Nærsynet
Mine øjne vandrer over hvide vide vidder. Strækker sig langt over landet; indtager endelig horisonten.
På vej gennem Jylland. På ferie. På familiebesøg. På landet.
Først nu mærker jeg for alvor begrænsningen i min hverdag, hvor blikket aldrig får fart, før det bremses af nådesløs beton og barrierer af mursten og asfalt og stål.
Horisonten er altid inden for rækkevidde i en by. Mellem menneskeskabte søjler, gennem kunstigt anlagte færdselsårer, rundt i myretuen myldrer vi ind og ud mellem hinanden med øjnene slået ned af fare for at møde en fremmeds blik.
Hvad er vi bange for at se? Er vi bange for at blive gennemskuet?
Vi er en nærsynet befolkning. Lever livet med næsen i bogen, i telefonen, i computeren. Selv de fjerneste dele af verden står knivskarpt på få centimeters afstand og lyser ud af skærmen. Virkeligheden filtreres, fragmenteres og genskabes, repræsenteres i brugervenlig form, bygget af nuller og et-taller.
Mit mailprogram viser mig, at det er dagslys. En widget på mit skrivebord fortæller mig, at det sner. Vinduer er blevet overflødige, dørene er godt på vej. Vi har lagt os selv på hylden i vores dovenskab. Komforten er fængslende.
Nej, lad mig komme ud, hvor der er højt til himmelen og langt til målet. Luft til hjernen og lyst til hjertet.
Mine øjne er nomader i verdensrummet.
Skiferie
Det er blevet tid til sæsonens tredje skitur, denne gang til de italienske alper. Med andre ord holder bloggen ferie sammen med mig frem til d. 6. februar.
Med alle de skiture ville jeg ønske, jeg kunne sige, at det var mig på billedet ovenfor. Det er det ikke.
Men i det mindste er det her heller ikke mig:
Ret tit i hvert fald…
Babycurling
Nogen har lavet en glidebane på Peblinge Sø. Det er faktisk bare en stribe på ca. en halv gange tre meter, hvor sneen er skrabet væk, og isen nedenunder er blevet slidt helt blank. Men den er et fantastisk underholdningselement.
Seneste opfindelse: Babycurling. Man tager sin flyverdragtklædte unge, svinger let frem og tilbage for at skabe moment og slipper så ungen i et fremsving, så denne glider – på maven – i hele banens længde. Udfordringen er naturligvis at sørge for, at ungen ikke får for meget fart på og drøner direkte ud i den hårdt sammentrampede sne for enden, men heller ikke så lidt, at glideturen slutter midtvejs.
Jeg tror, det er en vintersport, der er up-and-coming. Jeg forestiller mig konkurrencer, familier der dyster mod hinanden, evt. turneringer for vuggestuerne i Indre By. Holdfarver, heppekor og varm chokolade til tilskuerne på sidelinjen.
Og koste! Ingen curling uden koste. Børnene selv sørger for hyl og hvin til at piske en stemning op.
Verden er min kage
Naturen fejrer mig! Og kommer glasur på november.
Pludselig er her meget mindre mørkt, meget mindre vådt og meget mindre larmende. Verden er forvandlet til en stor diskokugle, der blinker til mig fra nær og fjern, højt og lavt, overalt. Den fineste konfetti hvirvler omkring og prikker mig på huden. Kulden kniber mig i kinden. Jeg får smil på læben og glimt i øjet.
Hele verden er min kage. Og jeg foretrækker min november med glasur.
The contrast of white on white
Her står jeg så midt i det store, hvide ingenting, mens mundvigene gør tilnærmelser til øjnene, og sjælens taknemmelige varme flyder gennem hele min krop. Alt omkring mig er hvidt i hvidt, sneen og skyerne spejler hinanden med kun en tynd, takket sort linje i horisonten, hvor skoven aftegnes langs den tilfrosne sø. Selv min ånde har fået krop og står som en hvid tåge foran ansigtet; små røgsignaler der bærer vidne om liv i den overvældende tomhed.
Alle bekymringer forstummer, hverdagens tankemylder smelter bort i den tørre, klare frost. Hvad er det, vi har så travlt med at nå? Hvad er det, der er så vigtigt i vores tilværelse, at vi glemmer at leve vores liv lige nu og her, i hvert eneste fortryllede øjeblik, mens det rent faktisk sker?
Små iskrystaller smykker mine øjenvipper som naturens egne juveler, kinderne rødmer i kulden. Smilet slår evigt smut i mine øjne, hvor den rene, ubestridte lykke svømmer saligt rundt. Aldrig har jeg følt mig så levende som i dette øjeblik. Hér, midt på en frossen sø i det nordligste Sverige, i en verden af sne og is. Omkranset af vintersorte træer og intenst fortættet stilhed.
Hundene er faldet til ro for en stund; hver for sig har de afsøgt den plet på isen, som deres lænke tillader dem at markere som deres. Den interne hakkeorden er for længst etableret. Førerhunden står stolt og skuer ud over flokken. Underhunden står skælvende og underdanig med halen så langt inde mellem benene, at den kan kilde sig selv under hagen. Et sted i rækken sætter en hund i et langtrukkent hyl. Flere af de andre falder ind, indtil luften er fyldt af deres skærende sang. Lyden bæres langt og fortoner sig i det fjerne.
Alting er simplere her. Livet går langsommere, og der er tid til eftertanke, samvær og fællesskab. Efterhånden er det vel blevet en fortærsket melodi, at det er de simple ting, der betyder noget. De gamle dyder og grundlæggende værdier; flid, ærlighed, hjælpsomhed. Men der er en grund til, at det er dem, vi vender tilbage til igen og igen.
Min åbenbaring kom til mig lige der, på en øde plet nord for polarcirklen, hvor det stod lysende klart for mig, hvad der betyder noget i mit liv. Det er hvert øjeblik, det er nu og her, det er de oplevelser og minder, jeg tager med mig. Det er de mennesker, jeg omgiver mig med. Det er den virkelighed, som er min. Det er slut med at jage efter en idé om noget bedre, en forestilling om noget, jeg skal opnå eller overkomme. Livet er smukt. Livet er nu.
Step out the front door like a ghost
Into the fog where no one notices
The contrast of white on white.
And in between the moon and you
The angels get a better view
Of the crumbling difference between wrong and right.
leave a comment