Nøglen
Nøgler har en særlig evne til at forsvinde, selvom man var fuldstændig sikker på, at de lå lige dér. Eller måske var det her? Eller derovre? Jeg ved ikke, om de bare er særligt drilagtige af natur, eller om de måske er lavet af et helt specielt materiale, som bliver usynligt i ulige uger, ved nymåne, eller på torsdage?
Min allervigtigste nøgle synes at komme og gå efter forgodtbefindende. Nøglen til at have det godt. Til overskud og lykkesmil. Til venlighed og hjælpsomhed og overbærenhed med alt og alle.
Jeg har prøvet at holde på den. At holde blikket fast rettet mod den, når jeg havde den, så den ikke kunne slippe uopdaget væk. Men så bliver det vinter og novembermørket sænker sig og gør det svært at se klart. Gode mennesker forsvinder ud af ens liv og slukker alt lys for en stund. Eller pludselig, altoverskyggende smerte får det til at sortne for øjnene, så hele verden glider ud af bevidstheden.
Jeg har brugt meget af min tid på at lede. At rakke forvirret og frustreret rundt i det store og i det små, ude og hjemme. Jeg har spurgt folk til råds. Jeg har prøvet at læse mig frem. Flere gange har jeg fundet nøglen blot for at opdage, at det ikke var min, men en andens.
Nu tror jeg til gengæld, jeg har luret den.
Nøglen er der hele tiden. Nogle gange gemmer den sig bare, fordi den føler sig truet. Men den er aldrig væk, selvom jeg ikke lige kan se den. Den har bare søgt ly indeni, hvor ingen kan gøre den ondt.
Den skal ikke ses. Den skal mærkes.
Her er så stille nu
Tanker er der ellers nok af. Men for tiden er der langt fra hovedet til bloggen: Løse tanker skal størkne til faste ord. Hænderne skal gen-dresseres til dans på tastaturet. Kroppen skal sættes på pause længe nok til at åbne computeren.
Tankerne vil meget hellere flyve og fare. Hænderne vil langt hellere gribe om cykelstyr og sjippetov, havkajak og kettlebells, skistave og strikketøj, klatregreb og kæreste.
Kroppen keder sig hurtigt her bag skærmen. Benene sitrer rastløst under bordet, fingrene trommer utålmodigt, når hovedet ikke kan følge med, og der opstår ophold i ordstrømmen.
Det er, som det skal være. R-evolutionen virker. Homo Computans har rejst sig op igen og opdaget, at den allermest fascinerende maskine er den, vi lever i.
Et bedre menneske
Når jeg er træt, bliver verden grå, planer overvældende, aktiviteter uoverskuelige og mennesker belastende. Når jeg står i stampe, orker jeg absolut ingenting. Når jeg går i stå, går jeg i sort.
Det kan ske. Og det sker ofte i november.
Der er noget med det mørke, der får min hjerne til at lukke ned. Mit hele væsen går mentalt i vinterhi, alle mine instinkter trækker mig ned under dynen. Min krop bliver fem år gammel og skriger på slik og chokolade, ellers går den helt i strejke. Den begynder allerede at skifte til den energibesparende indstilling i september. Fysisk aktivitet begrænses til et absolut minimum.
Jeg bliver et meget dårligere menneske.
Sådan en, der er sløv og doven og ikke til at drive til noget. Sådan en, der glemmer aftaler og ting og navne og det, jeg lige har læst og skulle lære til næste lektion. Sådan en, der ikke hører ordentligt efter og skal have alting at vide to gange. Eller tre.
Og sådan en, der ikke magter andre menneskers dovenskab og glemsomhed og elendige fatteevne…
Der skal en kraftanstrengelse til for at ændre det. Det kræver et spark af de helt store, og jeg er ikke altid god til at sparke mig selv. Hårdt nok, i hvert fald.
Men når sparket kommer – når jeg f.eks. bliver gennemheglet med løbetest og crossfit den ene dag og et par timers cykling den næste – så skinner solen pludselig igen.
Så sprudler jeg af energi og optimisme og begejstring. Så bliver jeg nysgerrig og lærer nyt helt af mig selv. Så interesserer jeg mig for min omverden og møder den med åbenhed og velvilje.
Og så har jeg tid og overskud til alt og alle.
Jeg er et bedre menneske.
Gæster på bloggen
Jeg øver mig i at lukke verden ind. Og nu når verden helt ind på min blog: Det her er et gæsteindlæg fra min meget gode ven Anders. Fra alle os til alle jer:
Min røde glasskål
Der står en rød glasskål i min vindueskarm.
Den er lidt mere bordeaux end postkasse, har 70er-tykt glas og er en smule vulgær, men den står, hvor jeg kan se den som det første, når jeg vågner om morgenen, og der går stort set ikke en dag, uden den passerer mit synsfelt.
Det var min farmors glasskål.
Jeg har den ikke, fordi den betød det store for hende. Jeg fandt den ikke blandt hendes ting i et øjeblik fyldt med Hollywood-mening og klædelige øjenkrogstårer.
Den står der bare.
Permanent. Solid. Med morgensolens abstrakte mønstre gennem glasset, langsomt marcherende henover vindueskarmen, og understregende at det er ok, at der hverken er skrift eller tale til at beskrive, hvad savn betyder.
Det er nemlig ikke de krøllede postkort med plads til 2-3 solskinsfloskler og en kæk smiley. Det er ikke de to minutters udenlandstaksts-stress, mens forvirrede tanker prøver at klemme sig gennem lydforsinkelser og synkronsnakspauser til den mekaniske stemme i den anden ende.
Det er alt det ind i mellem.
Det er, når man står og låser døren efter sig på trappen. Det er fredagsturene i byen der ikke er helt lige så sjove. Det er billederne i telefonen, man flipper hen til lidt for ofte.
Det er alt det, man ikke kan få sagt ordentligt, og derfor sjældent får gjort, før det er for sent.
Så til Jer, der flyver rundt mellem de røde lysstråler fra glasskålen i min vindueskarm hver morgen. Til Jer, der ikke får opkald og postkort, fordi I betyder for meget til at jeg kan få ordene ud af hovedet og derfor ender med at kigge tomt på overbelyste postkort af badestrande og falde i staver med telefonen.
Til stede
Nogle gange lever jeg i morgen. Alt for meget tid er gået med i går.
Af og til virker det, som om lige nu og lige her er det allersværeste sted at være. Til stede. Med. Og på.
Tankerne vil gerne løbe fra mig, de overhaler indenom og løber i forvejen, tager sorgerne på forskud, ængstes og bekymrer sig. Kroppen hænger i bremsen, husker og mindes, sidder fast i det, der var engang. Kører på automatpilot og reagerer på nutiden med erfaringer fra fortiden.
Men dette øjeblik er altid nyt. Dette øjeblik er helt sit eget.
Erfaringerne er gode at have med sig, de giver ballast og trædesten til den videre færd. Når bare de ikke tynger og holder mig tilbage fra at prøve igen, prøve påny eller på noget nyt.
Når bare jeg ikke lader fortidens sorger hæmme nutidens beslutninger. Lige meget hvor umuligt, det virker. Lige meget hvor håbløst, det ser ud.
Der er ikke andre steder at leve sit liv end lige nu og lige her. I dag, og ikke i morgen eller i går.
Fokus
Drej på linsen. Stil skarpt på noget andet. Se det, der ligger uden for rammerne.
Der er mange, der lever livet i makro. Med næsen helt nede i navlen, travlt beskæftiget med at dissekere hver eneste lille detalje. Fortaber sig i petitesser og med tiden bliver ude af stand til at se det store billede.
Nogle virker mere som sportsfotografer, på sikker afstand af alting. Observerer livet gennem den allerstørste telelinse uden nogensinde at være med, der hvor det sker. Uden at blive involveret, altid på sidelinjen.
Man kan ændre meget med de billeder, man lagrer på sin mentale nethinde. Lege med beskæring og udsnit, vælge til og fra. Pille ved skarpheden og fokusere på det, der gør billedet smukt.
Det der får en til at smile.
Det der viser livet fra sin allerbedste side.
Appelsiiiiiiiin!
Det sidste ord
Farvel.
Ordet emmer af endegyldighed. Det hænger i luften som en af de mursten fra barndommens computerspil, der synes at trodse tyngdekraften og bare tigger om at falde tungt ned i hovedet på en.
Det gør ondt. Overraskende ondt.
Lige meget hvor meget, man har levet i nuet og værdsat det, man havde. Lige meget hvor taknemmelig, man har husket at være for den tid, man havde med hinanden.
Det gør altid mere ondt, end man nogensinde kunne bære at forestille sig.
Savn er et sort hul i sjælen. Det udvider sig dag for dag, opsluger de gode minder og vokser sig større. Næres af det der var engang. Kun sorgen kan udfylde tomrummet.
Det værste farvel er det, man ikke ser komme. Pludselig banker man hovedet ind i murstenen, som hænger der i hovedhøjde, udtalt mens man havde ryggen til. Af nogen, man ikke vidste, man ville savne så meget. Før de sagde det sidste ord.
Farvel.
Lige glad
Man skulle tro man voksede fra det. At alderen i det mindste kom med kølig distance og tilbagelænet overbærenhed. At man lærte at være ligeglad.
Måske er det blevet bedre med årene. Trods alt. Men det går stadig ind: Det rammer stadig lige i det bløde punkt. Nysgerrige blikke. Lavmælt hvisken. Indforstået latter.
Vi elsker allesammen sladder. At følge med. Hvem gjorde hvad hvornår. Og med hvem. Det er jo bare for sjov.
Jeg er selv en værre kaffesladdertante, det indrømmer jeg. Og når karma så kommer og bider mig bagi, så må jeg vel finde mig i det.
Lære at være ligeglad. Lige glad.
Takt og tone
Der er noget, der ikke stemmer. En disharmoni af en slags.
På gode dage spiller jeg på alle tangenter, og lægger flere til. På de stille dage kan jeg nøjes med en enkelt oktav. Der er dybe dage og skingre dage, og dage der svinger op og ned. Der findes det hele i min livssymfoni.
En gang imellem smutter der en tone eller to, men det hører ingen, når musikken spiller.
Og så er der de dage, hvor det slet ikke spiller. Hvor jeg hakker i det og kommer ud af takt. Med mig selv, med min hverdag og med verden. Hvor jeg løber for hurtigt eller går helt i stå. Sidder fast i en mol-nedgang, der slet ikke dur.
Hvor jeg prøver at ramme en stemning, men det bare lyder falsk.
Så er det bedst at lægge instrumentet fra sig. Holde en pause, og lade det hvile. I morgen får piben en anden lyd.
Mellem to
Inde i mit baghoved bor en stram og sippet sekretær. Det er hende, der holder regnskab, holder styr, og holder opsyn. Med mig, med mit liv, med alt hvad jeg foretager mig eller ikke foretager mig, siger eller ikke siger. Alt hvad der går galt eller mislykkes.
Intet går hendes næse forbi – jeg forestiller mig, at den er lang og spids, med et par pertentlige små læsebriller helt ude på tippen.
Sybille er plisseret. I hele sit væsen. Hun går op i sit job med liv og sjæl.
Mit liv og min sjæl.
I lange kolonner fra alle mine år har hun opregnet hvert eneste fejltrin, hver eneste kiks eller uheld. Hver eneste dumhed eller flovhed eller ydmygelse. Så har hun noget at henvise til, når jeg gør det igen. Og hun glemmer aldrig.
Men så er der heldigvis Simone. Som bor et sted lige over hjertet. Hun holder fest og holder hof og holder med. Mig.
Simone har let til latter, og når hun ler, bobler jeg indeni. Hun ler af solskinsregn og stærekasser, grusvejsknas og gummistøvlesjosken. Stort og småt. Og mig.
Hun tager ikke tingene så højtideligt. Og hun bryder sig ikke om kolonner.
Hver eneste smil eller kys eller kærtegn, hvert eneste glade sekund, bliver samlet i en stor blomsterkurv, som hun bærer under armen. Og når tårerne triller, eller maven slår knuder; når Sybille spidser munden og blyanten og slår sine streger i den sorte bog – så danser Simone og strøer om sig med latterbrus og glædessmil.
Og så smiler verden tilbage.
leave a comment