Wysiwit

Det måtte jo ramme. Angsten. Nervøsiteten. Det sugende hul i maven, som truer med at æde hele ens væsen.

Det hører sig til. Hvis frygten udeblev helt, ville jeg blive… ja, bange.

Tiden nærmer sig hastigt; der er kun en måned til, at det er i morgen, jeg skal afsted. Nu er det virkelig alvor, på en måde som langsomt trænger sig ind i min hverdag. Aftaler og invitationer, som jeg må takke nej til, fordi de ligger i juni. Ting, som jeg undlader at anskaffe, fordi jeg er ved at rydde op og rydde ud. Og hver eneste krone, jeg bruger, der føles som en dråbe af mit eget blod, fordi jeg snart er helt og aldeles på egen hånd. For egne midler. Og uden nogen fast indtægt.

Der er flere, der har kaldt mig modig. Så smiler jeg let febrilsk og siger tak. Og føler mig egentlig ikke særlig modig indeni.

Og dog…

For som min kloge søster siger: Mod er ikke, at man ikke er bange. Mod er, at man er bange, men gør det alligevel.

Og i den optik er jeg meget modigere, end jeg tør.