Nøglen
Nøgler har en særlig evne til at forsvinde, selvom man var fuldstændig sikker på, at de lå lige dér. Eller måske var det her? Eller derovre? Jeg ved ikke, om de bare er særligt drilagtige af natur, eller om de måske er lavet af et helt specielt materiale, som bliver usynligt i ulige uger, ved nymåne, eller på torsdage?
Min allervigtigste nøgle synes at komme og gå efter forgodtbefindende. Nøglen til at have det godt. Til overskud og lykkesmil. Til venlighed og hjælpsomhed og overbærenhed med alt og alle.
Jeg har prøvet at holde på den. At holde blikket fast rettet mod den, når jeg havde den, så den ikke kunne slippe uopdaget væk. Men så bliver det vinter og novembermørket sænker sig og gør det svært at se klart. Gode mennesker forsvinder ud af ens liv og slukker alt lys for en stund. Eller pludselig, altoverskyggende smerte får det til at sortne for øjnene, så hele verden glider ud af bevidstheden.
Jeg har brugt meget af min tid på at lede. At rakke forvirret og frustreret rundt i det store og i det små, ude og hjemme. Jeg har spurgt folk til råds. Jeg har prøvet at læse mig frem. Flere gange har jeg fundet nøglen blot for at opdage, at det ikke var min, men en andens.
Nu tror jeg til gengæld, jeg har luret den.
Nøglen er der hele tiden. Nogle gange gemmer den sig bare, fordi den føler sig truet. Men den er aldrig væk, selvom jeg ikke lige kan se den. Den har bare søgt ly indeni, hvor ingen kan gøre den ondt.
Den skal ikke ses. Den skal mærkes.
Et bedre menneske
Når jeg er træt, bliver verden grå, planer overvældende, aktiviteter uoverskuelige og mennesker belastende. Når jeg står i stampe, orker jeg absolut ingenting. Når jeg går i stå, går jeg i sort.
Det kan ske. Og det sker ofte i november.
Der er noget med det mørke, der får min hjerne til at lukke ned. Mit hele væsen går mentalt i vinterhi, alle mine instinkter trækker mig ned under dynen. Min krop bliver fem år gammel og skriger på slik og chokolade, ellers går den helt i strejke. Den begynder allerede at skifte til den energibesparende indstilling i september. Fysisk aktivitet begrænses til et absolut minimum.
Jeg bliver et meget dårligere menneske.
Sådan en, der er sløv og doven og ikke til at drive til noget. Sådan en, der glemmer aftaler og ting og navne og det, jeg lige har læst og skulle lære til næste lektion. Sådan en, der ikke hører ordentligt efter og skal have alting at vide to gange. Eller tre.
Og sådan en, der ikke magter andre menneskers dovenskab og glemsomhed og elendige fatteevne…
Der skal en kraftanstrengelse til for at ændre det. Det kræver et spark af de helt store, og jeg er ikke altid god til at sparke mig selv. Hårdt nok, i hvert fald.
Men når sparket kommer – når jeg f.eks. bliver gennemheglet med løbetest og crossfit den ene dag og et par timers cykling den næste – så skinner solen pludselig igen.
Så sprudler jeg af energi og optimisme og begejstring. Så bliver jeg nysgerrig og lærer nyt helt af mig selv. Så interesserer jeg mig for min omverden og møder den med åbenhed og velvilje.
Og så har jeg tid og overskud til alt og alle.
Jeg er et bedre menneske.
leave a comment