Ensomhed
Efter en uges influenzainduceret isolation i min toværelses er jeg blevet ekstra opmærksom på noget, som jeg tidligere har forsøgt at undertrykke og ignorere. Ensomheden.
Pludselig ser jeg kunstigheden i vores moderne samfund, hvor millioner af unge “singler” pakker sig ind i hver deres små adskilte kasser og kalder dem Hjem. Jeg har min egen kasse. Her har jeg mine ting, her sover jeg om natten, her ligger jeg syg i dagevis – uden at se en sjæl.
For mig er et hjem noget, man deler med nogen. Et fællesskab. Et samlingspunkt.
Jeg har tidligere længtes efter at have et sted, der bare var mit. Hvor jeg kunne være mig selv og lukke verden ude. Men nu viser det sig at være selvforstærkende. Jo mere jeg er for mig selv, jo mere fastlåst bliver jeg i mine vaner og tanker og mønstre. Jo mere irriteret bliver jeg af andre mennesker. Og jo sværere bliver jeg at leve sammen med.
Så hiv mig ud og lege. Prik til mig. Overtal mig. Jeg vil jo gerne – også selvom jeg selv tror, at jeg helst vil være i fred.
Alfemale
I am a lot like a man in many ways. Except I talk more. And also, I have breasts.
But I like to talk about cars and sports. I don’t want a cat, I prefer a dog. A big dog, not one of those little ratlike creatures that seem to be so popular. Also, dogs shouldn’t wear clothes. Or anything baby pink. Nobody should wear anything baby pink.
I like to picture myself in a log cabin by a lake in a forest in the foothills of some majestic mountains. I like to work with my hands. I like tools. And gear.
So I’ve always felt at home in a room full of guys. I feel like I can just be me, and I relax and forget myself. I feel like one of the guys. Until suddenly I realize that I’m not, and I never can be. It’s like being awakened by a kick in the face.
Suddenly I see that they’re not talking to me because they want to hear what I have to say, but because they’re hoping, if they pretend to listen, they might get to take my clothes off afterwards. It’s like the dream where you find yourself naked in a room full of people.
I’m in the lions’ den, and the animals haven’t been fed. They look at me like a big chunk of meat, and I just want to hide, to disappear. To escape.
Maybe to that log cabin far away from everything and everyone…
But once in a rare while there will be somebody different. Someone who sees me and hears me and doesn’t turn into a carnivore at the first scent of meat. Who stands back and lets the animals fight it out. Who steps in and gets me away from the circus. And I get to feel like a person again.
I am not a man. But I am not a piece of meat either.
I am someone, and it makes me happy and grateful when someone appreciates that.
Thank you.
Sofa-blondiner
Der er noget, jeg ikke forstår. Ja, der er jo meget. Men lige nu overvejer jeg, hvordan det kan være, at de der søde, sjove, kloge og aktive fyre, som jeg finder interessante, altid har en kæreste derhjemme. Altså, kæreste-delen af det giver sig selv; det er det med “derhjemme”, der undrer mig. Hvorfor er de aldrig med ude at lege / være sportslige / gå i hegnet?
Er det fordi fyrene ikke gider have dem med? Eller fordi de ikke selv gider? Er de kedelige eller hvad?
Det virker altså sært på mig: Hvorfor alle disse seje, sociale, sportslige mænd tilsyneladende tiltrækkes af stille, pæne, hjemlige typer. Vi andre er sjove nok at lege med, men vi er “kammerater” i stil med deres mandlige venner. Vi er ikke egnede som kærester, åbenbart. Frustrerende.
Så jeg kom til at opfinde betegnelsen ‘sofa-blondiner’. Disse søde, pæne piger, som pynter i sofaen. Jeg ved godt, det er strengt. Men det hjælper.
Desværre viser sofa-blondinerne sig som regel at være superseje, superflinke, superkloge og supersjove, når man lærer dem at kende. Man risikerer jo ligefrem at blive venner med dem.
Og det gør det altså pokkers svært at hade dem. Ret meget.
Gør-det-selv stjerne for en aften
Sikke alvorligt det hele pludselig blev. Det var jo ikke meningen, altså. Hvor blev humoren af?
Jeg tror nok, jeg var sjov engang. Jeg husker ikke de præcise omstændigheder, men det var vist i et frikvarter engang i 1.g. Nu har jeg så lige læst Nynnes Dagbog 1, 2 og 3, og hvis folk falder om af grin over den slags, så må jeg jo være intet mindre end hysterisk morsom… Men det er lissom bare for let, ikke?
Nåmen altså, jeg skrev vistnok noget om at pleje mine smilerynker. Det arbejder jeg så på. For eksempel har jeg lige malet mit køkken i en meget intens gul-grøn farve, lågerne bliver flaskegrønne, og det hele skal bindes sammen af nogle gardiner, jeg fandt i IKEA, og gerne virke som en bøgeskov i forårssolen. Lige nu ser det så mest af alt ud som om Påskeharen har kastet op ud over det hele. Lidt ligesom jeg forestiller mig det må føles at være inde i Kermit. Med tømmermænd.
Men det får mig til at smile. Grine, faktisk. Af chok, når jeg går forbi og får et hurtigt glimt; af mig selv, fordi jeg altid roder mig ud i den slags; og af løssluppen og let manisk begejstring over at kunne gøre det, som jeg vil, fordi det er mit køkken og mig, der skal bo her. Alene. Nemlig.
Hvilket fører mig til en anden stor ting i mit liv: Jeg har købt powertools! Bemærk: Toolsssssss, flertal, mere end et!! For boremaskinen har jo været længe undervejs, det er den, man altid mangler og må låne, og efterhånden synes jeg vist, at jeg er blevet for gammel til at være hyldeluder. I hvert fald for gammel til at gide. Så jeg købte boremaskine og føler dermed, at jeg officielt har erklæret mig voksen.
Det andet er en trekantsliber. Smag lige på ordet: tre-kant-sli-ber. Er jeg den eneste, der får forkerte associationer?? Men det er altså bare en almindelig slibemaskine. Som jeg har købt, fordi jeg skal slibe gammel maling af mine køkkenlåger, før de kan genopstå som spejlblanke flaskegrønne skovsøflader. Jeg har tænkt mig at gøre-det-selv. Vel at mærke gøre-det-hele-selv. Og med indkøb af trekantsliber gik det op for mig, at jeg nu også officielt havde erklæret mig single. Helt og aldeles gør-det-hele-kan-og-vil-selv single. Det er jo også en slags signal at sende…
Jeg tror hellere, mine powertools må bo i en skoæske inde under sengen og lære at sige som et par sindssygt dyre og ufornuftige stilletter, når der er mandlige gæster. De skulle jo nødig få det indtryk, at vi ikke har brug for dem. Mændene, altså. For der er altså stadig visse ting, som selv ikke de bedste powertools kan kompensere for… *host*
Møfeber og Rollingvarsel
DMI burde tilføje en ekstra service for kvinder i trediverne. Man er nået den alder, hvor alle ens venner, bekendte og tilfældigt mødte begynder at reproducere i stor stil. Pludselig er der store maver, børn der græder, barnevogne, bleskift og bare bryster overalt.
Jeg har såmænd ikke noget imod det, tværtimod nyder jeg at få status af superveninde, når jeg lige klarer et ærinde for den travle, nybagte mor, eller af superlegekammerat, når jeg på tredje time stadig kan synes, det er sjovt at skubbe gynge/bygge lego/lege vandkamp. Jeg glæder mig til at agere supermoster, at strikke seje trøjer i ministørrelse, at have en undskyldning for at gå i BR (som om jeg behøver en…) – MEN…
Jeg har altid troet, at det biologiske ur var en mental ting, noget som unge kvinder fik sat sig i hovedet, når de var sammen med små børn. Nu ved jeg bedre. Det er ren fysik, og det går lige i æggestokkene. “Kan du høre dem klapre?” som min kusine plejer at udtrykke det. “Klapper, klapper klapper.” Det er ikke fair, når nu man ellers er glad og godt tilfreds med sit liv og sin tilværelse. Når nu man elsker sin frihed og fleksibilitet, sin selskabstid og sin alenetid. Nyder at kunne gøre alting på sin egen måde, på sit eget tidspunkt.
Alle disse unge gravide kvinder og glædesstrålende nybagte mødre er et skønt syn. Men de udsender altså et eller andet; som om de omgiver sig med en sky af kvindelige hormoner. Jeg tror, jeg med alderen har udviklet en slags allergi. Jeg har fået møfeber. Og nu, hvor det er blevet lunt i vejret, kan jeg nærmest ikke gå uden for en dør, uden at det begynder at klø og krible.
Hvornår kommer DMI med en rollingvarsel?
DMI's nye service
Nærester
Alle singler burde have en næreste. Og allerhelst et par stykker.
En næreste er en nær ven/næsten kæreste. En person af det modsatte køn, som man kan hænge ud med, se film med, gå tur med eller drikke øl med. Som man kan se sammen med andre eller på tomandshånd. Som man kan være sig selv med uden filter. De bedste af slagsen kan man også sove i ske med, læne sig op ad eller nusse med, uden at der er mere i det end det.
Desværre er det ikke helt nemt at finde gode nærester. Det kan være svært at undgå komplikationer, for grænsen er hårfin og knivskarp. Det kan nemt gå galt; hvis den ene falder for den anden for eksempel, eller hvis man havner i seng sammen, eller der opstår jalousi. Generelt er det bedst at holde klare linjer.
Jeg tænker, at den perfekte single-pakkeløsning må være at have både et par nærester og en elsker eller to. Så får man dækket sine behov for både det ene og det andet, med passende afveksling i selskabet, og der er altid gode chancer for, at en af dem har tid til at ses.
Det burde hedde Double
Ordet single er faktisk dybt misvisende. Jeg har været i forhold og jeg har boet sammen med kærester før. Nu er jeg så – single.
Men i virkeligheden er det jo dobbelt så meget arbejde at bo alene; dobbelt så ofte rengøring, dobbelt så ofte tøjvask, dobbelt så ofte indkøb og dobbelt så ofte madlavning. For der er jo ikke andre at dele opgaverne med. Det er også dobbelt så dyrt, for pludselig skal man betale hele huslejen selv. Og internetforbindelsen, og forsikringen osv. Og faktisk koster det nærmest det samme at købe ind til én som at købe ind til to. Det var der ikke nogen, der havde fortalt mig.
Til gengæld kan det også være dobbelt så sjovt: Jeg har jo pludselig dobbelt så meget skabsplads for eksempel. Og dobbelt så meget plads i det hele taget. Mindst dobbelt så meget frihed. Dobbelt så meget beslutningsmagt. Dobbelt så meget tid. Jeg ser mine venner dobbelt så meget som før. Og jeg har jo ikke skiftet sengen ud, bare fordi jeg blev alene. Så nu har jeg dobbelt så meget plads at brede mig på. Og dobbeltdyne, ikke at forglemme. Helt for mig selv.
Men det kan også være tomt. Selvom jeg har stoppet alt mit tøj ind i skabet, er der stadig tomme skuffer. Selvom min seng trods alt kun er 1.20, så er jeg altså endnu smallere. Og selvom jeg har udvidet kredsen af venner betydeligt, er der stadig aftener, hvor jeg sidder alene med al min plads som et tomrum omkring mig.
Så er jeg dobbelt så ensom.
30 på vej mod 13
Der er gået noget galt. Det skete lige omkring min 20-års fødselsdag. Indtil da levede jeg et helt almindeligt liv med en naturlig udvikling: Fra fri leg til skolen til gymnasiet. Fra venskab til mobning til outsider. Fra ballet til ridning til druk. Og fra naiv til skeptisk til fuck-you-I-wont-do-what-you-tell-me.
Og så fyldte jeg altså 20, og nogen ramte den store rewind-knap. Mit liv sad fast i bakgear. Og den naturlige udvikling, som jeg kunne se alle andre følge, var vendt fuldstændig rundt i min tilværelse:
Mit første hjem var en ejerlejlighed. Så flyttede jeg i lejebolig, så på værelse i delebolig. Og endelig var jeg da også lige tilbage i forældrehjemmet en overgang…
Og så lagde jeg ud med at blive gift, men det holdt ikke. Så blev jeg forlovet. Da det heller ikke holdt, slog jeg mig løs i et par år uden faste forhold – just sex, no strings. Og så fik jeg mig en kæreste.
Det går altså den forkerte vej. Hvis vi lige foretager en analyse af det her liv indtil nu kombineret med mental alder, så starter det med, at man bliver gift og køber lejlighed med sin mand sidst i tyverne eller omkring de 30. Derefter bliver man forlovet og flytter sammen, når man er midt i tyverne. I starten af tyverne slår man sig løs og løber hornene af sig, mens man bor på et billigt værelse og deler lejlighed med tre andre. Endelig får man sig en rigtig skøn gymnasiekæreste, som man tager over til og ser film, hænger ud med vennerne og går til fester med. Kald mig Benjamina Button.
Nu er jeg bekymret. For det kan jo ikke fortsætte på den måde: Hvis I har set Benjamin Button, vil I vide, hvad jeg mener. Hvis I ikke har, kan I spare jer de par timer.
I det mindste sidder jeg nu igen i en lejelejlighed og ikke længere i et værelse. Og jeg bor her helt alene, meget voksent. For nylig underskrev jeg endda en rigtig lejekontrakt, så det ikke længere er en usikker og tidsbegrænset fremleje. Men det der med mænd, det går stadig den forkerte vej. Jeg tror efterhånden, jeg er nået de 13: Hvor man bliver forfjamsket og ikke kan finde på noget at sige og ikke kan finde ud af at holde øjekontakt. Og går rundt om sig selv og ikke tør tage initiativ og ikke kan finde ud af, om interessen er gengældt. Seriøst. Til sommer tegner jeg hjerter i mit penalhus.
Jeg ønsker mig en Barbiedukke til jul.
Jeg sparker mig selv…
- Når jeg for en gangs skyld møder en fyr, som ikke er a) optaget b) en klaphat c) vertikalt udfordret d) tør som en dag-gammel håndværker uden smør. Og jeg træder mig selv over tæerne, slår blikket ned og går min vej, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.
- Når jeg tilfældigt møder manden igen og falder i snak. Og jeg bliver selvbevidst og ikke kan holde øjenkontakt, fordi han er for pæn at se på og møder mit blik.
- Når jeg får et par øl og glemmer at være kejtet og nervøs, men holder igen for ikke at blive fuld og dum. Og jeg holder så meget igen, at jeg bliver utilnærmelig.
- Når jeg alligevel ender med at tilbringe det meste af en dag i hans selskab. Og samtalen flyder og jeg begynder at slappe af og føle mig tryg. Og jeg føler mig så tryg, så jeg snakker om løst og fast og for meget om mig selv, og jeg glemmer, at han ikke kender mig godt nok til at se igennem ordene og forstå, at jeg er ydmyg og forsigtig lige under overfladen.
- Når dagen og snakken er gledet over i aften, og han ikke er stukket af endnu. Og jeg tillader mig at tænke, at muligvis, måske? Og så går han hjem og der sker ikke mere.
Og jeg sparker mig selv… – for de ting, som jeg garanteret ikke skulle have sagt; de jokes, jeg helt sikkert ikke skulle have lavet; de historier, jeg absolut ikke skulle have fortalt. Og for de ukonstruktive tanker om, hvad jeg ikke skulle have gjort, som jeg var overbevist om, at jeg var vokset fra for flere år siden.
Snigdating
Nu er det et par gange sket, at jeg er blevet inviteret på kaffe, frokost eller middag for at tale forretning, udveksle iværksætter-erfaringer eller lignende professionel undskyldning, og da jeg så sad der, gik det op for mig, at jeg i virkeligheden var på date. Eller rettere: At han var. Vi taler med andre ord om et setup, som lokker intetanende, arbejdssøgende, netværksskabende unge kvinder i romantisk baghold. Og hvad gør man så?
Når man sidder der og prøver at vise sig fra sin mest faglige og kompetente side, og han griner af alt, hvad man siger (og så sjov er jeg altså heller ikke) og lægger hånden på ens arm og bruger ens navn hele tiden? Hvordan afviser man manden uden afvise alt det, han repræsenterer? Og uden at det bliver enormt akavet?
For det er jo det, der er det feje ved snigdating; man kan ikke rigtig afvise en romantisk interesse, der ikke er blevet tilkendegivet. I hvert fald ikke uden at virke enormt selvoptaget og selvfed. “Undskyld, men jeg fornemmer at du synes jeg er lækker/sød/spændende, og jeg vil bare lige sige, at jeg altså ikke er interesseret på dén måde”.
4 comments