En boldspassers bekendelser
I dag har jeg været gennemblødt to gange. På den måde hvor man kan vride en halv liter vand ud af sine sokker.
Det har stået ned i stænger hele dagen, og skemaet bød på tre timers mountainbike fra morgenstunden. Vi var gennemblødte allerede inden vi nåede skoven. Og så gjorde det jo ingen forskel, at sporene var blevet til bække og grøfterne til badekar. Med mudder, forstås.
Tilbage på skolen spulede vi først cyklerne og så os selv. Et par elever fra musik- og teaterlinjerne rystede uforstående på hovedet, da de gik forbi, mens jeg var ved at skylle mine cykeltights og skoovertræk i den store vandpyt uden for huset, hvor vi bor. De var pakket ind i trøjer, regnjakker og gummistøvler og skulede olmt ud i regnen fra under deres paraplyer.
Varmt bad, tørt tøj, stor frokost.
Og så til valgfag. Mit valg: Amerikansk sport.
Nu var jeg aldrig nogen ørn til det der med bolde. Af nogen slags. Faktisk er jeg notorisk bold-spasser, kendt i skoletiden for mit særlige talent for at komme til skade, bare ved at kigge på en bold. Og det var endda den almindelige, runde slags. Den forudsigelige slags.
Hvad der helt præcis fik mig til at mene, at jeg ville have større succes med en aflang, tilspidset – og dermed totalt uforudsigelig – variant, har jeg svært ved at komme i tanker om. Det var ikke kønt.
Desuden går man jo ikke inden døre og spiller flag football på grund af en smule regn. Men man står bare heller ikke særlig fast i løbesko på en våd græsbane. Og bolde bliver ikke mere medgørlige af vand og mudder.
Fedtfingre. Sæbehånd. Fjols. Jeg nåede at få mange tilnavne på den forholdsvis korte tid, min overbelastede fod ville lade mig spille med. Men jeg greb da næsten bolden. En enkelt gang.
Nu sidder jeg på min seng, godt brugt og øm i kroppen efter to dage med tætpakket skema og flere timers træningsforløb. Med et bredt grin under de trætte øjne. Endelig tør.
Og endelig dér, hvor jeg hører hjemme.
Mit kongerige for en hest
Her i Guds land har de et udtryk, jeg holder meget af. At sætte vognen foran hesten.
Det er det, der sker, når man er for ivrig eller utålmodig og bare vil afsted hurtigst muligt. Når man er træt af planlægning og forberedelse og har brug for, at der sker noget, for handling frem for ord.
Så rejser man f.eks. ud i verden som nomade for at øve sig i at skrive, fordi drømmen er at være eventyrer. Sådan en der bestiger bjerge og besejler verdenshave, krydser indlandsisen eller ørkenen, cykler gennem Afrika eller vandrer på tværs af USA. Og man har ikke tålmodighed eller selvdisciplin nok til at blive hjemme og komme i form til den slags først.
Resultatet er, at man finder sig selv på en rejse i massernes fodspor fra by til by og selv må trække vognen, fordi hesten stadig står derhjemme. Stædighed kan holde en i gang for en tid, men ikke evigt. Så kan stoltheden tage over, den er stærkere, men knap så udholdende.
Og endelig må man stoppe op og se sig selv i øjnene, bide tænderne sammen og erkende, at man tog fejl.
Rejse hjem til hesten og prøve forfra. Hyp.
Detaljer
Som regel er de mindre vigtige. Detaljer. I det store billede gør de som regel hverken fra eller til.
Som regel.
Og så er der tilfælde, hvor detaljen er altafgørende. Den ene ting, der gør forskellen på det mulige og det umulige. Den lille del af helheden, der ændrer slagets gang.
Efter syv måneders forberedelse og en måned på farten sidder jeg i Los Angeles. Jeg fik et lift hertil fra San Francisco med en fyr, som engang har krydset Atlanten i en sejlbåd: Præcis det jeg havde tænkt mig at gøre på vej tilbage til Danmark. Når lige jeg var færdig med at trille rundt i USA og Caribien altså.
Vi talte om mange ting undervejs, men to ord blev hængende på mit indre lydtapet og gav ekko mod hjernebarken: Hurricane Season.
Selvfølgelig har jeg tænkt på det. Selvfølgelig har jeg overvejet, at det kunne have indvirkning på mine planer. Jeg har bare aldrig sat mig ned og rent faktisk tjekket, hvornår det er. Jeg troede, det nok var en måneds tid til halvanden i løbet af sommeren. Jeg tog fejl.
Hurricane Season løber fra sidst i april frem til midt i november. Højsæsonen ligger … nu. Og tre måneder frem. Der sejler ingen både på langture, og da slet ikke på tværs af Atlanten fra noget sted i nærheden af mig. Og “nærheden” skal forstås meget lempeligt her.
Faktisk har jeg valgt det absolut dårligste tidspunkt på året set fra et sejler-perspektiv. Det er slet ikke sæson. For andet end orkaner, forstås.
Det var det med detaljerne. Som regel betyder de ingenting.
En gang imellem betyder de alt.
Ved enden
De siger, at verden går under i dag. Og jeg tænker, at det må den gerne.
Ikke for det, der er mangt og meget, jeg gerne vil nå, og mennesker, jeg gerne vil elske. Men jeg er allerede i gang. Jeg spilder ikke længere tiden, lader ikke mere stå til.
Det giver ro og glæde at gøre det, der sætter brystet i brand. De ting, man kun tør drømme om, med lyset slukket og når ingen ser det. Også det vilde, det skøre og det ufornuftige. Det usikre og det skræmmende. Det der kilder allermest i maven.
Tag nu afsted, hvis det store udland kalder. Skift nu job, hvis dagene slæber sig afsted. Kys nu manden – eller pigen – hvis det føles rigtigt, lige nu og lige her.
Lad i morgen være en mulighed i stedet for en trussel.
Og brug i dag præcis, som du har lyst. De siger, det er den sidste.
Panik
Det måtte jo ramme. Angsten. Nervøsiteten. Det sugende hul i maven, som truer med at æde hele ens væsen.
Det hører sig til. Hvis frygten udeblev helt, ville jeg blive… ja, bange.
Tiden nærmer sig hastigt; der er kun en måned til, at det er i morgen, jeg skal afsted. Nu er det virkelig alvor, på en måde som langsomt trænger sig ind i min hverdag. Aftaler og invitationer, som jeg må takke nej til, fordi de ligger i juni. Ting, som jeg undlader at anskaffe, fordi jeg er ved at rydde op og rydde ud. Og hver eneste krone, jeg bruger, der føles som en dråbe af mit eget blod, fordi jeg snart er helt og aldeles på egen hånd. For egne midler. Og uden nogen fast indtægt.
Der er flere, der har kaldt mig modig. Så smiler jeg let febrilsk og siger tak. Og føler mig egentlig ikke særlig modig indeni.
Og dog…
For som min kloge søster siger: Mod er ikke, at man ikke er bange. Mod er, at man er bange, men gør det alligevel.
Og i den optik er jeg meget modigere, end jeg tør.
Spøgelsesbilist
Hvor kan det være svært at tage sin egen medicin.
Alle de mønstre, svagheder og dårlige vaner, som er så tydelige at gennemskue hos andre, ser vi sjovt nok sjældent hos os selv. Ligesom i trafikken er det altid de andre, der kører med hovedet under armen.
Jeg har en blind vinkel som en større Ford Transit, når det gælder mine egne problematikker. Men det afholder mig ikke fra at være bagsædechauffør i alle andres liv.
Og selv om jeg måske nok kan se tingene på større afstand og advare i bedre tid, så er det ikke altid hensigtsmæssigt. Nogle gange stresser det mere, end det hjælper. Og som regel når folk selv at opdage faren i tide, hvis bare de får fred til at koncentrere sig…
Til gengæld kan jeg godt værdsætte, at vågne mennesker i min nærhed råber op og får mig tilbage på sporet, når jeg selv er ved at falde i søvn ved rattet.
Og en gang imellem husker jeg endda at sige pænt tak. Når altså chokket lige har lagt sig, og jeg er færdig med at være fornærmet, naturligvis.
Snigløbet
En gammel sandhed siger, at det er, når vi holder op med at lede efter noget, at vi endelig finder det. Løsningen på et svært problem, navnet på den der skuespiller, den tabte vante. Jobbet, boligen, kærligheden.
Min erfaring siger mig snarere, at det sker, når vi leder efter noget helt andet. Når vi er opslugte af noget og har hele vores bevidsthed rettet mod det, så glemmer vi alt andet og lader paraderne falde. Vi glemmer vores tjeklister, vores krav og forbehold. Vores idé om, hvordan det hele burde være. Vi tager alting ind uden filter eller fortegn.
Før vi ved af det, har noget nyt slået rod. Ønsker og drømme vi ikke anede, at vi havde. Interesser og udfordringer, som vi for længst havde afskrevet. Venskaber på trods af uenighed og på tværs af forskellighed.
Vi troede måske, at vi vidste, hvad vi søgte. Vi havde sikkert også lagt en plan eller udstukket en retning. Og pludselig står der et kæmpestort neonskilt og blinker i vejkanten. Drej. Fra. Her.
Jeg vidste ikke, hvad jeg søgte, men jeg havde lagt en plan. Jeg havde sat en kurs og luntede derudaf. Det gik ikke farligt stærkt, men det gik trods alt i den rigtige retning, med skyklapper på og benhårdt fokus, blikket rettet stift fremad.
Derfor så jeg det ikke komme. Jeg blev ramt, før jeg så det ske, nåede ikke at vige udenom. Og nu står jeg så her, forvirret og usikker på benene og ved ikke, hvad der er op eller ned, frem eller tilbage. Det gør ondt, men det føles godt. Det skræmmer mig, men det gør mig glad. Det er rigtig dårlig timing, men det var også på høje tid.
Det er faktisk ikke pænt at spænde ben.
Tabu
Der bor et lille monster inden i mig. Faktisk bor der to. De har ikke altid været monstre; faktisk var de vist ret kære engang. Men den ene faldt i fælden og blev ryger, bare til fest, lige først, men siden mere og mere, indtil den var blevet så afhængig af nikotinen, at den hvæsede hæst og hidsigt, hvis den ikke fik sit fix. Også til hverdag. Også før frokost. Også før morgenmaden. Og så fik jeg nok.
Jeg fik nok af selvlede, dvaskhed, ubehag, søvnproblemer osv. Af ikke at kunne gå op ad trappen uden at blive forpustet og af ikke at kunne koncentrere mig på arbejde med jævne mellemrum, når det lille monster kradsede på væggen derinde. Jeg fik nok af at være umyndiggjort af afhængigheden. Og så holdt jeg op; satte monsteret i karantæne, til abstinenserne forsvandt.
Det andet monster volder mig større problemer. Det andet monster har en sød tand. Eller et sødt tandsæt, hele munden fuld. Får den sukker, vil den have mere. Og mere. Og mere. Der er ingen ende på det, trangen ruller som en snebold ned ad bjerget, mens den vokser sig stadigt større og truer med at blive en lavine, der begraver mig fuldstændigt. Jeg har været i behandling, og jeg troede, det var slut. At jeg kunne nøjes med at spise en smule sukker her og der ved særlige lejligheder. At jeg kunne styre det nu.
Men mød den indre sukkertrold: Han er en arrig lille satan og en snu rad. Han hidser sig op det ene øjeblik og sidder og klynker selvmedlidende det næste. Han ved præcis, hvordan han skal få sin vilje. For selv når jeg har fået nok; selv når jeg ved, at jeg bliver nødt til at afskære ham fuldstændig fra alt det søde og er fast besluttet på, at det skal lykkes – så rammer han mig, hvor det gør allermest ondt, helt dybt indeni, hvor der sidder en bange og usikker lille pige, som er blevet gemt og glemt bag voksenlivets faste beslutsomhed. Han aer hende over håret og siger, at det er synd for hende. Han ynker hende, så hun får ondt af sig selv. Og det er ikke til at bære.
Det rykker i mit bryst efter noget, der vil dulme trangen. Det føles som om, jeg bare må have sukker. Som om hvis bare jeg spiser noget slik, så dulmer det ubehaget. Det river faktisk i mig, kradser lidt indvendig af rå og ufortyndet længsel. Og jeg får lyst til at spise for at føle mig fuld, for at fjerne tomheden. Spise selvom jeg ikke er sulten. Spise til jeg kaster op igen. Det er en tomhed, der ikke kan fjernes, som hjernen forveksler med sult.
Jeg er ikke alkoholiker. Jeg er ikke narkoman. Min afhængighed er harmløs for alle andre end mig selv. Min afhængighed kan ikke ses.
Men den er ægte, og den er skadelig. Den ødelægger mit helbred, og den ødelægger mit liv. Jeg kan ikke ændre mine vilkår eller styre spillets gang. Jeg kan ikke ændre de kort, jeg har på hånden, men jeg kan lære at spille dem bedst muligt. Så jeg har sat sukkertrolden i karantæne.
Jeg ved, jeg ikke er alene. Jeg ved, at der er flere derude, der kæmper en daglig kamp i dybeste, skamfulde hemmelighed. Så jeg står frem og siger det åbent i håb om at bryde et tabu. I håb om at det gør en forskel for nogen. Det gør en forskel for mig.
Det første skridt mod bedring: At indrømme, at man er blevet afhængig og har mistet kontrollen.
Hej. Jeg hedder Dagmar, og jeg er bulimiker.
1 comment