Wysiwit

Hvad stiller man op med alle sine ord, når de ikke kan enes om betydning?

Jeg taler, og skriver, og stirrer mig blind, på kliker af bogstaver, grupper af ord, der driller mig og råber af hinanden. De kæmper om pladsen, i hovedet og på papiret, snyder foran og gemmer sig i mængden.

Der er dem, der er stærke og tryner de andre, og dem, der får sneget sig ind. Der er dem, der er hurtigst og forrest på tungen, og dem, der er gemt indeni.

Hvis de bare kunne enes, slutte fred og give plads, til hinanden og til alle mine tanker. Der er dage, hvor min hjerne bryder ud i borgerkrig, hvor min sproglighed bliver til en åben slagmark. Eksplosioner i mit hoved og granatchok bagved panden, mine øjne lyner, mens mit indre står i brand.

Og jeg holder munden lukket, lader læberne forsegle, hvad der foregår derinde. For jeg ved, at hvis jeg vover selv den mindste lille ytring, vil jeg ende med at sige alle de forkerte ting. For når ordene tager over, mister alting sin betydning, og jeg mister herredømmet over det, der slipper ud.

Hvis jeg sidder og er stille, og du spørger, hvad jeg tænker, kan det ske, at jeg må nøjes med at sende dig et smil. Det er ikke ord, jeg mangler, det har endnu aldrig ramt mig, jeg er bare overvældet af betydningernes kamp.

Når det, jeg vil sige, er vigtigt og følsomt, må jeg famle i blinde og snuble mig frem. Jeg bliver forlegen og mærker min tunge og hører min stemme og hjertet, der slår.

Det er ikke blevet nemmere trods årene på bagen, jeg må stadig kæmpe kampen, vinde krigen mod mig selv. Jeg går stadig rundt i tågen tæt af ord, der sænker sig.

Måske jeg har brug for en ordblindehund?