Forløsning
Forleden aften gennemgik jeg historiens måske mest effektive sorgproces. Godt nok har den været længe undervejs: Jeg har tilsyneladende levet i fase 1 i mange mange år. Til gengæld fik jeg så overstået de næste fire faser på en lille halv times tid.
1. Benægtelse
Story of my life. Med glimtvise undtagelser. Det gik op for mig, at de første tredive år af mit liv er gået med at føle mig forkert. En følelse, der konstant blev bekræftet af min omverden, som syntes jeg var ‘sart’. At jeg overreagerede. At jeg hyssede over alting. Mennesker, som jeg elsker højt. Mennesker, som jeg stolede på. Og så måtte de jo have ret.
Konklusionen blev, at jeg måtte tage mig sammen, toughen up og blive mere hårdfør. Og gemme smerten og angsten og forvirringen bag en facade af kompetence. Nøj, hvor blev jeg dygtig.
Og jeg fik ros, blev hyldet for mine bedrifter og talenter, og jeg lærte, at det var rigtigt – at det var måden at få anerkendelse på. At folk værdsatte facaden. Så jeg ignorerede signalerne, overdøvede min indre stemme og fornægtede hårdnakket mine instinkter.
2. Vrede
Forleden aften blev jeg pludselig vred. Det kom blussende frem i mit bryst, forurettelsen rynkede mine bryn, og jeg fnøs forarget. Hvad pokker? Hvad fanden er det egentlig for en måde at behandle folk på? Det er jo ikke i orden!
Og for første gang i mit liv skammede jeg mig ikke over min vrede. Jeg følte mig ikke forkert. Vreden var rigtig, og den var berettiget. For det er da ikke i orden at fortælle andre, hvordan de skal opleve verden? Eller at fortælle dem, at deres måde at opleve verden på er forkert?
Selv om man ikke forstår det, selv om man ikke selv oplever det sådan – selv om man synes, det er vildt overdrevet eller hysterisk eller sart – så kan man da ikke bare underkende mig, fordi jeg oplever verden anderledes? Afskrive mine følelser som en overreaktion? For det er jo det samme som at erklære mig inhabil som menneske. Det kan man da ikke?
Det er ikke i orden.
3. Forhandling
Mærkeligt nok var jeg også lige et smut igennem forhandlingsfasen – ikke for mig selv, men derimod på vegne af disse elskede mennesker, som jeg var blevet så vred på. For de gjorde det jo ikke bevidst. De vidste jo ikke bedre. De gjorde deres bedste. Og de gjorde jo også så utrolig meget godt.
4. Depression
Og så kom gråden. Årtiers indestængte, undertrykte gråd strømmede som kramper gennem kroppen. Og jeg lod den komme, gav slip og lod mig synke ned i sorgen. Lod tårerne få frit løb. Jeg slap kontrollen og lod mig oversvømme. Og flød endelig frit.
5. Accept
Pludselig var jeg færdig. Strømmen stoppede lige så hurtigt, som den var kommet. Der lå jeg så, let forundret – mærkede forsigtigt efter, følte mig frem med famlende, usikre hænder i mit pludselig stille sind. Der var ikke mere smerte. Der var ikke mere vrede. Der var ikke mere sorg. Alle kasserne med “burde” og “skulle” var væk. Alle fejlopfattelserne og de falske forventninger var forsvundet. Lag på lag af facader og forstillelse var skrællet bort.
Der var plads, og der var fred. Der var bare mig tilbage, uden filter og uden forbehold. Og det var okay.
Og som jeg lå der i mørket, i forsigtig fornøjet forundring, kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv:
Var det virkelig bare det? Er jeg så kureret? Er jeg rask nu?
Og den lille indre stemme, som har været stum i alt for mange år, gav et lille hop og hviskede: Ja! Ja ja ja!
Tabu
Der bor et lille monster inden i mig. Faktisk bor der to. De har ikke altid været monstre; faktisk var de vist ret kære engang. Men den ene faldt i fælden og blev ryger, bare til fest, lige først, men siden mere og mere, indtil den var blevet så afhængig af nikotinen, at den hvæsede hæst og hidsigt, hvis den ikke fik sit fix. Også til hverdag. Også før frokost. Også før morgenmaden. Og så fik jeg nok.
Jeg fik nok af selvlede, dvaskhed, ubehag, søvnproblemer osv. Af ikke at kunne gå op ad trappen uden at blive forpustet og af ikke at kunne koncentrere mig på arbejde med jævne mellemrum, når det lille monster kradsede på væggen derinde. Jeg fik nok af at være umyndiggjort af afhængigheden. Og så holdt jeg op; satte monsteret i karantæne, til abstinenserne forsvandt.
Det andet monster volder mig større problemer. Det andet monster har en sød tand. Eller et sødt tandsæt, hele munden fuld. Får den sukker, vil den have mere. Og mere. Og mere. Der er ingen ende på det, trangen ruller som en snebold ned ad bjerget, mens den vokser sig stadigt større og truer med at blive en lavine, der begraver mig fuldstændigt. Jeg har været i behandling, og jeg troede, det var slut. At jeg kunne nøjes med at spise en smule sukker her og der ved særlige lejligheder. At jeg kunne styre det nu.
Men mød den indre sukkertrold: Han er en arrig lille satan og en snu rad. Han hidser sig op det ene øjeblik og sidder og klynker selvmedlidende det næste. Han ved præcis, hvordan han skal få sin vilje. For selv når jeg har fået nok; selv når jeg ved, at jeg bliver nødt til at afskære ham fuldstændig fra alt det søde og er fast besluttet på, at det skal lykkes – så rammer han mig, hvor det gør allermest ondt, helt dybt indeni, hvor der sidder en bange og usikker lille pige, som er blevet gemt og glemt bag voksenlivets faste beslutsomhed. Han aer hende over håret og siger, at det er synd for hende. Han ynker hende, så hun får ondt af sig selv. Og det er ikke til at bære.
Det rykker i mit bryst efter noget, der vil dulme trangen. Det føles som om, jeg bare må have sukker. Som om hvis bare jeg spiser noget slik, så dulmer det ubehaget. Det river faktisk i mig, kradser lidt indvendig af rå og ufortyndet længsel. Og jeg får lyst til at spise for at føle mig fuld, for at fjerne tomheden. Spise selvom jeg ikke er sulten. Spise til jeg kaster op igen. Det er en tomhed, der ikke kan fjernes, som hjernen forveksler med sult.
Jeg er ikke alkoholiker. Jeg er ikke narkoman. Min afhængighed er harmløs for alle andre end mig selv. Min afhængighed kan ikke ses.
Men den er ægte, og den er skadelig. Den ødelægger mit helbred, og den ødelægger mit liv. Jeg kan ikke ændre mine vilkår eller styre spillets gang. Jeg kan ikke ændre de kort, jeg har på hånden, men jeg kan lære at spille dem bedst muligt. Så jeg har sat sukkertrolden i karantæne.
Jeg ved, jeg ikke er alene. Jeg ved, at der er flere derude, der kæmper en daglig kamp i dybeste, skamfulde hemmelighed. Så jeg står frem og siger det åbent i håb om at bryde et tabu. I håb om at det gør en forskel for nogen. Det gør en forskel for mig.
Det første skridt mod bedring: At indrømme, at man er blevet afhængig og har mistet kontrollen.
Hej. Jeg hedder Dagmar, og jeg er bulimiker.
Den Lille Hvide Løgn
Hvornår blev det egentlig helt okay at lyve? Bare sådan lidt? Altså den der berømte “lille, hvide løgn”, som vistnok går ud på, at det er okay, når bare det er for at skåne nogens følelser. Hvorfor er vi så feje, at vi ikke tør sige sandheden? Og hvorfor kan vi ikke bare indrømme, at “nogen” i virkeligheden er os selv?
Vi gør det allesammen. Bøjer sandheden. Nogle presser den bare let ud af form, andre brækker den helt i småstykker og sætter den sammen igen efter eget forgodtbefindende. Vi lærer vores børn at skelne – jeg husker tydeligt den første gang, jeg hørte min mor lyve, og jeg så forfærdet på hende, for det havde hun jo selv lært mig, at man ikke måtte. Og så var det hun forklarede mig om “den lille, hvide løgn”. Hun fik den nærmest til at lyde sådan lidt kær, som sådan en nuttet lille størrelse.
Nu er det efterhånden over et år siden, at jeg besluttede at gøre op med konceptet – pludselig en dag stod det klart for mig, hvilket intrigant net af hvide løgne, halve sandheder og omsorgsfulde omskrivninger jeg befandt mig i. For det er også rigtigt, hvad de siger, at den ene løgn fører til den anden. Når man glemmer, hvad man har sagt til hvem, eller nogen ser en et sted, hvor man ikke burde være. Så jeg tog konsekvensen af min nyfundne indsigt og lavede en pagt med mig selv. Jeg må ikke lyve. Under nogen form, hverken sort, hvid, grå eller lyserød. Mit eneste alternativ til sandheden er dermed blevet tavshed.
I starten skulle jeg tage mod til mig. Men det har vist sig, at folk kan tåle at høre meget mere end vi tror. Faktisk har jeg udelukkende fået positive reaktioner – også når sandheden gjorde ondt. Jeg foretrækker selv at få sandheden at vide. Så ved jeg hvad jeg har at forholde mig til, jeg slipper for at gøre mig forestillinger og overvejelser unødigt, og i virkeligheden er det jo et tegn på respekt. Jeg kan tage det. Lad være med at pakke det ind i vat.
Når det så er sagt, så kan man naturligvis vælge sine ord. Man behøver jo ikke trampe på folk. Og tavshed kan virkelig være guld. Men lad os da for guds skyld være ærlige:
“Jeg er bare ikke klar til et forhold lige nu” => “du virker flink, men jeg er ikke interesseret”
“Min telefon løb tør for strøm” => “Jeg glemte fuldstændig at ringe” eller se evt. ovenfor
“Jeg er egentlig holdt op med at ryge, men jeg er bare så stresset for tiden” => “Jeg bliver ved med at falde i igen, og jeg er ikke stolt af det. Ville ønske jeg kunne lade være.”
“The truth will set you free”. Yes indeed.
Men pas på: Det er stærkt vanedannende.
3 comments