Boldspasseren vender tilbage
Pludselig, jagende smerte. Et smæld af den slags, der ikke bør komme fra nogen del af ens krop. Sortnende, gispende, panisk forkrampet, krøllet sammen på det glatte, kolde gulv.
Jeg ved, den er helt gal. Jeg ved, jeg ikke kommer til at gå derfra.
Jeg kan ikke tænke klart, kan ikke andet end holde om min fod og stirre op i loftet, mens jeg prøver at få vejrtrækningen under kontrol, tæller loftsbjælkerne og studerer hver en detalje for at tænke på noget andet.
Hvorfor pokker skulle jeg også spille fodbold? Hvad var det, der fik mig til at mene, at jeg skulle være med? Når nu hver eneste fiber i min krop instinktivt sagde mig, at det var en dårlig idé?
I skisokker på et glat gulv. Fodbold. Fod. Bold. Meget dårlig kombination, når man er mig.
Så nu er jeg på krykker. Brækket tå og forrevet ledbånd. Hele højre fod er blålig og hævet og ligner noget fra en gyserfilm. Og jeg har ikke engang en sej historie at fortælle.
For det var ikke, da vi gik randonné med oppakning og overnattede i snehule. Det var ikke et vildt styrt i telemark på pisterne. Og det var slet ikke et uheld med isklatring – for det nåede jeg ikke at være med til. Historier er der nok af. Men de hører hjemme i en anden blogpost.
Jeg vil stilfærdigt nøjes med at revidere min opfattelse af begrebet “farlig sport”.
Det hedder “boldsport”.
Oure Camp ’11
Der er Camp for 13-17-årige på skolen hele ugen. En aktiv måde at bruge sin efterårsferie på, næsten 300 elever fra hele landet, der kommer til Oure på enten håndbold-, fodbold- eller adventurelinjen.
Fuld knald på hele ugen. Og vi, der går på instruktørlinjerne på højskolen, får lov at være “de voksne” – det er os, der kører skolen i hele ugen, os der er huslærere, kostpædagoger, aftenvagter, undervisere og legeonkler.
Så vi har haft travlt. Været hængt op med undervisning og møder og planlægning og vagter og ansvar hele tiden.
Denne torsdag aften har jeg vagt i ungdomsafdelingen frem til kl 23, så har vi instruktørmøde, og så er der natløb. Når vi så engang er kommet i seng og har fået måske 4 timers søvn, skal vi op og lave adventure race for Camp-eleverne på vores linje. Når det er ovre, skal vi forberede festmiddag og afskedsfest, selv deltage, smide dem i seng kl 24 – og rydde op bagefter. Op igen lørdag morgen, vække ungerne og have dem til at pakke og gøre hovedrent, før de bliver hentet kl 12.
Og så sover vi nok i tre-fire døgn bagefter…
Men det er fedt. Det er sjovt, og udfordrende, og spændende, og lærerigt. Det er givende, selv når det er frustrerende. Og det er en fantastisk oplevelse, selv om det er trættende.
Så jeg klager ikke. Slet ikke. Men jeg gaber en del…
Til stede
Nogle gange lever jeg i morgen. Alt for meget tid er gået med i går.
Af og til virker det, som om lige nu og lige her er det allersværeste sted at være. Til stede. Med. Og på.
Tankerne vil gerne løbe fra mig, de overhaler indenom og løber i forvejen, tager sorgerne på forskud, ængstes og bekymrer sig. Kroppen hænger i bremsen, husker og mindes, sidder fast i det, der var engang. Kører på automatpilot og reagerer på nutiden med erfaringer fra fortiden.
Men dette øjeblik er altid nyt. Dette øjeblik er helt sit eget.
Erfaringerne er gode at have med sig, de giver ballast og trædesten til den videre færd. Når bare de ikke tynger og holder mig tilbage fra at prøve igen, prøve påny eller på noget nyt.
Når bare jeg ikke lader fortidens sorger hæmme nutidens beslutninger. Lige meget hvor umuligt, det virker. Lige meget hvor håbløst, det ser ud.
Der er ikke andre steder at leve sit liv end lige nu og lige her. I dag, og ikke i morgen eller i går.
En boldspassers bekendelser
I dag har jeg været gennemblødt to gange. På den måde hvor man kan vride en halv liter vand ud af sine sokker.
Det har stået ned i stænger hele dagen, og skemaet bød på tre timers mountainbike fra morgenstunden. Vi var gennemblødte allerede inden vi nåede skoven. Og så gjorde det jo ingen forskel, at sporene var blevet til bække og grøfterne til badekar. Med mudder, forstås.
Tilbage på skolen spulede vi først cyklerne og så os selv. Et par elever fra musik- og teaterlinjerne rystede uforstående på hovedet, da de gik forbi, mens jeg var ved at skylle mine cykeltights og skoovertræk i den store vandpyt uden for huset, hvor vi bor. De var pakket ind i trøjer, regnjakker og gummistøvler og skulede olmt ud i regnen fra under deres paraplyer.
Varmt bad, tørt tøj, stor frokost.
Og så til valgfag. Mit valg: Amerikansk sport.
Nu var jeg aldrig nogen ørn til det der med bolde. Af nogen slags. Faktisk er jeg notorisk bold-spasser, kendt i skoletiden for mit særlige talent for at komme til skade, bare ved at kigge på en bold. Og det var endda den almindelige, runde slags. Den forudsigelige slags.
Hvad der helt præcis fik mig til at mene, at jeg ville have større succes med en aflang, tilspidset – og dermed totalt uforudsigelig – variant, har jeg svært ved at komme i tanker om. Det var ikke kønt.
Desuden går man jo ikke inden døre og spiller flag football på grund af en smule regn. Men man står bare heller ikke særlig fast i løbesko på en våd græsbane. Og bolde bliver ikke mere medgørlige af vand og mudder.
Fedtfingre. Sæbehånd. Fjols. Jeg nåede at få mange tilnavne på den forholdsvis korte tid, min overbelastede fod ville lade mig spille med. Men jeg greb da næsten bolden. En enkelt gang.
Nu sidder jeg på min seng, godt brugt og øm i kroppen efter to dage med tætpakket skema og flere timers træningsforløb. Med et bredt grin under de trætte øjne. Endelig tør.
Og endelig dér, hvor jeg hører hjemme.
Mit kongerige for en hest
Her i Guds land har de et udtryk, jeg holder meget af. At sætte vognen foran hesten.
Det er det, der sker, når man er for ivrig eller utålmodig og bare vil afsted hurtigst muligt. Når man er træt af planlægning og forberedelse og har brug for, at der sker noget, for handling frem for ord.
Så rejser man f.eks. ud i verden som nomade for at øve sig i at skrive, fordi drømmen er at være eventyrer. Sådan en der bestiger bjerge og besejler verdenshave, krydser indlandsisen eller ørkenen, cykler gennem Afrika eller vandrer på tværs af USA. Og man har ikke tålmodighed eller selvdisciplin nok til at blive hjemme og komme i form til den slags først.
Resultatet er, at man finder sig selv på en rejse i massernes fodspor fra by til by og selv må trække vognen, fordi hesten stadig står derhjemme. Stædighed kan holde en i gang for en tid, men ikke evigt. Så kan stoltheden tage over, den er stærkere, men knap så udholdende.
Og endelig må man stoppe op og se sig selv i øjnene, bide tænderne sammen og erkende, at man tog fejl.
Rejse hjem til hesten og prøve forfra. Hyp.
Smil
Man rejser på en anden måde, når rejsen er målet i sig selv. Jeg er hverken turist eller på ferie, men alligevel på gennemrejse. Jeg er hjemme overalt, men stadig fremmed.
Venskaber er intense, fortættede, afgrænsede af tid og sted, men ikke begrænsede til nu og her. Relationerne strækker sig på tværs af verden, hjulpet af moderne teknologi og åbne sind. En ny ven fra Tyskland bliver til rejsekammerat for en stund. Mennesker mødt i Portland genforenes i San Francisco.
Nye bekendtskaber formidler kontakter, tilbyder hjælp og rådgiver kyndigt. Jeg får tips fra de lokale og ser en anden verden end den, turisterne møder gennem glittede guidebøger.
Som nomade rejser jeg på folks nåde. Som en-kvindes guerrillaturist bevæger jeg mig under radaren. Kommer under huden på mennesker og steder. Ser livet indefra og udefra på en og samme tid.
Det er smukt og fascinerende, spændende og interessant. Det er opløftende og medrivende, hjerteskærende og overvældende.
Men frem for alt opløftende.
Overalt oplever jeg medmenneskelig omsorg, oprigtig interesse og grænseløs hjælpsomhed. Min tro på det gode bliver bekræftet igen og igen, og jeg bringer det glade budskab med mig: Verden er god, og vi gør den bedre, når vi åbner os for hinanden.
Se op. Smil. Det varmer både indad og udad.
Hverdag på farten
Hvordan skaber man rutiner i en hverdag, hvor hver dag er ny? Hvad skal der til for at skabe et produktivt arbejdsliv, når al tid er både arbejdstid og fritid – på samme tid?
Friheden er fredsommeligt overvældende. Usikkerheden forankrer mig solidt i nuet, i ethvert givet øjeblik.
Det ydre kaos skaber en indre ro, hvor jeg giver mig hen og giver slip. Flyder med og accepterer det, der kommer. Tager imod med åbent sind og uendelig taknemmelighed.
Men for at arbejde, for at skrive, og for at holde kontakter og korrespondance ved lige, stiller dette nomadeliv nye krav. Jeg udvikler nye rutiner, forsøger at indlære nye vaner. En gåtur i området, en kop kaffe et sted med wifi. Ordne mail, tjekke beskeder, læse blogs. Og skrive. Frem for alt skrive.
Problemet er ikke at finde hverken inspiration eller motivation. Problemet er snarere, at jeg bliver overvældet af begge dele. Indtryk, hændelser, oplevelser, møder og samtaler hober sig op i mit kreative reservoir, og hvis ikke jeg får afløb ofte nok, løber det over, eller sprænger dæmningen.
Jeg har allerede noter til flere måneders indlæg, til artikler i blade og kapitler i mine bøger. Jeg har brug for en time-out.
Jeg har brug for at finde en rytme. En vekselvirkning. Dage med bevægelse, med mennesker og oplevelser, fulde af indtryk. Dage med ro og eftertænksomhed, afsat til udtryk. Alt er stadig meget nyt, og jeg lærer det hen ad vejen.
I kan stadig følge med her på bloggen, men frekvensen af indlæg vil nok være lavere fremover. Til gengæld regner jeg med at opnå en fast frekvens på min engelsksprogede blog, hvor jeg skriver om rejsen, livet, ideerne, oplevelserne, menneskene, og frem for alt glæden ved det hele.
Jeg lever!
Mere end nogensinde, faktisk.
Drømmen er blevet til virkelighed. Syv måneders forberedelse senere sidder jeg nu endelig i Portland, Oregon. Med mit gamle liv bag mig, og et helt nyt foran mig. Med alle muligheder åbne.
Alt er faldet i hak, tingene har flasket sig som planlagt, og nu er der ikke flere planer, kun ideer og ønsker.
Jeg møder verden med åbne arme, og verden har vist sig at være venligsindet, hjælpsom og interesseret.
Sir Hat har fået så mange komplimenter, at han er helt høj.
Rejsebamsen Emil er værdigt uimponeret over eventyret, han er jo en verdensbjørn. Men han lader til at være vældig godt tilfreds med sit menneske – når nu man er en rejsebamse, er det godt at tilhøre en eventyrer!
Og Einar, min rygsæk, sidder hjemme hos min Couchsurfing-vært og hviler sig i en lænestol efter strabadserne.
Jeg er ikke alene.
Jeg er nærmest lykkelig.
Ved enden
De siger, at verden går under i dag. Og jeg tænker, at det må den gerne.
Ikke for det, der er mangt og meget, jeg gerne vil nå, og mennesker, jeg gerne vil elske. Men jeg er allerede i gang. Jeg spilder ikke længere tiden, lader ikke mere stå til.
Det giver ro og glæde at gøre det, der sætter brystet i brand. De ting, man kun tør drømme om, med lyset slukket og når ingen ser det. Også det vilde, det skøre og det ufornuftige. Det usikre og det skræmmende. Det der kilder allermest i maven.
Tag nu afsted, hvis det store udland kalder. Skift nu job, hvis dagene slæber sig afsted. Kys nu manden – eller pigen – hvis det føles rigtigt, lige nu og lige her.
Lad i morgen være en mulighed i stedet for en trussel.
Og brug i dag præcis, som du har lyst. De siger, det er den sidste.
Kysset af syrener
Syrenduft i sommerregn. Intens, fortættet, bæres den på fugtens stærke vinger.
Lander på min næsetip og følger mig til dørs.
Kysser mig blidt på gensyn. Hænger ved mine læber for en stund.
Smager af sommer og kærlighed.
1 comment