Stormens øje
I går morges blev jeg vækket af et bragende lysglimt, der skælvede gennem huset og skræmte mig vågen. Den tætte rumlen af faldene vandmasser lå i luften. Det var et himmelsk uvejr.
I går aftes kulminerede et helt års samvær og lærdom og nærvær i et brag af en fest, som satte både punktum og udråbstegn for mit ophold på Oure. Jeg var blevet bedt om at holde tale på vegne af eleverne. Det føltes længe som en byrde, men viste sig at være en gave: At få lov at sætte ord på alt det, som ikke kan siges.
I dag har vi taget afsked. Sagt farvel og forhåbentlig på gensyn. Sendt hinanden godt på vej, videre ud i verden og i livet. En lille flok er blevet tilbage; os der skal arbejde på sommerkurserne som instruktører for en hel flok kursister, der kommer her en uge eller to i deres sommerferie. Det første hold starter i morgen.
Men i mellemtiden sidder jeg her, i stilheden og tomheden. I mellemrummet mellem det, der var, og det, der kommer. I stormens øje.
Nøglen
Nøgler har en særlig evne til at forsvinde, selvom man var fuldstændig sikker på, at de lå lige dér. Eller måske var det her? Eller derovre? Jeg ved ikke, om de bare er særligt drilagtige af natur, eller om de måske er lavet af et helt specielt materiale, som bliver usynligt i ulige uger, ved nymåne, eller på torsdage?
Min allervigtigste nøgle synes at komme og gå efter forgodtbefindende. Nøglen til at have det godt. Til overskud og lykkesmil. Til venlighed og hjælpsomhed og overbærenhed med alt og alle.
Jeg har prøvet at holde på den. At holde blikket fast rettet mod den, når jeg havde den, så den ikke kunne slippe uopdaget væk. Men så bliver det vinter og novembermørket sænker sig og gør det svært at se klart. Gode mennesker forsvinder ud af ens liv og slukker alt lys for en stund. Eller pludselig, altoverskyggende smerte får det til at sortne for øjnene, så hele verden glider ud af bevidstheden.
Jeg har brugt meget af min tid på at lede. At rakke forvirret og frustreret rundt i det store og i det små, ude og hjemme. Jeg har spurgt folk til råds. Jeg har prøvet at læse mig frem. Flere gange har jeg fundet nøglen blot for at opdage, at det ikke var min, men en andens.
Nu tror jeg til gengæld, jeg har luret den.
Nøglen er der hele tiden. Nogle gange gemmer den sig bare, fordi den føler sig truet. Men den er aldrig væk, selvom jeg ikke lige kan se den. Den har bare søgt ly indeni, hvor ingen kan gøre den ondt.
Den skal ikke ses. Den skal mærkes.
Gæster på bloggen
Jeg øver mig i at lukke verden ind. Og nu når verden helt ind på min blog: Det her er et gæsteindlæg fra min meget gode ven Anders. Fra alle os til alle jer:
Min røde glasskål
Der står en rød glasskål i min vindueskarm.
Den er lidt mere bordeaux end postkasse, har 70er-tykt glas og er en smule vulgær, men den står, hvor jeg kan se den som det første, når jeg vågner om morgenen, og der går stort set ikke en dag, uden den passerer mit synsfelt.
Det var min farmors glasskål.
Jeg har den ikke, fordi den betød det store for hende. Jeg fandt den ikke blandt hendes ting i et øjeblik fyldt med Hollywood-mening og klædelige øjenkrogstårer.
Den står der bare.
Permanent. Solid. Med morgensolens abstrakte mønstre gennem glasset, langsomt marcherende henover vindueskarmen, og understregende at det er ok, at der hverken er skrift eller tale til at beskrive, hvad savn betyder.
Det er nemlig ikke de krøllede postkort med plads til 2-3 solskinsfloskler og en kæk smiley. Det er ikke de to minutters udenlandstaksts-stress, mens forvirrede tanker prøver at klemme sig gennem lydforsinkelser og synkronsnakspauser til den mekaniske stemme i den anden ende.
Det er alt det ind i mellem.
Det er, når man står og låser døren efter sig på trappen. Det er fredagsturene i byen der ikke er helt lige så sjove. Det er billederne i telefonen, man flipper hen til lidt for ofte.
Det er alt det, man ikke kan få sagt ordentligt, og derfor sjældent får gjort, før det er for sent.
Så til Jer, der flyver rundt mellem de røde lysstråler fra glasskålen i min vindueskarm hver morgen. Til Jer, der ikke får opkald og postkort, fordi I betyder for meget til at jeg kan få ordene ud af hovedet og derfor ender med at kigge tomt på overbelyste postkort af badestrande og falde i staver med telefonen.
Til stede
Nogle gange lever jeg i morgen. Alt for meget tid er gået med i går.
Af og til virker det, som om lige nu og lige her er det allersværeste sted at være. Til stede. Med. Og på.
Tankerne vil gerne løbe fra mig, de overhaler indenom og løber i forvejen, tager sorgerne på forskud, ængstes og bekymrer sig. Kroppen hænger i bremsen, husker og mindes, sidder fast i det, der var engang. Kører på automatpilot og reagerer på nutiden med erfaringer fra fortiden.
Men dette øjeblik er altid nyt. Dette øjeblik er helt sit eget.
Erfaringerne er gode at have med sig, de giver ballast og trædesten til den videre færd. Når bare de ikke tynger og holder mig tilbage fra at prøve igen, prøve påny eller på noget nyt.
Når bare jeg ikke lader fortidens sorger hæmme nutidens beslutninger. Lige meget hvor umuligt, det virker. Lige meget hvor håbløst, det ser ud.
Der er ikke andre steder at leve sit liv end lige nu og lige her. I dag, og ikke i morgen eller i går.
Det sidste ord
Farvel.
Ordet emmer af endegyldighed. Det hænger i luften som en af de mursten fra barndommens computerspil, der synes at trodse tyngdekraften og bare tigger om at falde tungt ned i hovedet på en.
Det gør ondt. Overraskende ondt.
Lige meget hvor meget, man har levet i nuet og værdsat det, man havde. Lige meget hvor taknemmelig, man har husket at være for den tid, man havde med hinanden.
Det gør altid mere ondt, end man nogensinde kunne bære at forestille sig.
Savn er et sort hul i sjælen. Det udvider sig dag for dag, opsluger de gode minder og vokser sig større. Næres af det der var engang. Kun sorgen kan udfylde tomrummet.
Det værste farvel er det, man ikke ser komme. Pludselig banker man hovedet ind i murstenen, som hænger der i hovedhøjde, udtalt mens man havde ryggen til. Af nogen, man ikke vidste, man ville savne så meget. Før de sagde det sidste ord.
Farvel.
Tomrum
Der er hul i København.
Alting ligner ellers sig selv. Naturen og kulturen springer ud i solen sammen, alle byens celler åbner sig mod lyset. Mørket trænges bort, og kulden blegner.
Vi spiser is og slikker sol og snakker sommer. Det er lunt, det er liv, og det er længe, længe ventet.
Men der mangler et smil blandt de tusind.
Misundelse
Misundelse er faktisk en smuk ting.
Ganske vist kan den komme noget uskønt til udtryk, ødelægge venskaber og så splid i familien. Af natur er det en ubehagelig følelse, en gnaven i maven og syden i brystet. Derfor har vi naturligt nok en tendens til at vende ubehaget mod den person, som er årsag til følelsen; den som vi er misundelige på.
Men det er jo ikke deres skyld, at vi misunder dem. De har ikke taget noget fra os. De har til gengæld opnået noget, som vi også længes efter.
Noget, som vi også længes efter.
Misundelse er en fantastisk ledesnor for det, vi savner her i livet. I stedet for at ætse op indvendig eller boble over af sure opstød burde vi se indad og spørge os selv: Hvor kommer misundelsen fra? Hvad er det, jeg mangler i min tilværelse? Og hvordan kan jeg gøre noget for at ændre det?
Når vi lever det liv, vi selv ønsker, kan vi bifalde andres succes. Vi kan juble over deres held. Og sammen kan vi glædes med dem over alle de gode ting, der kommer til os.
Gid du må få, hvad du ønsker. Det er dig vel undt.
leave a comment