Boldspasseren vender tilbage
Pludselig, jagende smerte. Et smæld af den slags, der ikke bør komme fra nogen del af ens krop. Sortnende, gispende, panisk forkrampet, krøllet sammen på det glatte, kolde gulv.
Jeg ved, den er helt gal. Jeg ved, jeg ikke kommer til at gå derfra.
Jeg kan ikke tænke klart, kan ikke andet end holde om min fod og stirre op i loftet, mens jeg prøver at få vejrtrækningen under kontrol, tæller loftsbjælkerne og studerer hver en detalje for at tænke på noget andet.
Hvorfor pokker skulle jeg også spille fodbold? Hvad var det, der fik mig til at mene, at jeg skulle være med? Når nu hver eneste fiber i min krop instinktivt sagde mig, at det var en dårlig idé?
I skisokker på et glat gulv. Fodbold. Fod. Bold. Meget dårlig kombination, når man er mig.
Så nu er jeg på krykker. Brækket tå og forrevet ledbånd. Hele højre fod er blålig og hævet og ligner noget fra en gyserfilm. Og jeg har ikke engang en sej historie at fortælle.
For det var ikke, da vi gik randonné med oppakning og overnattede i snehule. Det var ikke et vildt styrt i telemark på pisterne. Og det var slet ikke et uheld med isklatring – for det nåede jeg ikke at være med til. Historier er der nok af. Men de hører hjemme i en anden blogpost.
Jeg vil stilfærdigt nøjes med at revidere min opfattelse af begrebet “farlig sport”.
Det hedder “boldsport”.
Mit kongerige for en hest
Her i Guds land har de et udtryk, jeg holder meget af. At sætte vognen foran hesten.
Det er det, der sker, når man er for ivrig eller utålmodig og bare vil afsted hurtigst muligt. Når man er træt af planlægning og forberedelse og har brug for, at der sker noget, for handling frem for ord.
Så rejser man f.eks. ud i verden som nomade for at øve sig i at skrive, fordi drømmen er at være eventyrer. Sådan en der bestiger bjerge og besejler verdenshave, krydser indlandsisen eller ørkenen, cykler gennem Afrika eller vandrer på tværs af USA. Og man har ikke tålmodighed eller selvdisciplin nok til at blive hjemme og komme i form til den slags først.
Resultatet er, at man finder sig selv på en rejse i massernes fodspor fra by til by og selv må trække vognen, fordi hesten stadig står derhjemme. Stædighed kan holde en i gang for en tid, men ikke evigt. Så kan stoltheden tage over, den er stærkere, men knap så udholdende.
Og endelig må man stoppe op og se sig selv i øjnene, bide tænderne sammen og erkende, at man tog fejl.
Rejse hjem til hesten og prøve forfra. Hyp.
Detaljer
Som regel er de mindre vigtige. Detaljer. I det store billede gør de som regel hverken fra eller til.
Som regel.
Og så er der tilfælde, hvor detaljen er altafgørende. Den ene ting, der gør forskellen på det mulige og det umulige. Den lille del af helheden, der ændrer slagets gang.
Efter syv måneders forberedelse og en måned på farten sidder jeg i Los Angeles. Jeg fik et lift hertil fra San Francisco med en fyr, som engang har krydset Atlanten i en sejlbåd: Præcis det jeg havde tænkt mig at gøre på vej tilbage til Danmark. Når lige jeg var færdig med at trille rundt i USA og Caribien altså.
Vi talte om mange ting undervejs, men to ord blev hængende på mit indre lydtapet og gav ekko mod hjernebarken: Hurricane Season.
Selvfølgelig har jeg tænkt på det. Selvfølgelig har jeg overvejet, at det kunne have indvirkning på mine planer. Jeg har bare aldrig sat mig ned og rent faktisk tjekket, hvornår det er. Jeg troede, det nok var en måneds tid til halvanden i løbet af sommeren. Jeg tog fejl.
Hurricane Season løber fra sidst i april frem til midt i november. Højsæsonen ligger … nu. Og tre måneder frem. Der sejler ingen både på langture, og da slet ikke på tværs af Atlanten fra noget sted i nærheden af mig. Og “nærheden” skal forstås meget lempeligt her.
Faktisk har jeg valgt det absolut dårligste tidspunkt på året set fra et sejler-perspektiv. Det er slet ikke sæson. For andet end orkaner, forstås.
Det var det med detaljerne. Som regel betyder de ingenting.
En gang imellem betyder de alt.
Smil
Man rejser på en anden måde, når rejsen er målet i sig selv. Jeg er hverken turist eller på ferie, men alligevel på gennemrejse. Jeg er hjemme overalt, men stadig fremmed.
Venskaber er intense, fortættede, afgrænsede af tid og sted, men ikke begrænsede til nu og her. Relationerne strækker sig på tværs af verden, hjulpet af moderne teknologi og åbne sind. En ny ven fra Tyskland bliver til rejsekammerat for en stund. Mennesker mødt i Portland genforenes i San Francisco.
Nye bekendtskaber formidler kontakter, tilbyder hjælp og rådgiver kyndigt. Jeg får tips fra de lokale og ser en anden verden end den, turisterne møder gennem glittede guidebøger.
Som nomade rejser jeg på folks nåde. Som en-kvindes guerrillaturist bevæger jeg mig under radaren. Kommer under huden på mennesker og steder. Ser livet indefra og udefra på en og samme tid.
Det er smukt og fascinerende, spændende og interessant. Det er opløftende og medrivende, hjerteskærende og overvældende.
Men frem for alt opløftende.
Overalt oplever jeg medmenneskelig omsorg, oprigtig interesse og grænseløs hjælpsomhed. Min tro på det gode bliver bekræftet igen og igen, og jeg bringer det glade budskab med mig: Verden er god, og vi gør den bedre, når vi åbner os for hinanden.
Se op. Smil. Det varmer både indad og udad.
Hverdag på farten
Hvordan skaber man rutiner i en hverdag, hvor hver dag er ny? Hvad skal der til for at skabe et produktivt arbejdsliv, når al tid er både arbejdstid og fritid – på samme tid?
Friheden er fredsommeligt overvældende. Usikkerheden forankrer mig solidt i nuet, i ethvert givet øjeblik.
Det ydre kaos skaber en indre ro, hvor jeg giver mig hen og giver slip. Flyder med og accepterer det, der kommer. Tager imod med åbent sind og uendelig taknemmelighed.
Men for at arbejde, for at skrive, og for at holde kontakter og korrespondance ved lige, stiller dette nomadeliv nye krav. Jeg udvikler nye rutiner, forsøger at indlære nye vaner. En gåtur i området, en kop kaffe et sted med wifi. Ordne mail, tjekke beskeder, læse blogs. Og skrive. Frem for alt skrive.
Problemet er ikke at finde hverken inspiration eller motivation. Problemet er snarere, at jeg bliver overvældet af begge dele. Indtryk, hændelser, oplevelser, møder og samtaler hober sig op i mit kreative reservoir, og hvis ikke jeg får afløb ofte nok, løber det over, eller sprænger dæmningen.
Jeg har allerede noter til flere måneders indlæg, til artikler i blade og kapitler i mine bøger. Jeg har brug for en time-out.
Jeg har brug for at finde en rytme. En vekselvirkning. Dage med bevægelse, med mennesker og oplevelser, fulde af indtryk. Dage med ro og eftertænksomhed, afsat til udtryk. Alt er stadig meget nyt, og jeg lærer det hen ad vejen.
I kan stadig følge med her på bloggen, men frekvensen af indlæg vil nok være lavere fremover. Til gengæld regner jeg med at opnå en fast frekvens på min engelsksprogede blog, hvor jeg skriver om rejsen, livet, ideerne, oplevelserne, menneskene, og frem for alt glæden ved det hele.
Stilhed
Alene. På egen hånd midt i verden. Syv måneders forberedelse, tolv timers rejse, to dages intens inspiration.
Nu er der ikke mere tilbage, kalenderen er blank. Ingen mål, ingen planer, ingen forpligtelser.
Det forpligter.
Nissen gemmer sig et sted i rygsækken, hvisker mig i øret. Driller mig. Sniger sig ind i mine tanker, når stilheden sænker sig. Sår tvivl i min vilje, insisterer og manipulerer.
Der er ikke andre til at sætte mig i gang. Der er ikke nogen til at holde mig til ilden. Kun mig selv, og mine drømme. Og nissen.
Jeg kan ikke flygte fra ham. Så jeg er holdt op med at prøve. Nu viser jeg ham verden, lytter opmærksomt og lærer ham at kende. Ser ham i øjnene og håber, han vil være min ven. Så har jeg selskab på rejsen.
Når han hvisker til mig, at jeg ikke kan, bliver jeg stædig og stålsat. Når han påstår, at jeg er ugidelig, går jeg i gang. Og når han siger, at han altid vil være der, lige meget hvor jeg tager hen, siger jeg tak.
Jeg lever!
Mere end nogensinde, faktisk.
Drømmen er blevet til virkelighed. Syv måneders forberedelse senere sidder jeg nu endelig i Portland, Oregon. Med mit gamle liv bag mig, og et helt nyt foran mig. Med alle muligheder åbne.
Alt er faldet i hak, tingene har flasket sig som planlagt, og nu er der ikke flere planer, kun ideer og ønsker.
Jeg møder verden med åbne arme, og verden har vist sig at være venligsindet, hjælpsom og interesseret.
Sir Hat har fået så mange komplimenter, at han er helt høj.
Rejsebamsen Emil er værdigt uimponeret over eventyret, han er jo en verdensbjørn. Men han lader til at være vældig godt tilfreds med sit menneske – når nu man er en rejsebamse, er det godt at tilhøre en eventyrer!
Og Einar, min rygsæk, sidder hjemme hos min Couchsurfing-vært og hviler sig i en lænestol efter strabadserne.
Jeg er ikke alene.
Jeg er nærmest lykkelig.
Panik
Det måtte jo ramme. Angsten. Nervøsiteten. Det sugende hul i maven, som truer med at æde hele ens væsen.
Det hører sig til. Hvis frygten udeblev helt, ville jeg blive… ja, bange.
Tiden nærmer sig hastigt; der er kun en måned til, at det er i morgen, jeg skal afsted. Nu er det virkelig alvor, på en måde som langsomt trænger sig ind i min hverdag. Aftaler og invitationer, som jeg må takke nej til, fordi de ligger i juni. Ting, som jeg undlader at anskaffe, fordi jeg er ved at rydde op og rydde ud. Og hver eneste krone, jeg bruger, der føles som en dråbe af mit eget blod, fordi jeg snart er helt og aldeles på egen hånd. For egne midler. Og uden nogen fast indtægt.
Der er flere, der har kaldt mig modig. Så smiler jeg let febrilsk og siger tak. Og føler mig egentlig ikke særlig modig indeni.
Og dog…
For som min kloge søster siger: Mod er ikke, at man ikke er bange. Mod er, at man er bange, men gør det alligevel.
Og i den optik er jeg meget modigere, end jeg tør.
I lånte fjer
Som magneter gennem livet trækker vi spor hen over verden. Samler ting og tanker og tråde, tiltrækker og frastøder, skidtet såvel som det gode og skønne.
Halen vokser, mens vi slæber på en stadig større byrde. Tingene hober sig op, følger med, låser os fast i deres tryghed. Og afhængighed. Måske.
For mange er halen en stolthed og pryd. Påfuglefolket plejer fjerene til glæde og beundring for sig selv og hinanden, og ikke mindst for en trækfugl som mig. Vingerne bliver forfordelt og holdes tæt til kroppen, spredes kun med mellemrum til feriefugleflugt. Men bærer ikke længe halens vægt.
Jeg har trænet mine vinger gennem hele livet. Prøvet at lette, tynget af den fremmede fjerpragt. Flakset afsted uden at kunne få luft. Jeg har øvet mig i drømme, med vinger stækket af modstand.
Nok er jeg ikke den største fugl, den stærkeste, eller den smukkeste; men nu mærker jeg mit hjerte banke troligt med taktfaste vingeslag. Min lykke ligger i bevægelsen. På gennemtræk.
Misundelige høns har plukket af mine halefjer. Sygdom har fældet endnu flere. Men jeg savner dem ikke, og jeg ønsker mig ikke nye. De sidste forærer jeg bort og nyder synet på afstand.
Jeg er ingen svane. Jeg er ikke nogen ælling. Og jeg er færdig med at leve som påfugl. I lånte fjer.
1 comment