Afsporet
Det er farligt at køre på skinner. Man udvælger målet, sætter i gang og nyder udsigten og farten. Og lader tankerne flyve.
Forsvinder ind i en parallelverden, kommer ud på et sidespor. Lader sig optage af andre ting, mens dagene kører på autopilot. Ignorerer virkeligheden og gemmer sig i en magisk boble af fornægtelse.
Indtil sporene pludselig slår et knæk og krydser hinanden. Med et sønderlemmende brag ramler vi sammen, vågner af drømmen, ser os forstenet omkring på forvredne skinner og glødende vragdele.
Ingen ord kan reparere skaden. Ingenting vi gør kan råde bod.
Jeg sætter en fod foran den anden og begynder at gå. Et skridt ad gangen, i mit eget tempo. Alene.
Fravær
Tænk, hvis vi fik fravær i livet, ligesom man gjorde i gymnasiet.
Et lille minus for hver gang vi faldt i staver, lod tankerne flyve, tænkte på noget andet. Når vi stressede eller bekymrede os om ting, vi skulle nå. Når vi multitaskede eller overspringshandlede. I det hele taget hver gang vores hoved var et andet sted end vores krop.
Så skulle vi allesammen op i fuldt pensum.
Klar… parat… ??
Jeg er god til at drømme; at være optimist, at leve i forventning om alle de dejlige ting, der skal komme, og at tro på at det rent faktisk vil ske en dag.
At jeg får drømmejobbet. At jeg møder drømmemanden. At jeg kommer af sted på drømmerejsen. Og alle de andre dejlige ting, som jeg ser så tydeligt for mit indre blik, og som giver mig et sus i maven ved tanken.
Men pludselig en dag blev jeg ramt af en tanke: Hvad nu hvis det skete lige nu, i dag eller i morgen? Ville jeg så være klar til at tage imod det? Jeg havde brugt al min tid på at dagdrømme og glemt at forberede mig på, når drømmene gik i opfyldelse. For hvordan kunne jeg starte i drømmejobbet uden at have dygtiggjort mig inden for det rigtige felt? Hvordan kunne jeg finde sammen med drømmemanden uden at kunne stå inde for mig selv? Og hvordan kunne jeg tage på verdensrundrejse uden tiden eller pengene?
Man klarer sig. Man finder ud af det. Jovist. Men når nu jeg har al denne her tid at gøre med, mens jeg venter, så giver det mening at bruge den på noget fornuftigt. Eller i hvert fald noget af den.
Så når nu jeg drømmer om at løbe maraton en dag, så kunne jeg jo starte med at lette mig fra sofaen og løbe en tur. Når jeg drømmer om at arbejde med oplevelser, så kunne jeg jo begynde med at finde mig nogle ligesindede legekammerater. Og når nu jeg drømmer om at skrive en bog, så kunne jeg jo begynde at øve mig i at skrive ved for eksempel at starte en blog…
Dryp. Dryp. Dryp.
Som tigeren i Lille Sorte Sambo er jeg blevet til smør i sommervarmen. Mit smeltende legeme flyder ned ad kontorstolen, løber ud under skrivebordet og prøver at stikke af. Jeg kan ikke længere skelne molekylerne fra hinanden, hjerneceller, blodlegemer, muskler og bindevæv skvulper rundt side om side og har alle glemt deres oprindelige funktion.
Kontoret er en sauna. På øverste etage med kæmpestore vinduer. I anden baggård, hvor ikke en vind rører sig. Her nærmer sig de 35 grader.
Den eneste lindring er havet. At kaste sig i det svale vand og lade sig køle, mens kroppen størkner og genfinder sin faste form. Jeg drømmer om vand. Hav, bølger, skvulp og pjask. Dryp. Dryp. Dryp. Forsvinder langsomt i en pyt på gulvet. Ingen hjerne til at tænke. Ingen hænder til at skrive.
Undskyld chef, jeg er blevet smørbar, må jeg godt gå hjem?
Den store reset-knap
Hver mandag prøver jeg at trykke på den store mentale reset-knap. Med starten af den nye uge virker det oplagt at benytte lejligheden til at nulstille sig selv og starte på en frisk.
Fra nu af står jeg tidligere op. I denne uge får jeg trænet tre gange. Fra og med i dag spiser jeg sundere. Mindre sukker, mindre kaffe, færre øl. Mere søvn, mere fokus, bedre valg. Fraaaaaaaaa NU!
Problemet er bare, at det altid begynder at skride for mig, nogle gange allerede i starten af ugen. Ofte allerede om mandagen. Så kommer jeg for sent i seng søndag, for jeg skal jo lige, og i morgen tager jeg mig sammen. Og så er jeg fuldstændig ødelagt af træthed, når vækkeuret insisterer på at hive mig ud af sengen før kl. 8. Så lægger jeg ud med at lave mig en STOR kop kaffe, bare lige for at vågne og komme i gang. Og så tænder jeg computeren for at arbejde, stirrer apatisk på skærmen i en halv time og begynder så at skrive en blogpost i stedet. På et tidspunkt bliver det tid til kaffepause, og det er jo altid sjovere med selskab, især når solen skinner på byen. Og der er altid nogen, der kan lokkes.
Sådan forsvinder dagen mellem hygge og kaffe og snak og kage, og jeg trækker på skuldrene og lover mig selv, at i morgen bliver det hele anderledes. Eller på mandag, måske.
leave a comment