Wysiwit

På en tankstation i Viborg kravler tre mennesker ud af en lille Suzuki og begiver sig vraltende, humpende og haltende hen mod servicebutikken, med direkte kurs mod køleskabet med sodavand. De bevæger sig som 90-årige og har alle et halvbedøvet udtryk i ansigterne. De to betjente, der i det samme er kørt ind for at proviantere, holder diskret, men mistænksomt øje med med dem. De ligner nogen, der er på stoffer eller i hvert fald har drukket alt for meget til at køre bil.

Men de tre personer er alle pinligt ædru. De eneste stoffer, de har indtaget, er sukker. I astronomiske mængder. Alligevel er blodsukkeret i bund, mens adrenalinens effekt så småt er ved at aftage, og trætheden og ømheden melder sig med voksende intensitet. Musklerne er blevet kolde og stive, og kroppen er begyndt at reparere og genopbygge.

Siden klokken 7 samme morgen har de tre sammen med en holdkammerat tilbagelagt lige godt 130 km over en periode på 15 timer. De har deltaget i Thy LVL, et af Danmarks ældste adventure races, hvor distancen tilbagelægges for egen muskelkraft gennem løb, cykling, kanosejlads m.m. Der er øvelser og orientering undervejs, og holdene udfordres både på udholdenhed, samarbejde og teknik. I virkeligheden er det en sindssyg sport. Men jeg elsker den.

Det var en sidste-øjebliks-beslutning, da jeg mandagen inden sagde ja til at være stand-in på et hold, der manglede en fjerdemand. Jeg havde ikke nået at træne mig op og måtte satse på grundformen, og den har helt klart set bedre dage. Men det gik.

Jeg ramte muren et sted på den nordvestjyske hede. Efter tolv timer og med ca. 90 km i benene blev de til bly. De vejede pludselig et ton, lårene var ved at sprænges og hele kroppen skreg STOOOOOOOP!

Så jeg løb videre.

For der var ikke andet at gøre. Indædt, tavs og stålsat i tungt og langsomt løbetrav blev jeg ved med at sætte den ene fod foran den anden i en mekanisk bevægelse. Jeg vidste, at hvis jeg stoppede op, ville det være slut. Hvis jeg stoppede op, ville jeg ikke komme i gang igen.

Og det lykkedes. Vi nåede tilbage til fyret, hvor cyklerne lå og ventede til den sidste etape hjemad. Det blev en noget vaklende start med at komme på cyklen, få klikket fødderne i pedalerne og få sat i gang. Men dér skete det så på magisk vis; jeg kom op i fart, benene begyndte at køre af sig selv, lungerne fyldtes og tømtes i en fast og rolig rytme. Hovedet slog fra og kroppen slog til.

Jeg kom ud på den anden side. Jeg brød gennem muren. Og jeg kom hele vejen hjem.