kraft. Bevægelsesmængde. Bølgefunktion. Elektricitet. Harmonisk oscillator…
Eksempler på systemer der ofte betragtes som harmoniske oscillatorer er det svingende pendul, eller det hoppende lod ophængt i en fjeder. -Wikipedia
Er det bare mig, eller blev der pludselig varmt herinde?
Jeg ville gerne vide, hvad det er, der skaber en følelse. Jeg ville gerne vide, hvorfor følelserne så tit modsiger fornuften. Og jeg ville rigtig gerne vide, hvad der er op og ned, og ud og ind, og rigtigt og forkert. Når nu de der følelser også kan være fuldstændig modsatrettede.
Hvad skal man så tro på?
Sofa-blondiner
Der er noget, jeg ikke forstår. Ja, der er jo meget. Men lige nu overvejer jeg, hvordan det kan være, at de der søde, sjove, kloge og aktive fyre, som jeg finder interessante, altid har en kæreste derhjemme. Altså, kæreste-delen af det giver sig selv; det er det med “derhjemme”, der undrer mig. Hvorfor er de aldrig med ude at lege / være sportslige / gå i hegnet?
Er det fordi fyrene ikke gider have dem med? Eller fordi de ikke selv gider? Er de kedelige eller hvad?
Det virker altså sært på mig: Hvorfor alle disse seje, sociale, sportslige mænd tilsyneladende tiltrækkes af stille, pæne, hjemlige typer. Vi andre er sjove nok at lege med, men vi er “kammerater” i stil med deres mandlige venner. Vi er ikke egnede som kærester, åbenbart. Frustrerende.
Så jeg kom til at opfinde betegnelsen ‘sofa-blondiner’. Disse søde, pæne piger, som pynter i sofaen. Jeg ved godt, det er strengt. Men det hjælper.
Desværre viser sofa-blondinerne sig som regel at være superseje, superflinke, superkloge og supersjove, når man lærer dem at kende. Man risikerer jo ligefrem at blive venner med dem.
Og det gør det altså pokkers svært at hade dem. Ret meget.
BH’en strammer, lokummet brænder
Hvem har bestemt, at ligestilling betyder lige vilkår for alle, uanset behov? Når nu den der lille berømte forskel slet ikke er så lille endda?
Alle kvinder har prøvet at stå i kilometerlang kø til dametoilettet og sende skiftevis misundelige og opgivende blikke efter de talløse mænd, der én efter en går lige forbi og ind på herretoilettet, hvor der åbenbart altid er plads til én til. Utallige gange har jeg holdt den kørende med forskellige varianter af samme samtale med køns- og lidelsesfæller for at fordrive ventetiden. “Hvorfor er der aldrig dametoiletter nok?” “Man skulle synes, de havde lært af erfaringen og lavet flere i sådan et nyt byggeri” og “Kan man ikke bare liiiige smutte ind til herrerne, tror du?” Ligestilling min bare.
Det er altid i pausen i en forestilling eller lige inden koncerten: Mændene når ind og ud og klarer deres ærinde på under to minutter, mens kvinderne vrider sig og venter utålmodigt på, at det skal blive deres tur – og ofte slet ikke når det alligevel. At komme på toilettet altså.
For nylig oplevede jeg så bagsiden af medaljen. For mændene forstås. Jeg kom uforvarende til at gå ind på det, der skulle vise sig at være herretoilettet, på en café i indre by. Det var lille og beskidt, der lugtede fælt, og hele rummet var grundlæggende saneringsmodent. Med revner i vægge og kummer, snusket toiletpapir på alle vandrette flader og nøgen elpære i loftet. Jeg opdagede min fejltagelse på vej tilbage til bordet, da jeg så døren med en lille dame på. Og nysgerrigt kiggede ind.
Det var jo Helle Thorup bloody Spa i handy café-model. Med levende bloklys, bløde frottéhåndklæder, glittede magasiner og velduftende lotions. Så tror da pokker, at damerne ikke kan få lettet popo’en. Og så står det vel 1-1. Eller nærmere 1.000.000.000.000-1.
Og dog er der en smule retfærdighed til. Til tegneseriemessen komiks.dk prøvede jeg før første gang i mit liv at passere forbi en række mænd, der pænt stod og trippede i kø og ventede på, at der blev plads ved kummen – mens jeg selv trådte ind i damernes afdeling, hvor samtlige båse stod så gabende tomme, at rummet rungede hult af lyden fra mine hæle. Og ekkoet fra min skadefro latter.
leave a comment