Et bedre menneske
Når jeg er træt, bliver verden grå, planer overvældende, aktiviteter uoverskuelige og mennesker belastende. Når jeg står i stampe, orker jeg absolut ingenting. Når jeg går i stå, går jeg i sort.
Det kan ske. Og det sker ofte i november.
Der er noget med det mørke, der får min hjerne til at lukke ned. Mit hele væsen går mentalt i vinterhi, alle mine instinkter trækker mig ned under dynen. Min krop bliver fem år gammel og skriger på slik og chokolade, ellers går den helt i strejke. Den begynder allerede at skifte til den energibesparende indstilling i september. Fysisk aktivitet begrænses til et absolut minimum.
Jeg bliver et meget dårligere menneske.
Sådan en, der er sløv og doven og ikke til at drive til noget. Sådan en, der glemmer aftaler og ting og navne og det, jeg lige har læst og skulle lære til næste lektion. Sådan en, der ikke hører ordentligt efter og skal have alting at vide to gange. Eller tre.
Og sådan en, der ikke magter andre menneskers dovenskab og glemsomhed og elendige fatteevne…
Der skal en kraftanstrengelse til for at ændre det. Det kræver et spark af de helt store, og jeg er ikke altid god til at sparke mig selv. Hårdt nok, i hvert fald.
Men når sparket kommer – når jeg f.eks. bliver gennemheglet med løbetest og crossfit den ene dag og et par timers cykling den næste – så skinner solen pludselig igen.
Så sprudler jeg af energi og optimisme og begejstring. Så bliver jeg nysgerrig og lærer nyt helt af mig selv. Så interesserer jeg mig for min omverden og møder den med åbenhed og velvilje.
Og så har jeg tid og overskud til alt og alle.
Jeg er et bedre menneske.
Mellem to
Inde i mit baghoved bor en stram og sippet sekretær. Det er hende, der holder regnskab, holder styr, og holder opsyn. Med mig, med mit liv, med alt hvad jeg foretager mig eller ikke foretager mig, siger eller ikke siger. Alt hvad der går galt eller mislykkes.
Intet går hendes næse forbi – jeg forestiller mig, at den er lang og spids, med et par pertentlige små læsebriller helt ude på tippen.
Sybille er plisseret. I hele sit væsen. Hun går op i sit job med liv og sjæl.
Mit liv og min sjæl.
I lange kolonner fra alle mine år har hun opregnet hvert eneste fejltrin, hver eneste kiks eller uheld. Hver eneste dumhed eller flovhed eller ydmygelse. Så har hun noget at henvise til, når jeg gør det igen. Og hun glemmer aldrig.
Men så er der heldigvis Simone. Som bor et sted lige over hjertet. Hun holder fest og holder hof og holder med. Mig.
Simone har let til latter, og når hun ler, bobler jeg indeni. Hun ler af solskinsregn og stærekasser, grusvejsknas og gummistøvlesjosken. Stort og småt. Og mig.
Hun tager ikke tingene så højtideligt. Og hun bryder sig ikke om kolonner.
Hver eneste smil eller kys eller kærtegn, hvert eneste glade sekund, bliver samlet i en stor blomsterkurv, som hun bærer under armen. Og når tårerne triller, eller maven slår knuder; når Sybille spidser munden og blyanten og slår sine streger i den sorte bog – så danser Simone og strøer om sig med latterbrus og glædessmil.
Og så smiler verden tilbage.
Stilhed
Alene. På egen hånd midt i verden. Syv måneders forberedelse, tolv timers rejse, to dages intens inspiration.
Nu er der ikke mere tilbage, kalenderen er blank. Ingen mål, ingen planer, ingen forpligtelser.
Det forpligter.
Nissen gemmer sig et sted i rygsækken, hvisker mig i øret. Driller mig. Sniger sig ind i mine tanker, når stilheden sænker sig. Sår tvivl i min vilje, insisterer og manipulerer.
Der er ikke andre til at sætte mig i gang. Der er ikke nogen til at holde mig til ilden. Kun mig selv, og mine drømme. Og nissen.
Jeg kan ikke flygte fra ham. Så jeg er holdt op med at prøve. Nu viser jeg ham verden, lytter opmærksomt og lærer ham at kende. Ser ham i øjnene og håber, han vil være min ven. Så har jeg selskab på rejsen.
Når han hvisker til mig, at jeg ikke kan, bliver jeg stædig og stålsat. Når han påstår, at jeg er ugidelig, går jeg i gang. Og når han siger, at han altid vil være der, lige meget hvor jeg tager hen, siger jeg tak.
Spøgelsesbilist
Hvor kan det være svært at tage sin egen medicin.
Alle de mønstre, svagheder og dårlige vaner, som er så tydelige at gennemskue hos andre, ser vi sjovt nok sjældent hos os selv. Ligesom i trafikken er det altid de andre, der kører med hovedet under armen.
Jeg har en blind vinkel som en større Ford Transit, når det gælder mine egne problematikker. Men det afholder mig ikke fra at være bagsædechauffør i alle andres liv.
Og selv om jeg måske nok kan se tingene på større afstand og advare i bedre tid, så er det ikke altid hensigtsmæssigt. Nogle gange stresser det mere, end det hjælper. Og som regel når folk selv at opdage faren i tide, hvis bare de får fred til at koncentrere sig…
Til gengæld kan jeg godt værdsætte, at vågne mennesker i min nærhed råber op og får mig tilbage på sporet, når jeg selv er ved at falde i søvn ved rattet.
Og en gang imellem husker jeg endda at sige pænt tak. Når altså chokket lige har lagt sig, og jeg er færdig med at være fornærmet, naturligvis.
Implosion
Så gik det alligevel galt. Jeg glemte at trække gardinerne for, før jeg tændte lyset. Nu føler jeg mig blottet.
Mentalt, forstås!
Som blogger er det en balancegang, og jeg startede netop min blog for at øve mig. Og nu faldt jeg altså ned af linen. Jeg har ikke egentlig slået mig, det er vist mest min stolthed, der fik sig et knæk. Og den har alligevel prøvet det før og heler med tiden.
Når man går og skuer indad er det nemt at forsvinde helt ind i sig selv. Implodere i sit eget hovede.
Vi er jo alle verdens navle i vores eget univers, så vi forveksler nemt navlebeskuelse med stjernekiggeri. Og bliver suget ind i navlens sorte hul, hvor alt er mørkt og trykkende. Sidder fast i kosmisk selvmedlidenhed.
Undskyld.
Nu vender jeg kikkerten og ser udad. Studerer Sjælens Vennekreds. Ser alle jer, der stråler omkring mig som stjerner på livets himmelhvælving. Strækker øjnene mod fjerne himmelstrøg.
Tak.
Afmagt
Jeg ler, når alt går galt. Når tingene går fra skidt til værre, får jeg grineflip. Når alt synes tabt, er det latteren, der giver mig tårer i øjnene og ondt i maven.
Skæbnens ironi er ikke tabt på mig.
Og hvad kan man ellers stille op? Drama og tårer gør kun ondt værre. Vrede ord spreder bare galden. Sure miner ændrer alligevel intet.
Hvis du fortæller mig, at nu kan det ikke blive værre, vil jeg svare dig, at du tager fejl. For alting ser sortere ud gennem mørke linser. Selv gode ting mister glansen i et negativt lys.
Så når alt er sagt og gjort, når det hele er gået i sort – da vil jeg tage mig et godt grin, til tårerne triller ned ad mine kinder.
En pyromans bekendelser
Et brændt barn skyr ilden. Så bliver hun ældre.
Teenagere leger med den. Unge mennesker puster til den. Med alderen mister vi modet; står med brændte naller og forkullede hjerter og skuler fjendsk og mistroisk til den. Ilden. Flammen og passionen.
Jeg mindes med længsel den indre ild, der varmer sjælen som en forårsdag. Den indre flamme, der slikker indersiden af brystet og kilder let i maven. Gløden indeni, der ulmer i blodet og giver gåsehud.
Ofte lod jeg mig drage mod lyset med blussende kinder; dansede lidt for tæt på gamle flammer; pustede til gløderne af døende bål, når jeg med tiden glemte, hvorfor de var brændt ud.
Jeg holdt for længe fast i tændstikken, til jeg brændte nallerne. Igen. Og igen. Tændte bål med benzin og blev blæst væk af eksplosionen. Gang på gang troede jeg, at jeg var blevet klogere. At jeg kunne styre det. At jeg havde lært lektien.
Som et forvokset barn i trodsalderen sidder jeg på sikker afstand og stirrer ind i flammerne. Omgivet af brandbælte og skumslukker. Beklædt indvendig med flammeresistent materiale. Og skutter mig i kulden.
Jeg kan ane dig i skæret af den åbne ild. På samme sikre afstand og med svedet hud og hår. Sæt dig her hos mig. Lad os finde varme hos hinanden. Uden at flamme op og uden at brænde ud.
Hold mig lidt med selskab. Jeg er mørkeræd.
Ensomhed
Efter en uges influenzainduceret isolation i min toværelses er jeg blevet ekstra opmærksom på noget, som jeg tidligere har forsøgt at undertrykke og ignorere. Ensomheden.
Pludselig ser jeg kunstigheden i vores moderne samfund, hvor millioner af unge “singler” pakker sig ind i hver deres små adskilte kasser og kalder dem Hjem. Jeg har min egen kasse. Her har jeg mine ting, her sover jeg om natten, her ligger jeg syg i dagevis – uden at se en sjæl.
For mig er et hjem noget, man deler med nogen. Et fællesskab. Et samlingspunkt.
Jeg har tidligere længtes efter at have et sted, der bare var mit. Hvor jeg kunne være mig selv og lukke verden ude. Men nu viser det sig at være selvforstærkende. Jo mere jeg er for mig selv, jo mere fastlåst bliver jeg i mine vaner og tanker og mønstre. Jo mere irriteret bliver jeg af andre mennesker. Og jo sværere bliver jeg at leve sammen med.
Så hiv mig ud og lege. Prik til mig. Overtal mig. Jeg vil jo gerne – også selvom jeg selv tror, at jeg helst vil være i fred.
Fravær
Tænk, hvis vi fik fravær i livet, ligesom man gjorde i gymnasiet.
Et lille minus for hver gang vi faldt i staver, lod tankerne flyve, tænkte på noget andet. Når vi stressede eller bekymrede os om ting, vi skulle nå. Når vi multitaskede eller overspringshandlede. I det hele taget hver gang vores hoved var et andet sted end vores krop.
Så skulle vi allesammen op i fuldt pensum.
Forsæt og modstand
For første gang i det nye år er jeg vågnet uden feber. Uden sortnende hovedpine. Uden forkrampende hoste. Og solen skinner ind ad mine vinduer.
Men der er visse fordele ved sådan en god gang influenza til at skyde året ind: For det første kan det kun gå fremad herfra. Og for det andet har det effektivt kuldsejlet ethvert tilløb til overambitiøse nytårsforsætter. Jeg har lissom tabt på forhånd.
Nu har jeg aldrig været stor tilhænger af nytårsforsætter. Hvorfor skal vi lige starte vores bedre liv med gode vaner præcis på årets første dag? Hvor langt de fleste af os alligevel ikke er i stand til at gøre meget andet end at relokere fra seng til sofa, ringe efter en pizza og tænde for skihop fra Garden-Paden… Paden-Garmisch… Garmish-Partenkirchen (ja, jeg måtte slå det op).
Er det i virkeligheden ikke bare en undskyldning for ikke at gøre det resten af året?
Næh, jeg er modstander af forsæt. Lige midt imod. Det omvendte af et for-sæt. Mod-stand.
Og det er jo mit held, for så er jeg fritstillet til at forbedre mig alle årets andre 364 dage. Men bare ikke 1. januar. Sgu.
2 comments