Wysiwit

Pludselig, jagende smerte. Et smæld af den slags, der ikke bør komme fra nogen del af ens krop. Sortnende, gispende, panisk forkrampet, krøllet sammen på det glatte, kolde gulv.

Jeg ved, den er helt gal. Jeg ved, jeg ikke kommer til at gå derfra.

Jeg kan ikke tænke klart, kan ikke andet end holde om min fod og stirre op i loftet, mens jeg prøver at få vejrtrækningen under kontrol, tæller loftsbjælkerne og studerer hver en detalje for at tænke på noget andet.

Hvorfor pokker skulle jeg også spille fodbold? Hvad var det, der fik mig til at mene, at jeg skulle være med? Når nu hver eneste fiber i min krop instinktivt sagde mig, at det var en dårlig idé?

I skisokker på et glat gulv. Fodbold. Fod. Bold. Meget dårlig kombination, når man er mig.

Så nu er jeg på krykker. Brækket tå og forrevet ledbånd. Hele højre fod er blålig og hævet og ligner noget fra en gyserfilm. Og jeg har ikke engang en sej historie at fortælle.

For det var ikke, da vi gik randonné med oppakning og overnattede i snehule. Det var ikke et vildt styrt i telemark på pisterne. Og det var slet ikke et uheld med isklatring – for det nåede jeg ikke at være med til. Historier er der nok af. Men de hører hjemme i en anden blogpost.

Jeg vil stilfærdigt nøjes med at revidere min opfattelse af begrebet “farlig sport”.

Det hedder “boldsport”.